Fredag på Fanø Free Folk Festival 2017.
Som vanligt lidt sent af sted – og indrømmet; med ikke uvæsentlige tømmermænd – drog jeg afsted til Fanø Free Folk Festival, fredag d. 21. juli.
Festivalen, der med sine 120 billetter i frit salg kan kalde sig én af Danmarks mindste, er af forskellige årsager placeret på Fanø. Billetterne i er høj grad tænkt så de lokale også kan deltage i arrangementet, men de udbydes frit til salg. Øen var for øvrigt i dagens anledning klædt i solskin. Det er åbenbart ikke over alt i Danmark, at vejret er skidt…
Indcheckning på campingpladsen Klitten (I kid you not!!) gik rigtig fint, og med det relativt lille deltagerantal, får man ikke blot betjening, men rent faktisk personlig betjening og rundvisning. Lækkert!
Ellers er der blot tale om en campingplads, der ikke formelt har noget med festivalen at gøre; der er godt nok et område for ’freefolkere’, men det betyder bare, at de er lagt et sted, hvor der i teorien kan støjes lidt mere – eller det er acceptabelt, at folk kommer væltende sent.
At får armbånd på var blot at melde sig i Sønderhos forsamlingshus og var det ikke fordi jeg ikke lige havde læst at man kun kan bruge kontanter, så var vi i gang (kontanter kunne så hentes i en automat tre minutter væk, så alt er tilgivet!).
Alt på Fanø er cute og i samtale med Rasmus Hjortshøj Steffensen, arrangør og til dels initiativtager til festivalen, så er det væsentligste ved festivalen ikke at have mange besøgende, men at have et højt niveau og at give kunstnerne lejlighed til at møde hinanden – nogen gange med kreative, nye konstellationer som konsekvens.
Tanken er, at alle kan (i teorien) nå at tale med alle på festivalen, og der er en ’flad’ struktur; ingen af kunstnerne betales mere end andre og hele konceptet kører på ildsjæle og frivillighed.
Nå. Musikken!
Da the townie fra Århus ikke helt var klar over a) hvordan det fungerer med sådan en Fanø-færge b) Lige skulle checke ind på campingpladsen, gik jeg desværre glip af Nils Gröndahl/Bjørn Friis Thomsen. Efter sigende var der god smæk på Gröndahls violin, og festivalen var skudt i gang med manér.
Jeg nåede dog at ankomme tids nok til at høre hele koncerten med…
Doug Tielli ****
Som på mange måder er et godt billede på, hvad FFFF er for noget. For med to på scenen (eller gulvet i forsamlingshuset), startende koncerten med at spille på hver deres trombone på en måde, så man tænkte; ’det har jeg da hørt begynderklasser i musikskolen gøre!’ så var det lige før, man blev træt før tid.
Men Tielli har et talent som få, og fik – da det første nummer var ovre og han fik sat sig ned med en guitar – vist at der ikke var tale om en fjollet eller ringe booking.
Med en imponerende spændevidde på stemmen leverede Tielli det ene smukke nummer efter det andet. Og hans kvindelige ledsager lagde perfekte (til tider med kant) b-vokaler. Og når det ikke lige var vokaler, viste hun, at hun rent faktisk kunne spille på trombonen og ikke bare som en begynder få den til at lyde som en mavesygdom. Særligt når trombonen indtog bas-rollen, var det vellykket.
Ud over de fine b-vokaler og det fine trombone-akkompagnement, blev der også anvendt vaskebaljer og institutions-sovseskåle som percussion. Oh! Well. På den ene side udstiller det, hvordan trommer koster alt, alt for meget. Men på den anden; kunne hun ikke netop have spillet på instrumenter, der fx også var nemmere at holde styr på? No matter. Det fungerede!
Stærkest stod Tielli i det mere formfaste, og flere gange var vi – hans canadiske ophav til trods – i en southern-lyd, som dog aldrig faldt i country-clichéer og forblev stærkt, håndholdt og dybfølt.
Og så igen: til tider lidt fjollet (en sang om at være ko og slagtekvæg – måske samfundssatire?), men helt overordnet set en fin koncertoplevelse, som bar præg af, at der er højt til loftet på FFFF: Havde Tielli spillet på Atlas eller lignende, er det ikke givet, koncerten var startet med improviseret trombone-duo – eller sluttet med ditto.
Men det er netop dét, man får på FFFF. Dét og så at kunne tale med kunstneren bagefter.
Så er der mad!!
For 70 DKK kan man på FFFF købe ikke blot håndlavede frikadeller med tilbehør, men også vegetariske versioner af ovennævnte. På bedste, joviale vis stiller man sig i kø og tager så meget mad, som man har brug for, når man har afregnet.
Rettens hovedkomponenter var blomkål, frikadeller og kartofler og selv om det ikke lyder særlig eksotisk, så var der intet at klage over i hverken kvalitet eller kvantitet til den pris.
Eneste drawback var, at der var valgt en dressing til retten (som også indebar salat). Sovs er nu en dejlig ting, men da serveringen tog det meste af en time og en ordinær sovs nok var blevet kold, så skal der ingen negativ kritik lyde herfra!
Efter maden var der skifte i venue, hvilket tillod Vester Land og Ed Askew at øve og have lydprøve i forsamlingshuset.
