Fantomplads går planken ud på et stemningsfuldt album, der knitrer, klirrer og skratter rundt om jazzet vokal, klarinet og elorgel.
Fantomplads kalder selv deres selvbetitlede debutalbum for en “spøgelsesagtig kabaret” i pressematerialet. Stemningsfuldt er det i hvert fald, og kabaret lugter det også en smule af. Og så lugter det af Aarhus! Albummet er nemlig forankret i Smilets By, hvad man kan høre i forhold til steder, der namedroppes (eksempelvis på ‘Europaplads’), men også et par steder på udtalen, der stedvis er kvart i Malmros-film. Det har bestemt sin charme.
Det har albummet også i det hele taget. Den skæve instrumentering og tingel-tangel lydene skaber en let hjemsøgende stemning, og temaer forsvinder og dukker op igen undervejs i nye forklædninger. Til gengæld står helheden også stærkere end de enkelte numre, og det er i høj grad en – ja, nu bruger jeg det ord igen, stemningsplade. Jeg får lidt Fallout-vibes – det kunne godt være et soundtrack til en quirky-surreel film eller et computerspil, af den slags, hvor en jukebox eller et band på scenen i en dunkel natklub med velourgardiner, leverer bidder af lydsiden.
Albummet åbner med ‘Under Særpræget Stuk’. Det skramler og skratter inden det bliver jazzet, med sangerinde (og elorganist) Rikke Alminde Bendtsen’s jazzblå og halvkælne vokal som omdrejningspunkt mellem melodien og støjen.
Vi skal også en tur omkring ‘Europaplads’, som ud over en sang, er en halvgold plads i det centrale Aarhus, og man får netop fornemmelsen af noget lettere truende, vindblæst og øde på sangen, der næsten har noget industrielt støvet over sig. Har man brugt lidt tid omkring Europaplads, så er det egentlig ganske rammende.
På ‘Mezzaninen Overfor’ swinger det på jazzet vis med træblæsere i en hovedrolle, i hvert fald indtil et mere spoken word lydende stykke, hvorefter orglet blæser ind. Netop elorglet og klarinetten er centrale instrumenter for Fantomplads, hvilket for så vidt er forfriskende – det giver et andet musikalsk udtryk end man hører i tidens musikalske mainstream, kan man vist roligt konstatere.
Men alligevel kommer det ind i mellem til at føles noget stillestående undervejs på Fantomplads, for eksempel på den næsten western-støvede ‘Jeg Har Lært En Masse Ting’, mens den efterfølgende ‘Tidsmaskine’ skruer tempoet op til bægerklang og dans på den skummelt belyste beverding, man kan se for sig.
Klarinettemaet virker velkendt på ‘Viadukt’, hvor der tales på klingende aarhusiansk henover klarinettema og knitren, mens elorglet er livligt på ‘Kasseflytter’. Også den mere uptempo ‘Hvis Hvis Hvis’ sætter lidt delvist tiltrængt fut i løjerne. Det er måske netop den kompromisløse tilgang til udtrykket og stemningen, der gør at jeg her og der stempler ud og måske ikke er helt solgt på Fantomplads.
Jeg kunne i hvert fald godt bruge flere melodiske åndehuller, som for eksempel ‘Pjækkedag’, selv om jeg heller ikke her er fuldstændig blæst væk. Det behøver man heller ikke at være, for at værdsætte Fantomplads og deres kompetente omgang med deres specielle udtryk. Men måske kunne jeg godt undvære eksempelvis den instrumentale ‘Hundene På Trapperne’, der ligger inden albummets sidste to numre, den lidt højstemte ‘Dybhavsvise’ hvor der blandt andet synges om “et skinnende smukt akelejefrø”, og om at stige op fra bunden af det dybe hav. Her er det jazzede også stort set blevet dekonstrueret, og vi er i et landskab af klirren og hakken og skramlen, hvor vokalen er det, der er tilbage af melodi.
Sådan fortsætter det på den næsten dronende ‘Tre Kartoteker’, hvor det nærmest lyder som om vi er blevet trukket med helt ned på bunden igen og bliver dernede.
Tilbage står denne lytter med oplevelsen af et interessant eksperiment, som på den ene side lykkes med at skabe en sammenhængende, særpræget lydoplevelse med sin egen klare identitet, men i mindre grad lykkes med at levere mindeværdige enkeltsange. Det er tydeligt, at det er dygtige og rutinerede folk (som i øvrigt alle slår deres folder i herlige Singvogel), der står bag, men det virker måske netop mest som et eksperiment, hvor man går planken ud på en idé om et udtryk og et lukket musikalsk univers. Det har som sagt også sin charme, og hatten af for ambitionen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
