Fantasillion er sympatisk, håndspillet pop med masser af stærke melodier.
Bag navnet Fantasillion finder vi Kim Glad Wagner, der sammen med en række gæstemusikere har skabt en livlig og fængende EP med hvad jeg ind i mellem vil kalde næsten skamløs, organisk popmusik.
Når jeg nu bruger ordet ‘skamløs’, så refererer det især til nummeret ‘Fantasillionaire’, der trækker en hel del på Queen, og ikke gør noget forsøg på at skjule det. Det behøver det sådan set heller ikke; hvorfor gemme det væk, når man i stedet kan bruge elementer fra blandt andet ‘Bohemian Rhapsody’ til at fyre op under nummeret? Måske nogen vil have det lidt stramt med det, men i mine ører fungerer det.
I det hele taget er der virkelig meget larger-than-life poppet energi på Fantasillion. Det er er pågående og svulstigt flere steder, men heldigvis også virkelig fængende. Ganske sigende har næsten alle sangene også været i omløb som singler og fået spilletid på P4.
Første nummer, ‘Don’t Care’, bevæger sig i et relativt roligt tempo, i hvert fald indtil omkvædet skruer tempoet op og opfordrer til at man ignorerer brokrøve og haters, folk der har en holdning til alt man gør. “Don’t let them get you down/Bang! Bang!”. Fint nummer, der lige så stille får sneget sig mere og mere ind på mig med gennemlytningerne.
Herefter får vi så en omgang Queen på steroider på førnævnte ‘Fantasillionaire’, som følges af ‘Need a Way Out’, der også skruer op på popknapperne. Der er masser af bund i trommerne, men det drukner også lidt af vokalen, og det er et nummer, der gentager sig selv en smule for meget – men på den anden side; det gør mange (gode) popnumre også.
‘If You Let Me’, med den vibrerende, livlige bas, når aldrig helt til det store løft, men er solidt pop-sangskriverarbejde og kan også sagtens bære radio-spilletid, mens afslutteren ‘Nothing To Fear’ til gengæld igen smører tykt på efter en ellers relativt nedtonet indledning, med et omkvæd, der i anden omgang bygger op og bygger op og løfter sig mod himlen med kor og livlig percussion: “You’ve got nothing to fear!”.
Det er godt pophåndværk vi finder på Fantasillion og radiospilletiden er fuldt fortjent. Det er måske ikke voldsomt nyskabende, men for hvad det er, så er Fantasillion fornøjeligt og sympatisk selskab. Fire store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
