Felines kunne være soundtracket til en dodgy bar/natklub med sine repetitive stemninger. Det kan sikkert være et hit for nogen, men for undertegnede er det en mere blandet oplevelse.
Det giver meget god mening at lo-fi/no-wave bandet Felines er signet hos Crunchy Frog. De har noget af den der flabethed og fandenivoldskhed, som Crunchy Frog er gode til at samle op. Tre kvinder og en mand består kvartetten af, og Asta Louisa Bjerre’s vokal er noget af det første man bider mærke i. Den er tilbagelænet og cool, på sådan en “band der spiller i Twin Peaks”-agtig måde.
Der er også noget repetitivt, ind i mellem nærmest meditativt, over Felines. For eksempel på ‘Outside’, hvor tempoet er adstadigt, og forskellige lydeffekter giver stemning. Og ja, det er stemningsfuldt, som Saying It Twice Makes It Real i øvrigt er som helhed, men det tester ind i mellem også min tålmodighed en smule. Mange af sangene er også ret lange, for eksempel lukkeren ‘Forever Fail’, der også med sit faldende tempo ligesom suger den sidste rest af energi ud af én på sine 5 minutters spilletid.
Nuvel, der er variation i tempoet, for eksempel lunter ‘Too Tight’ lystigt derudaf på en dynamisk baslinie og der hugges noget tempofyldt guitar og noget blæser ind i ligningen, ligesom også åbneren ‘Going Out’ har både noget lurende og eksplosivt i sin opbygning. Men faktisk når netop ‘Going Out’ op på næsten 6 minutter. Nu skal det ikke blive sådan en omgang stopurs-fetishisme, og det er givetvis et ganske bevidst greb fra bandet – men det kræver altså også noget af lytteren, som jeg ikke er helt sikker på, jeg synes man bliver belønnet for at investere.
Måske er Felines netop bedst som et soundtrack til en tur på en bar, der ligner noget fra David Lynch’s univers. Den tangenttunge ‘It’s Yours’ har således også noget både tilbagelænet overskud og en ildevarslende klang, hvor man kan forestille sig en bizar og udpenslet voldsscene som billedside.
Det er egentlig ikke fordi Felines ikke har melodier, men de virker ikke voldsomt interesserede i at dyrke dem, det er netop repetitionen, det er i høj grad stemningerne, der er i fokus. Således også på den repetitive ‘Open House’, hvor der garneres med noget percussion (måske et rasleæg), og det lyder som en let twisted version af baggrundsmusikken på en lidt for trendy café – ja, det er altså det, det giver mig associationer til. Det virker som rigtig meget form, og rigtig meget æstetik, og ikke helt så meget indhold.
Det er der for så vidt ikke noget i vejen for, at man godt kan skabe lytteværdig musik ud af. Og Felines er sådan set ikke en ubehagelig eller for den sags skyld overflødig lytteoplevelse – for de formår netop at skabe stemninger. Men det virker også som en lyd, der er en del andre, der byder ind på. Men Felines gør det gennemført, og er sådan set dygtige til det, de gør. Derfor ender jeg også med at være lidt i vildrede med hensyn til karakteren. Det er måske ikke lige et instant personligt hit for mig, men omvendt virker det som baggrundsmusik, og jeg kan sagtens høre kvaliteterne, selv om jeg måske ikke bliver fan.
Står du og mangler soundtracket til din dodgy bar/natklub med suspekt kabaret i en landsby med lidt for mange ugler, ja, så kan du roligt investere i Felines’ EP, hvis du ikke allerede har playlisten fyldt. For nogen er det her givetvis til mere, men jeg overdoser altså lidt på tilbagelænet cool Lynch-lyd og lander på 3 pæne stjerner. En mindre portion havde jeg nok nydt mere.
Du kan finde Felines på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