Det kan for øvrigt skylles ned med lokalbrygget fadøl til 30 DKK eller valg mellem fem forskellige specialbryg på flaske til 40 DKK. Igen; høj kvalitet og oven i købet billigt.
Awilas – Sønderho Kirke ****
Dermed skulle man bevæge sig over til Sønderho Kirke.
Lidt forsinket (til dels på grund af problemer med maden som gav en forsinkelse) var to acts linet op i kirken. Og det var lige i linje med min opfattelse af hvad man bør tilbyde i Danmark; gode, gedigne koncerter i de godt 2000 kirker, vi har stående rundt omkring i landet.
Først for var svenske Awilas, som består af to kvinder, der med enkle midler formår at fylde meget – også i et måske udfordrende kirkerum. Det er sart materiale med den i omtalen nævnte til tider nærmest samiske lyd. De to piger i bandet gør brug af klokkespil og andre ’toppede’ instrumenter, men igennem koncerten er det især harmonikaen, der akkompagnerer de ret ofte tæt harmoniserede kvindevokaler.
Lange passager består af de to kvindestemmer liggende flydende oven på harmonikaen og selv om det bliver lige sært nok, når der går Björk-agtige udbrug og skrig i den af og til, så er der en høj integritet på koncerten.
Der bliver også hentet en guitar frem, og én af de der spilledåse-agtige fingre-orgler.
Med den drivende harmonika og den skarpe vokal virker det lidt som om en fransk fortorvsmusikant har mødt den norrøne tone. Og det er pisse godt!
Hvis FFFF arbejder for at nærme sig hvad ’free folk’ er, så er Awilas et godt bud. For de kan deres teknik, deres tonalitet og kender deres publikum. Men de er heller ikke blege for at udfordre, hvilket gjorde koncerten til en god oplevelse.
Grundet et udpræget behov for kaffe og anerkendelse af, at jeg ikke har forudsætningerne for at synes noget om persisk musik, tager jeg en pause under La Maison d’Amour, der ellers fremstår fokuserede og charmerende i kirken.
Vester Land ****
Tilbage i forsamlingshuset får jeg og en oplevelse, der på én gang er naturlig – og lidt sær.
For de lokale folk i Vester Land spiller ikke bare selvkomponerede sange. Nej, der er tale om et band, der på cello/kontrabas og violin spiller folkeviser som man har gjort i måske 1000 år.
Det er skarpt skåret og man har endda taget et par unge (musikskole?)-elever med på fiol og kor. Og de gør det for øvrigt fremragende.
Koncerten når til et endeligt højdepunkt, da bandet får tillytterne til at danne færøsk-agtig kæde og danse/synge med på en folkesang – for øvrigt den anden, bandet spiller denne aften.
Det skal for øvrigt siges, at det er tre kompetente tøser, der spiller; bas, cello og violin/sang hænger uforskammet godt sammen og teksterne leveres med den tydelighed, sådanne folkeviser må forventes. De besad i høj grad evnen til at fange hinanden, når ét instrument improviserer.
Det er nok det mest Tønder-festival-agtige, vi kommer til at se. Men det skal intet tage fra dem!
Ed Askew *****
Dagens ubetingede højdepunkt var Ed Askew. Som nævnt i foromtalen så gør han ikke noget decideret nyt, men skriver sig ind i og er en del af solide, etablerede amerikanske genrer. Og hvor jeg (med rette) har sammenlignet Askew med en stille Young og Dylan, så havde jeg nok overset Cash i ligningen.
Ikke fordi Askew på den måde minder om country (selv om der trækkes på visse veksler i den forbindelse!). Men mere fordi på aftenen var der en fornemmelse af, at der ikke var så meget i tanken hos Ed Askew.
Jeg forestiller mig, at dem, der så Cash i Aalborg kort inden hans død, havde den samme oplevelse: En udfordret, viljestærk performance. Nu skal det siges, at jeg ikke ved, om Askew blot var lidt forkølet, ramt af situationen eller noget andet. Men med de adskillige host, virkede det til at hans stemme var endnu mere skrøbelig end vanligt. Og på en næsten pervers vis gjorde det de sarte sange endnu finere.
Der var en usvigelig ærlighed over hans på en gang afslappede og pressede performace, og da han som syvende nummer spiller Rodeo Rose må jeg knibe en tåre; der er hul igennem her, og en svag vokal bliver stærk i sin fremførsel, i sin forvirring over hvor vi er i sangen og i sin vilje til at fortælle denne historie.
Stærkt båret af en pianist og en bassist får vi noget helt, helt særligt på FFFF. Og når Askew rodede lidt rundt i sangene, så greb musikanterne ind og lagde en solo, tog en lille musikalsk smuttur eller gentog nogle temaer. Og om det var en svanesang eller blot et udtryk er i denne forbindelse mindre væsentligt: Det var en stor oplevelse!
Jeg bliver for at høre Sharon Kraus, men lidt som La Maison d’Amour så fanger det mig ikke rigtigt. Og dermed vil det være unfair at anmelde det.
Men fredag er mere end godkendt, da alt har haft høj kvalitet, og flere gange har der været meget rørende acts på scenen…
Lørdagen byder på flere koncerter og hvis vejret tillader det ’Nature Walk’, som FFFF er kendt for. Musikere går ud i naturen og spiller i klitterne. Hvor vidt jeg magter at gå med, må tiden vise…
Af Troels-Henrik Krag
