ADVARSEL: Hvis du ikke kan lide Hæææævy Mædal, så er det her IKKE noget for dig! Nogen vil finde denne plade kikset ud over rimelighedens grænser, og lyden så 80er geil at det frembringer kvalme og fe-hår. Hvis du derimod er klar til en tidsrejse af de helt specielle, så hop i dine spandex pants, slå håret ud og tænd for din Commodore 64’er.
Jeg har tidligere anmeldt nye plader fra bands der var kraftigt inspireret af tidligere tiders lyd f.eks. 70erne hos Tyrants And Kings, eller lød som om de ikke havde udviklet deres lyd synderligt siden 80erne som f.eks. hos Megadeth. Det her er en helt anden størrelse. Fate, dannet i 1984, har udgivet et nyt album der helt seriøst lyder som om den ER udgivet i midt 80erne! Ikke blot “inspireret af”, “lettere opdateret lyd” eller “gået tilbage til et klassisk udtryk” – det lyder som en plade der er indspillet, og skrevet, for et kvart århundrede siden, i en tid hvor stort heavy hår var in, vokalharmonier meget maskulint, storladen og bombastisk, grænsende til det vulgære, lyd, med grædende guitar og hele pisset, the shit. Nu opfattes det nok som tacky shit, men det her holder bedre end Schlüter’s 80’er swung i statsminister fritzen. Og så er de danske.
Dermed lever “Ghosts From The Past” fuldstændig op til sin titel, bandet lægger på ingen måde skjul på deres udgangspunkt, og lyder ikke som om de skammer sig det mindste over det. Og det har de absolut heller ingen grund til når resultatet er så medrivende og vellykket som her, det her er et album man simpelthen bliver i strålende humør af at lytte til.
Der lægges ud med “Children Of The Night”, for når man er ægte hææævy så har man naturligvis plads til både “children” og “night” i sin titel, og indkorpore ordene i et über catchy omkvæd. Nummeret lyder som om det kunne have været temasangen i et gammelt beat’em up computerspil, med cheesy keyboard intro, skamløs guitar solo og et fedt drive.
Nu vi er ved drive, så kommer jeg straks til at tænke på arcade klassikeren “Outrun”, eller lignende kørespil, når jeg hører “Miracle”, så drøn med mod næste checkpoint med virtuel vind i det pixelerede 2D hår. Det velspillende band forsætter over i “Seeds Of Terror”, efter den obligatoriske fade out på “Miracle”, et tempofyldt nummer der lyder som noget der kunne være brugt under en træningsmontage i en actionfilm fra 1986. “We are heading for distaster” synger Dagfinn Joensen, der først sluttede sig til bandet i 2009, men det kan ikke høres på en sang der giver en lyst til at overcome the odds sammen med Michael Dudikoff, eller en anden 80er helt.
Må erkende at Fate indtil nu er røget under min radar, havde aldrig hørt om bandet før jeg tilfældigt faldt over “Ghosts..”, så kan endnu ikke gøre mig klog på om deres tidligere udgivelser er et lyt værd, men skal helt sikkert på opdagelse i bagkataloget Dette er deres album nummer seks, efter en række udgivelser i 80erne, derefter holdt de en længere pause fra 1993, før de begyndte at give lyd fra sig igen i 2004, og udgav en comeback plade i 2006. Endvidere har de udgivet et best of album der dækker årene 1985 til 2010. Deres line up har gennemgået en række udskiftninger over årene, blandt andet spillede Mercyful Fate legenden Hank Shermann i gruppen i deres første år. Her sidder man så og nyder noget komplet gammeldags, som stadig formår at begejstre og lyde frisk i 2012.
“At The End Of The Day” er endnu et fabelagtigt nummer, der starter en indre film, sangen er en typisk arbejderklasse hymne, der ville have passet perfekt til start teksterne til en film om “den unge down and out knægt”, der begynder på bunden men via en dannelsesrejse formår at overkomme de trange kår, og få pigen tilsidst, naturligvis.
“All That I Want” er vor helts lille poppede kærlighedssang der spiller når hans øjne for første gang falder på tøsen, og igen beviser Fate at de har et godt øre for en fin melodi, og at der stadig er en plads til keyboards i en sang der udkom i 2011. Måske en banal tekst, og lidt en bagatel af et nummer, men det er bare forbandet godt skruet sammen, som et dansk bud på en Bon Jovi sang. Bon Jovi tankerne bliver endnu mere fremtrædende, i hvert tilfælde for mig, på den efterfølgende “Follow Your Heart”, i den måde balladen er bygget op og skruet sammen på. Et band som Whitesnake ville muligvis også være misundelige over at nogen formår at skrive sådan en sang i dette årti. Og det var ment som en kompliment, hvis nogen skulle være i tvivl derude!
Mere hårdtslående bliver det igen på “Moving On”, med sit tunge metalliske guitar riff – så ignorer man nemmere de tiltider lidt kliche prægede kærlighedstekster der høres på albummet hist og her. Ikke at det egentlig gør det store, sådan er/var genren nu engang, tekster om damer og hvordan man er “rock n’ roll”, med et twist af dansk skole engelsk. Det resulterer i lidt tumpet og letbenede ordrim, som f.eks i “Murder”, men når det er pakket så skønt ind, så tager man det sgu gerne med.
I det hele taget er Fate’s musik herligt uprætentiøs, lettilgængelig og ærlig, i hele sin fantastiske og lettere romantiske hyldest til de gode gamle heavy metal dage i fattig 80erne. Fattigt er det her ikke, Fate mestre det meste indenfor genrens rammer, for de tror på deres rock n’ roll. “I Believe In Rock N’ Roll”, pladens næstsidste nummer, er endnu en ukompliceret sag, der indledes med falset kamphyl og så fræser derudaf med in your face heavy attitude, og et “Hey hey hey” fællesråb så man får lyst til at knytte næven mod himlen, og nikke med håret under bandanaen.
Albummet afsluttes med “The Other Side”, sangen til rulleteksterne til vores indre 80’er film, der får lov til at kører over skærmen, imens nostalgien lige får mulighed for at holde en i et sikkert greb lidt endnu.
For selvfølgelig er der en del nostalgi forbundet med min næsten ubegrænsede begejstring for Fate, og deres altmodisch musik, men hvorfor skulle det også være en dårlig ting? Nogen gange behøver man ikke grave nye musikalske grøfter med moderne hjælpemidler, men i stedet stole på sin gamle solide spade til at udbedre de gamle. “Ghosts From The Past” kræver at du har en kærlighed til lyden fra 1980’erne, og at man hermed kan acceptere lidt slidte tekst klicher, og alle de kendte virkemidler på melodi og instrument siden.
Skulle man kritisere andet end disse åbenlyse ting, så er albummet måske en sang eller to for langt, man kører en smule træt i Fate’s univers i sidste halvdel, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket – her er tale om musik jeg bare bliver glad helt ind i mit ellers kyniske hjerte af at høre. Så snyd ikke jer selv for en samling glimrende numre der tager jer en tur ned af memory lane, uden i behøver at sætte et gammelt album på.
Fate får nok ikke et massivt gennembrud i vore dage, men hvis skæbnen vil det, så får de lidt velfortjent opmærksomhed i smallere kredse, hos folk der som dem selv har et heavy hævy hjerte på rette sted.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
