Come Again har de gæve gutter i Federal Unicorn døbt deres nye album, som består af 12 skæringer, der alle har den gode melodi som omdrejningspunkt. Peter Lehman (Turboweekend, Rock Hard Power Spray) har siddet bag mixerpulten, og har fremtryllet en fin balance mellem det pæne, energiske og støjende.
Kender du ikke umiddelbart Federal Unicorn, så er det et styk powerrock trio bestående af Robert fra Litauen, Kuba fra Polen og Kristian fra Aarhus. Bandet bliver, ifølge pressemeddelsen, ikke gjort op under almene succeskriterier – men i at leve hvert sekund til det fulde og få det hele med, uden at lade sig bukke for de gængse regler af jantelov, økonomisk stabilitet, eller en flot og finpudset lyd. Det er et ægte band, en organisk enhed af rendyrket gnist og lysten til at blæse verden omkuld ved at overbevise én fan af gangen! Ydermere beskriver bandet deres lyd som et mix af Nirvana og Scissor Sisters…! Så er der ellers lagt i kakkelovnen til et skud power(pop)rock af de store.
Og ja, lad det være sagt med det samme, der er skruet fuldt op for power(pop)rocken, og ikke mindst bandets inspirationskilder, som i mine ører absolut ikke kan begrænses til Nirvana og Scissor Sisters (som jeg ikke umiddelbart kan høre på albummet, så skulle det da kun være pop-elementet de har efterladt). Nej, jeg hører Kings Of Leon, Inside The Whale, Bon Jovi, Passion Orange, Franz Ferdinand og som sagt Nirvana, en stor mundfuld, nja, nok nærmere en kende forvirrende.
Albummet sparkes i gang af skivens med længder bedste og mest originale, beskidte, skæve og nutidige nummer, nemlig “Heard”. Dette nummer er lige nøjagtig det pressemeddelsen lover, på nær det der med Nirvana + Scissor Sisters. Hold da kæver, en super melodi, en kick-ass attitude, og et rock nummer man ikke lige bliver træt af, og som helt sikkert vil vinde bandet fans, og sågar airplay. En god start på pladen, og forventningerne om mere fra den skuffe, er i den grad skruet i vejret.
Desværre blev undertegnede skuffet, for lad mig bare afsløre med det samme, at niveauet, sangskrivningsmæssigt, ikke helt kan holde niveau, men der er dog et par positive bump på vejen.
“Heard” bliver fulgt op af “Daddy Issues”, som lige så godt kunne have været en b-side på en Nirvana single. Sangen byder ikke mig som lytter på noget som helst nyt, og springet fra “Heard” til denne sang er simpelthen for stort både i kvalitet og i lyd – det kunne have været to forskellige bands. Ikke at det er en dårlig sang, den kan sagtens høres, men den er glemt så snart den er slut, og der er nok de første 100 grunge bands der har lavet en, der minder om denne.
“Grasshoppers” er en fin lille poprock sang, der ikke gør nogen fortræd, men igen, efter den gode start, så mangler nerven og originaliteten. Sangen minder mig om dengang i 90’erne hvor jeg var fast gæst på Fermaten i Herning og Inside The Whale var husorkester. Ikke at der er noget galt med hverken Fermaten eller Inside The Whale, men jeg har umådeligt svært ved at finde ud af hvad bandet vil. Allerede efter de 3 første sange har jeg været i selskab, rent genremæssigt, med 3 forskellige bands.
Og det ændrer sig ikke rigtig i 4 skæring, “B.I.N.Y.”, som mest af alt minder mig om en god gammel Bon Jovi sjæler. Igen sidder jeg en kende forvirret, for nummeret er jo en helt fin lille rock ballade, men den adskiller sig ligeledes stilmæssigt fra de forrige sange.
Og sådan her kunne jeg næsten blive ved med de resterende 8 sange, som på nær “That’s What She Said” og “Blow Your Mind”, alle skiller sig ud med hver deres, mere eller mindre, tydelige referencer, som tæller tidligere nævnte række af bands.
I “That’s What She Said” er der, som på “Heard”, noget originalt og nutidigt, men stadig klassisk, over lyden. Nummeret er båret af en stærk melodi, der kiler sig ind i skallen på dig, og ikke mindst en masse energi. Et rigtig godt rock nummer der rammer bredt, med en kontrolleret opbygning, som på samme tid stadig har kant og bid.
“Blow Your Mind” gør lige netop det navnet lægger op til, og starter ud i højeste gear, og holder kadencen hele vejen igennem. Et godt gedigent powerrock nummer, der ikke vil så meget andet end at rocke dine øregange godt og grundigt rundt. Et fedt nummer, der havner i samme originale, skæve og melodiske båd som “Heard” og “That’s What She Said”.
Havde det nu bare været en god blanding af før omtalte kendte bands, der udgjorde Federal Unicorn’s lyd, så havde det set anderledes ud, men desværre er det ikke sådan landet ligger. Ingen tvivl om at bandet kan skrive gode sange med catchy melodier, at størstedelen af dem så er så forbandet inspireret af andre kunstnere, det er synd og skam, nu hvor Federal Unicorn jo beviser de sagtens kan lave originale kompositioner.
Bandet mangler i min verden, at definere deres egen lyd over hele albummet, en lyd, jeg har på fornemmelsen de har ramt på “Heard”, “That’s What She Said” og “Blow Your Mind”, som er albummets mest originale sange. Og det er netop det jeg mangler, originalitet og ejerskab. På trods af godt håndværk og smittende rockcharme, og sgu også et album bandet i det store hele kan være stolte af, ja, så hæver det sig kun en bette snas over gennemsnittet. Jeg smider derfor 3 store stjerne efter Come Again og de 3 gæve gutter.
Anmeldt af TBB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
