Favn: Kys Dine Ar ☆☆☆☆☆☆

Hvad gør man når noget er så dårligt, og ophavsmændene virker som om de overhovedet ikke er klar over det, at der nærmest ikke er noget positivt at sige om musikken?

Man prøver, velopdragen som man er, at formulere det så pænt som muligt for ikke at såre nogen. Det her er på ingen måde personligt, eller et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Favn’s oprigtighed, det arbejde og de følelser der er lagt i Kys Dine Ar. Men, det er simpelthen, alle omstændigheder taget i betragtning, noget af det dårligste jeg nogensinde har hørt, presset ned på et album.

Genren er dansksproget rock i bred forstand, fra det poppede, radiovenlige over det lidt mere råt rockende, til det tilstræbt storladne. Intet af det fungerer som helhed eller blot i isolerede numre på dette album, hvor spilletiden sniger sig op omkring en time. Jeg er ikke helt sikker, da sang nummer 4 tilsyneladende mangler, til gengæld får man så sidste nummer 2 gange…. Så, måske er der 13-14 numre på pladen? Ikke ligefrem med til at styrke indtrykket af det samlede niveau! Og nej, det er ikke min opgave at gøre bandet opmærksomme på dette, hav styr på det I sender ud, det er det vi bedømmer!

Men det er egentlig blot ridser i selve rammen, det er indholdet der trækker Favn helt ned på den absolutte bundkarakter. Hør her, der er bitte, bitte små anløb til en melodistump som nærmer sig noget iørefaldende, på den lidt poppede måde (eksempelvis den luftige 90’er poprockede “Hvis Det Gør Ondt”), men splitsekundet efter torpederes det brutalt og nådesløst af en af albummets allerstørste hæmsko. Don Falch’s vokal. Den er også brutal og nådesløs, men på en lidt anden måde. Der er ikke så meget at sige til det, ud over, du kan og skal ikke synge. Den er ikke længere. Jeg synger ikke selv specielt godt, men jeg har sådan et filter, eller en form for selvindsigt/indre alarm der går i gang når jeg prøver – den virker totalt fraværende her.

Der lægges uden tvivl liv og sjæl i de dansksprogede tekster om magtesløshed, sorg og forløsning (i følge pressematerialet), men det er ikke i nærheden af at kunne kompensere for, hvad der lyder som en forsanger, der er decideret tonedøv og muligvis komplet umusikalsk. Ja, det lyder hårdt, men nogen skal sige det inden det går galt til en X-Factor audition. Falch får heller ikke ligefrem luft under vingerne af de ofte kluntede, rytmisk og melodisk hæmmede, til tider dansktop klingende tekster (“Nu Har Du Låst Mig Ude” har en særlig plads i skammekrogen på det punkt) leveret af ham selv.

Numrene trækkes tilmed helt unødigt i langdrag. Der er ingen af numrene, der kan bære denne oppustede spilletid, hvilket er med til at Kys Dine Ar virker endnu længere end den time det tager at komme igennem. Samtlige numre kunne sagtens være skåret meget mere til, der er ganske enkelt ikke nok variation eller gode idéer nok i sangene, der virker som om de er helt blottet for fremdrift. Hvorfor varer “De Skrammer Som Man Får” 5 1/2 minut og “Farvel Til Verden” næsten 7 minutter? Svaret udebliver. Som ekstra bonus falder sidstnævnte så også lige fuldstændig fra hinanden mod slut, efter et nogenlunde rockende instrumental stykke.

Her havde duoen, der udover sanger og sangskriver Falch består af trommeslager Paw Koch (der også har fungeret som producer, i eget lydstudie), ellers fat i en afdæmpet og dunkel stemning, der kunne have budt på noget interessant, hvis teknik og evner ikke havde svigtet. For lydmæssigt er Kys Dine Ar også lidt af en udfordring!

Vi har modtaget albummet i meget god kvalitet (hvilket er meget prisværdigt), så det er ikke der skoen trykker. Men hvor pressematerialet omtaler “en stor og dyr” rocklyd, så er virkelighedens lydbillede noget radikalt andet. Udenfor Favn’s boble, her hvor vi andre befinder os, ser jeg ikke mange fordele for bandet ved at de har sendt os albummet i så klar lydkvalitet…. Det lyder bare ikke godt. Lyden er stiv i leddene, mangler fylde og rundhed der måske kunne matche Favn’s musikalske stil og virker kort sagt uprofessionel. Det havde ikke været et problem, hvis man havde kaldt det en demo eller lignende – men det er OVERHOVEDET ikke det signal Favn prøver at sende. Så dumper man. Igen.

Det famøse pressemateriale omtaler også de 2 faste bandmedlemmers (et par gæster har også medvirket hist og her – noget jeg ikke ville skilte med, hvis jeg var dem) sammenspil, der har nået næsten “telepatisk niveau”, med en “indforståethed og energi” der er noget “helt specielt” og en af “albummets store styrker”. Tak for kaffe, så er det da pudsigt at det af og til lyder som om de 2 er på vej i hver deres retning, eksempelvis i “Tåben”, hvor det meget af tiden er som om guitaren og vokalen befinder sig i 2 helt forskellige sange.

Okay, det er næsten synd at blive ved, for alles skyld. Det her er ikke bare en ommer, det er en bevisliggørelse på at man skal noget andet her i livet end spille musik (det er i følge pressematerialet deres fjerde album!). Eller, de må for min skyld hjertens gerne fortsætte med at spille musik, men så beder jeg blot om at man nedjusterer forventningerne, justerer retorikken, kigger ærligt og dybt indad og får bare en flis af selvindsigt og realitetssans – noget der virker helt igennem fraværende, både i det medfølgende pressemateriale og overfor kvaliteten og indholdet af den musik man laver.

Det her er 99% af tiden ikke blot under niveau, det er bundniveau. Lad for alles skyld være med at sætte barren så højt, der er intet på Kys Dine Ar der indikerer at man nogensinde kommer over.

Det helhedsindtryk der efterlades er meget små glimt af noget der kunne fungerer, men det hele drukner i alt for lange perioder, hvor der sker alt for lidt.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Favn’s hjemmeside HER