Crush er blevet til med inspiration fra manden bag, Jeppe Gades, ulykke: Han har fået tinnitus. Resultatet er en plade med designer-pop der virker lidt mere bedaget end retro-cool.
Godt i gang er som bekendt halvt fuldendt, men det omvendte kan også gøre sig gældende. Crush åbner med ‘In My Blood’, hvor vokalen aktiverer én af mine pet peeves: at der synges med svagt ’attack’ og tonen først skal findes, før der lægges kraft bag. Syng dog, mand! Det er dog – ret beset – kun på åbneren, denne ’teknik’ anvendes.
Musikken er bestemt pop med elektroniske trommer, ditto basmaskine og synths/klaver. Jeg får lidt samme fornemmelse af musikken som hos Laid Back. Men veteranerne vælger nærmest at messe ind over musikken, mens Gade lægger sin soulede vokal ind over. Men vi er i samme, egentlig ret uprætentiøse boldgade. Afslappet pop. Der er en risiko for at den afslappethed gør det hele lidt uvedkommende. Og den fælde finder jeg, at Favor falder i.
‘In My Blood’ synes i øvrigt at have en romantisering / metaforik omkring stofmisbrug: ”It’s in my blood / (…) and it feels like, baby, I’m shooting up”. Hm.
Vi skal frem til fjerde nummer, ‘Feeling Something’, før vi møder et dansabelt nummer. Her er vi ude i nærmest hvisket vokal og… et fløjtestykke? Ok. Det er selvfølgelig et trick i pop-værktøjskassen at lægge et fløjte-stykke ind. I denne disko-udskæring er det ikke forfærdeligt (tænker, der er tale om en synth-effekt?), men heller ikke genialt. Og der er altid faren for at irritere med sådan noget fløjten.
Crush er tydeligvis designet til LP-formatet og byder dermed på et instrumentalt vendenummer, ‘Crush’, ja, ca midt på pladen. Det fungerer OK med MIDI-synths og lidt latter ind over.
Men den anden side af pladen cementerer ét af de største problemer for denne pop-plade: Numrene er ret hurtigt glemt. Måske er det lidt en konservativ position at indtage, men jeg mener at en popplade bør have mindst én ørehænger, man kan nynne efter pladen er tonet ud. For Crush er der ingen ting. Det er et problem.
Det betyder dog ikke, at der ikke er stemninger og at pladen ikke er velproduceret. Den Laid Back-agtige lyd fungerer egentlig fint som en form for rød tråd. Men hvor veteranerne konstant har en underspillet humor i deres musik, er Crush jo dødeligt alvor for Gade: Måske skal han ikke lave musik mere. Og denne alvor koblet på det associations-bagtæppe skaber nogle uheldige modsætninger.
Jeg er helt med på, at det er voldsomt dramatisk at få tinnitus. Og enhver fugl må synge med sit næb for at bearbejde kriser. Og det råd, Gade har fået i processen om at overveje ”hvilke sange jeg ville ønsket jeg havde skrevet? Hvem jeg skulle have skrevet dem til? Hvad skulle jeg havde skrevet om?” er helt enkelt gode råd. Men på den konto er jeg simpelt hen skuffet over hvor anonymt resultatet er.
Så… Pladen starter med en pet peeve (og den tager jeg på min kappe!), framingen for albummet lægger op til noget dramatisk, vedkommende. Og albummet er så i praksis ret forglemmeligt.
Det er et problem, det er vildt ærgerligt. Og så kan der være nok så megen velproduceret velvilje over projektet. Jeg kan som lytter ikke mærke det og bliver mest irriteret over pop, der ikke bliver rigtig vedkommende, aldrig rigtig dekadent og ikke en gang hænger efter sidste nummer er tonet ud.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
