Med ukompliceret leg med det danske sprog og gedigen, voksen rock byder Falderebet sig til på den danske scene. Flere numre kunne meget vel gå hen og blive reelle hits og selv om der er lighedspunkter med andre kunstnere, vinder Falderebet nyt land. Ikke mindst med det rockede islæt.
En dansksproget mandestemme, der aldrig bliver presset til mere end 80 % af sin formåen og nærmest fortæller teksterne. Tekster, der på én gang virker banale, men rummer en underfundighed og leger med sproget. Det kunne for så vidt have været en beskrivelse af Peter Sommer, men passer her også virkelig fint på Falderebet.
Problemet med sådan en sammenligning bliver, at det så ofte bliver en måling op af den etablerede kunstner – noget, der ofte er lidt urimeligt. Men Falderebet bliver aldrig en dårlig kopi. Bandet trækker måske på samme hammel, men spiller også fuldt ud i sin egen ret.
Ikke mindst da Falderebet bryder på et ret rocket udtryk i musikken og stadig formår at have dén der konstaterende tilgang til verden.
Der åbnes med et guitarpræludium, som viser sig at være et elguitar-præludium og så køres der ellers på med rockguitar og 4/4 på ‘Går I Ring’. Rockguitar, der her første gang af flere på pladen, også leverer en rummelig The Cure / U2-agtig lyd i stroferne. Og netop som man tror, det er guitaren, der tager den centrale scene i lyden, så må man redefinere i den opfølgende ‘Jeg Har Ingen Problemer’, hvor guitaren, bevares, groover. Men en sejt, dreven bas over maskinelle trommer driver det rockede udtryk.
Er venner med alle
undtagen mig selv
går sidste vers i sidste strofe – og den ret selvudslettende tilgang lyser ud af nummeret, mens der rocket kværnes derudaf og refrænet går ”probleeeeeeeeeeeeemer!”
I øvrigt vendes det vers på hovedet i det senere nummer, ‘Se På Mig’, hvor verset går
Jeg elsker kun mig selv
Jeg har forsøgt mig med andre
Det var med svigtende held
Ensomheden eller selvfokusset har altså flere ansigter på pladen.
Man kan måske tænke, at den sejt rockende ‘Jeg Har Ingen Problemer’ så sætter et punktum. Men nej. Den følges op i højenergisk 4/4 med ‘De Små Ting I Livet’. Det er et nummer, der bare MÅ fungere genialt live med et refræn der, kontrolleret(!), råbes, en bas der bare pumper derudaf i 4/4. Ja, faktisk bliver jeg da lidt ærgerlig på Falderebets vegne hvis ikke dét nummer bliver en ørehænger i radioen. Havde Sommer eller Olesen og Olesen lavet dét, havde det været et kæmpe hit.
Det er i bund og grund en sang om den forkælethed, der ligger i altid at ønske sig mere og bedre. Men med sing-along potentiale og dansabel energi. Fremragende!
Tempoet sættes ned, men bassen pumper os videre på ‘Forgængelighed’, inden vi rammer den noget tematisk tungere ‘Åndeligt Fælleseje’; det er en skilsmissesang og refrænet,
Vi har for længst gjort boet op
Delte ligeligt alt, du fik nok
Minder vi har, er sår jeg skal pleje
Nu gør jeg krav på min del
Af vort åndelige fælleseje
rammer rigtig fint hjem med blandingen af mol-tristesse og den konstaterende levering.
Sidste del af pladen synes at fokusere mere på samfundet og at stå udenfor; ‘Se På Mig’ har et vers som går:
Jeg gør alt hvad jeg kan for at forbedre mit CV
og rummer hints til de paralleller der ligger i at søge job – og kæreste.
Men det som jeg vil ha’ kan jeg ikke længere få
Jeg har masser af tid men intet at opnå…
…konkluderes der og det samme tema synes at gå igen i ‘Afvist i Døren’.
Hvorfor gøre sig til (…)
når man bliver afvist i døren
– alligevel:
refrænet efterlader ikke meget håb for hverken den ensomme eller jobsøgende.
Og så lukkes der med en krads sag: ‘Paranoia i A-mol’. Sår på knoerne, som man ikke kan huske, hvor man har fra. Xenofobi og ønsker om mur syd for Kruså – alt sammen tilsat en krads guitarfigur. Ikke så rart, men rusker alligevel op i os som lyttere; de fleste numre er egentlig dansable, men her må I altså godt slå lyttelapperne lidt ud.
Falderebet virker på mange måder lidt tekst-tungt, for der er hele tiden mere eller mindre spekulative referencer og leg med sproget. Men når man læser tekst-indlægget igennem, er det egentlig ikke fordi der er så mange ord. Snarere fremstår det (næsten) lakonisk. Pointen må være, at de rammer, ordene. Og når de så oven i købet bæres frem af gedigen spillet rock, der har mere kant end de kunstnere, jeg sammenligner med ovenfor? Ja, så bliver Falderebet en stærk tilføjelse til den danske scene.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
