Farlige Typer I Modlys er et relativt nyt bud på dansksproget rock fra Aarhus med behjertede tekster om manden vi allesammen kender – ham der, måske, burde lave noget mere fornuftigt end at hænge på Hjorten. Desværre er det en EP af den slags, der ender med at blive mindre end summe af dens enkeltdele.
Kender I det der med, at man sidder med noget musik som man ved burde være lige noget for én og som man burde kunne lide meget mere end tilfældet, desværre, er? Sådan en udgivelse et Farlige Typer I Modlys’ EP Sorg for mig. Det er bodega-rock af den ret veleksekverede og i princippet medrivende slags, med dansksprogede tekster der vil noget og har noget at sige. Og alligevel sidder jeg og bliver ikke rigtig revet med af musikken og føler ikke tekstuniverset for alvor bliver levende.
I følge presseteksten, så handler numrene på Sorg om “ham” der, der egentlig har styr på det, men ikke helt kan leve op til samfundets krav og fejler lige så ofte som han lykkes. Altså et eller andet sted en solid, gennemsnitlig dansk mand. Hos Farlige Typer I Modlys (lidt kluntet, men alligevel ikke helt tosset, bandnavn, de herrer) udmønter det sig så i 5 klassisk rockende, med et blues touch hist og her, sange som “Den Bliver Stram I År”, og “Vi Burde Ses Lidt Mere På Hjorten”.
Og det burde vi da, jeg dømmer ikke, en flok venner overraskede mig med en herlig 30 års fødselsdagsfejring på pågældende beværtning for efterhånden en del år siden – det lå jo praktisk placeret i forhold til den Spot Festival vi skulle til. Den dag fik vi lov til en del på Hjorten! Ærgerligt nok så hakker og sprutter det her nummer cirka lige så elegant afsted, som jeg nok gjorde da jeg endelig fik sat kursen mod Voxhall den dag.
Det minder stilistisk en smule om den hedninge hegn bysbørnene Bersærk ligger for dagen, bare mere kantet og “uskønt”. Det er noget af et bumletog der brager igennem Hjorten, omkvædet er egentlig ganske hæderligt og rammer noget iørefaldende, men verset slæber godt nok bagenden hen over det klistrede gulv. Og så lyder forsangeren, med al respekt, som om han er gået forkert og endt et sted hvor han ikke passer ind. Men, altså, omkvædet har noget, og også den tilhørende tekst hvor der, flerstemmigt, synges om hvordan der kommunikeres med “flaskepost og røgsignaler” på beværtningen – det synes jeg faktisk er fint tænkt og formuleret.
Den vokalmæssige slingrekurs forsætter i den efterfølgende “Sidste Gang Jeg Så Dig”, der også kommer skævt fra start rent musikalsk. Det lyder simpelthen overhovedet ikke godt det her. Sorry guys. Melodien føles ekstremt stivbenet, på et glat underlag og vokalen, ja, det er bare ikke velsunget, men føles også som om den er i forkerte omgivelser. Igen redder et fornuftigt klingende omkvæd lidt af sangen, her er der noget nærmest Tv2’sk over melodien – Tv2 spillet som bodegarock, hvis I kan følge mig.
Det er lidt underligt, at det sådan falder fra hinanden i disse to numre, for i de to foregående, åbneren “Så Gå Dog Hjem” og “Den Bliver Stram I År”, da synes jeg sådan set bandet har fat i noget der fungerer. I førstnævnte lægger vi ud med skrub-hjem stemning på en tilrøget bar, musikken er mere antydende og afventende, som rock der ville ledsage en lettere tillakket pianomand. Vokalen er mere snakkende end syngende, hvilket i den grad klæder den i forhold til de førnævnte udskred. Nummeret flammer op og der smides godt med tændvæske på bålet, så vi nærmer os noget I’ll Be Damned klingende råbe-rock.
Bersærk og I’ll Be Damned ekkoerne bliver forenet i den ganske fine tungrocker “Den Bliver Stram i År”, hvor Bersærk-klangen høres i verset og det mere I’ll Be Damned’ske råbekor og tunge nosser. Det er bare som om to halve her ikke helt giver en hel, hvilket også er det helt overordnede problem på Sorg. Der er nogle delelementer der fungerer rigtig godt, bandet spiller i glimt fedt, ligesom vokalen, i mindre grad, har sine momenter. Men den store, samlende, helhed udebliver, og de negative aspekter hvor Farlige Typer I Modlys rammer forbi kommer overordnet til, at spænde ben for deres tungtrockende mission.
Det hele opsummeres egentlig fint i den næsten 6 minutter lange lukker “Danser Kun For Mig”, hvor bandet får frembragt en rigtig fed lyd i det mere stenende og atmosfæriske lydbillede. Men sangen er for lang, og i sidste ende er det igen som om, at de ellers velfungerende enkeltdele ikke skaber et større og stærkere hele.
Der skal i virkeligheden nok bare arbejdes en del med sangskrivningen hele vejen rundt, for håbløst er det bestemt ikke det Farlige Typer I Modlys har gang i. Det er bare ikke helstøbt eller flyvefærdigt endnu. Havde der været tale om en demo, så havde jeg nok kigget lidt længere op på skalaen, men som en EP udgivelse er det samlede indtryk for grynet og usammenhængende.
Så vi ryger, beklageligvis, lige under middel.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Farlige Typer I Modlys på Facebook
