Felix Arthur dyrker “tvivlens håndbog og ved at den har ret”. Det er der kommet en drømmende, indie-pop på dansk ud af, der viser en kunstner med potentiale, som måske ikke helt er der endnu.
Man skal lige vænne sig til Felix Arthurs stil og især vokalen på Fartøj. En 6 numre lang EP fordelt på 18 kompakte minutter. Der er tale om fortrinsvis korte, skarpt skårne numre, som alligevel får plads til en del udflugter og eksperimenter.
Det sidste er det, der gør udgivelsen spændende, til tider mystisk lytning, men også noget der udgør en lille hæmsko. Måske er det noget med balancen, men jeg kan ikke helt blive klog på om Arthur gerne vil være undersøgende og udfordrende, og sprænge den drømmende pop rammer, eller lave iørefaldende pop.
De to første numre, “Trang” og “Handlingen” er eksempler på førstnævnte, mens der skiftes noget spor på tredje nummer, “1000 Minder”. Her forlader Arthur det mere eksperimenterende og udfordrende udtryk, hiver hans minimalistiske pop ud på dansegulvet, men dyb, semi-funky bas og byder i stedet op til dans. Det er sådan set ret fængende, men det bryder den stemning åbningen fik etableret og forvirrer mig lidt som lytter. Og så er der måske lige lidt for meget bas til min smag.
Vokalen er her mere i fokus og et bærende element, og Arthur lyder ikke som den fødte dansepop-sanger. Hans vokal, er ligesom dele af musikken, mere i den særprægede ende. Ikke dårlig, men her synes jeg ikke helt dens kvaliteter og forcer udnyttes. Det går bedre i den mere nedtonede og udsvævende “Mellemrum”, hvor Arthur viser, at stemmen sagtens kan bære at være fremme i lydbilledet, hvis sangens stil og udformning passer til den.
Det synes jeg den gør her. Hvor det på “Trang” og “Handling” var tæt på, at lyde lidt presset hist og her, sikkert også som en bevidst del af udtrykket, så rammer han en god balance på “Mellemrum”. Det er en synt’et kærlighedssang, der vrider og hvirvler roligt rundt om sig selv, i et stort, ikke helt oplyst musikalsk rum, hvor der er god plads til at lade en længselsfuld stemning.
På “Rosenskyer” er der “frygt for at fejle og frygt for de forkerte ord”. Den langsomt ulmende og åndende melodi bringer mindelser om noget midt-00er Justin Timberlake? Det var i hvert fald den association jeg fik ud af melodien, stemmens klang og fraseringerne, som sangen langsomt skrider frem.
Ved første lyt stejlede jeg lidt, det er lidt et pres at lægge på et stemmebånd, at tvinge det ud i white boy soul, men den knækker ikke. Dog bidrager sangen også til en lille, snigende fornemmelse af noget stilforvirring. Eller i hvert fald en søgende kunstner.
“Ikke Stoppe” er en kort, 1 ½ minut lang afslutter, hvor den mere eksperimenterende tilgang igen er i fokus. Ligesom de første par numre, så leges der med det musikalske udtryk med en række effekter og elektronik. Og med vokalen, der har har et mere “hakkende” flow, der giver det en snert af hiphop. Kort, men vellykket.
Det kan egentlig også være den samlede beskrivelse af Fartøj som EP. Musikken og vokalen er et fartøj for Felix Arthur til, at besynge og omfavne tvivl i forskellige afskygninger. Det giver et lidt flimrende udtryk samlet, hvor den røde tråd krøller lidt, men Arthur mister aldrig fokus i den enkelte sang.
Og så kender Arthur begrænsningens kunst. Sangene trækkes ikke i langdrag, de overlæsses ikke med idéer og indfald, men virker ret trimmede. Det giver de ret forskellige sange til trods et relativt homogent indtryk.
Samtidig er det en EP, der skifter lidt for hver gang jeg har lyttet til den. Det ene øjeblik kan jeg synes, at Arthur ikke helt rammer skiven, andre gange synes jeg, at det er ganske glimrende og nogle gode sange. Så det afhænger måske også lidt at lytterens form. Uinteressant er det i hvert fald ikke, og vi lander på en solid 4er.
Der er noget potentiale her og EPen viser en kunstner, som ikke er bange for, at prøve nogle ting af.
Af Ken Damgaard Thomsen
