Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Federal Unicorn: Substances (EP) ★★★★☆☆

Federal Unicorn: Substances (EP) ★★★★☆☆

2293
0

Federal Unicorn? Hvordan ser sådan en mon ud? Well, den ligner nok en krydsning mellem en musikalsk enhjørning med hang til grunge og et vrinsk eller to i retning af noget 90’er rock.

Sidst vi havde fat i Federal Unicorn var det Thomas der anmeldte deres album Come Again, hvor han landede på en lidt middel 3’er. Jeg forstod ham egentlig godt, for den ene gang jeg har oplevet trioen live, da syntes jeg også deres ellers velspillede rock-mix strittede i lige lovlig mange retninger, så jeg ikke helt vidste hvilket ben jeg skulle stå på. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, altså at man ikke helt ved hvad man skal mene, men i dette tilfælde kom til også til at følelse en anelse som om trioen heller ikke helt selv kunne beslutte sig for hvad der klædte dem bedst.

Denne skærmflimmer eller slingren i valsen er der ikke meget tilbage af på Substances, hvor den Aarhus-baserede gruppe, der består af Robert Jancewicz, Jakub Sypniewski ogKristian Kå, vælger en sikker kurs og holder den næsten hele vejen gemmen de 4 numre. Godt nok hænger der en semi-depri “fuck the world” narko-tåge stemning over rocken, men udtrykket er mere strømlinet og fokuseret, til det gode i dette tilfælde. Vi er nu næsten helt helliget et 90’er Seattle-trip, hvor især Nirvana nok, trods alt, ikke har levet forgæves. Det gør også det hele lidt velkendt og lidt mindre originalt/skævt end tidligere, men i dette tilfælde er det altså noget der i sidste ende med til at trække helhedsindtrykket lidt op.

Substances lægger stærkt ud, faktisk spiller Federak Unicorn nok deres allerstærkeste kort i først runde, nemlig den stilsikre og velsmurte grunge-summer “State of Decay”. Som man måske kan fornemme ud fra titlen, så er gardinerne rullet for og døre og vinduer lukket – og har ikke været åbnet i et stykke tid. Både de fysiske og mentale. “Loaded, I’m so loaded” messe-vrænges der blandt andet, det er ved gud ikke specielt banebrydende “se mig, jeg er lidt fucked up” navlepiller grunge, men trioen har et sikkert greb om melodierne og hvordan sådan et nummer skal lyde. Råt, tilpas vredt, vrængende og krængende. Det lyder, lidt fortærsket eller ej, kort og godt fedt.

Den over 5 ½ minut lange “Animal” følger op, og selvom den deler titel med et up tempo Pearl Jam nummer, så er det her et mere forsumpet og grå-brunligt farvet dyr. Den lugter næsten lidt af nikotin og en truende tømmermændshovedpine hænger i luften. Tempoet er i den forsumpede ende, med en matchende atmosfære. Heller ikke her bringer Federal Unicorn noget decideret nyt til den lidt baskede efterfest, men det er kompetent udført og sangskrivningen fejler ingenting. Pearl Jam ER faktisk mere fremtrædende som referencepunkt, i hvert fald for mig, i den efterfølgende “My Line”, der både rytmisk og klangmæssigt sender mine tanker i retning af Vedder og co. omkring No Code/Yield/Binaural perioden.

Der er lidt “Of The Girl” over melodi og måden rytmen pumper sangen let-skvulpende fremad, Federal Unicorn holder bare mindre igen og virker mere pågående og konfronterende i klang og lydstyrke. Trods associationerne et ret stærkt nummer og med nok selvstændighed til, at jeg ikke føler det “lyder som”, men holder sig indenfor en acceptabel “minder mig om” grænse. Igen er spilletiden oppe på omkring 5 ½ minut, og numrene er generelt i den længere ende på Substances, men jeg synes Federal Unicorn formår at holde dem godt i gang og undgår at musikken ryger i tomgang. Blandt andet ved at der hele tiden lige varieres lidt, i “My Line” bliver der eksempelvis plads til et hårdt rockende semi-støjende instrumentalstykke, der fungerer rigtig godt som bro til afslutningen, hvor nummeret cirkler tilbage til stilen fra første halvdel.

Afslutteren, “Filter legs”, er med sine 7 minutter både EP’ens længste nummer, og også der hvor Federal Unicorn eksperimenterer mest med form og udtryk i denne omgang. Vi starter ud med noget klaver-grunge croon, lad os kalde det det, for vi er ikke helt ovre i en klaver-ballade. Skønsang og pop-hymne er det ikke, det lyder mere som en godt tillakket makker, der er delvist kollapset ind over instrumentet og prøver at spille og synge sig ud af den truende totale nedtur. Han lyder egentlig lidt træt af det hele, men et fint og veldoseret kor/anden stemme giver nummeret en sjov optimistisk tone som det skrider frem, som om musikken får tilført sangeren mere energi og et løft – vi skal sgu’ nok komme igennem det her!

Efter knap 4 minutter i tangentland tror man nummeret er slut (det er det måske også?), men efter 1 minut brydes stilheden af nye toner. Er det en forsinket afslutning af “Filter Legs”, et 2 minutter langt bonusnummer eller hvad er vi ude i? I hvert fald har pausen måske ikke været så god for vores sanger her, han forsøger hanke op i sig selv vef at tralala’e lidt, mens musikken mest består af nogle udefinerbare “toner”, lidt raslen og, æhm, “effekter”… det giver meget følelsen af, at nu ER festen slut, hjernen stille og roligt lukket ned og vi overgiver os til døsen.

Dermed lever Substances fint op til sin titel, musikken og numrene lyder som forskellige stimulanser og påvirkninger af krop og sind, så EP’en ender med både at fremstå afvekslende og have en fornemmelse af sammenhæng, eller en overordnet ramme. Så er det spørgsmålet hvor meget det påvirker ens nydelse af musikken, at det ikke er videre nyskabende, og trigger en del grunge-referencer hvis man, som eksempelvis mig, tog godt for sig af Seattle-varerne i løbet af 90’erne.

For mig trækker det ikke direkte ned, men det lægger måske lige så meget en dæmper på det samlede indtryk, at jeg ikke er helt blæst bagover eller tager en overdosis af Substances. Men det er velspillet, stilbevidst, godt skruet sammen og en lækker lille pille til dem der ikke kan få nok af disse 90’er drugs.

Det rækker til 4 solide stjerner, og så har jeg endda ikke trukket 2 fra for at EP’en også er udsendt på kassettebånd, hvilket ellers kun ville være rimeligt!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Federal Unicorn på facebook

Previous articleAnbefalede koncerter i Aarhus, uge 14
Next articleAnbefalede koncerter i København, uge 14

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.