“You want it all, but you can’t have it”, lyder det i Faith No More’s gennembrudshit, “Epic”. Det var helt tilbage i 1989/90. Vi Faith No More fans forlanger muligvis stadig det hele, men bandet går igen, efter 18 års albumpause, deres egne snørklede veje, og leverer måske ikke “det hele” – til gengæld har de med Sol Invictus begået et overraskende vitalt og underholdende comeback album.
Jeg var ellers lidt mellemfornøjet og skeptisk, da førstesinglen, “Motherfucker”, ramte nettet sidste efterår. På vanlig Faith No More manér gjorde de tilsyneladende lige hvad der passede dem og udsendte efter deres mangeårige tavshed en single, der uden overdrivelse kunne kaldes aparte og ukommerciel. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men nummeret virkede, trods titlen, lidt tam, uinspireret og uspektakulær – ikke lige hvad man, eller bandet, havde brug for, efter så mange år væk fra rampelyset. Heldigvis er det et nummer der vokser betragteligt ved flere lyt. Ligesom stort set hele Sol Invictus og dens 10 numre!
Giver du albummet 2-3 lyt, så begynder dets kvaliteter for alvor at åbenbare sig – og det har du jo, og ved allerede, for du er fan. Ellers havde du ikke læst denne anmeldelse, eller købt albummet – for det her er for de indviede, new fans need not apply. San Francisco gruppen lyder stadig som både et produkt af deres tid, og fuldstændig upåvirket af tidernes skiftende modeluner, og som ingen andre. Ulempen er, at hvis du var fan af bandet under deres første togt, så virker deres musikalske krumspring, galskab og opfindsomhed temmelig velkendt på Sol Invictus. Man forventer på en måde det uventede, så selv de mest gakkede stunder er uden deciderede overraskelser.
Det sagt, så er bandet stadig totalt uforlignelige og tilsyneladende umulige at styre, eller sætte i bås. De sidste 5-10 % ungdommelig kådhed, raseri og vanvid mangler måske lige, uden at de på nogen måde virker tæmmede eller hæmmede, til gengæld er bundniveauet hævet betragteligt, så albummet stort set er blottet for udfald. Det er faktisk kun det tilstræbte vanvid og sammenbrud på “Separation Anxiety”, hvor jeg føler at det går en smule i tomgang og skabelontænkning. Paradoksalt nok, når det er et af albummets mere psykotisk klingende stunder, men det bliver simpelthen for velkendt for mig og “klassisk” Patton. Den tone kan Kaptajn Mike og resten af gruppen ramme i søvne, og jeg kommer til at kede mig en lille smule i det forudsigeligt rablede univers.
Det er så også eneste gang, hvor jeg føler at bandet står stille. Ellers er Sol Invictus en ganske sprudlende og tændt oplevelse, når den første skepsis har lagt sig. Ja, bandet lyder, mod alle odds, ligefrem inspirerede og vedkommende igen? Der blev smækket lidt med dørene da bandet gik i opløsning sidst i 90’erne efter den skuffende Album Of The Year, og siden har signalerne, trods reunion koncerter af flere omgange, været noget tvetydige. Derfor er den største overraskelse på albummet nok, at det et langt stykke henad vejen lyder som en BAND-plade, hvor de enkelte medlemmer får plads i sangene, og frontmand Mike Patton ikke forsøger at løbe med hele æren – selvom han sikkert kunne, for i en alder af efterhånden 47 år, er både hans register, spændvidde, variation og dedikation stadig voldsomt imponerende.
Diversiteten og stemmepragten folder han ud på så forskellig artede numre som den opera-croonede åbner “Sol Invictus”, snakke-brummen, pop-sang og skrålen på “Sunny Side Up”, creepy manisk galskab på “Cone Of Shame”, snakke-rap på “Motherfucker” og lejrbåls-sing-a-long inviterende vokalarbejde på afslutteren “From The Dead”. Ja, General Patton leverer kort sagt som han plejer, og virker løsrevet fra og upåvirket af tiden omkring ham, mens resten af tropperne leverer bandets velkendte fusion af metal, funk, pop, horrorsoundtrack og rock.
I’ll be your leprechaun
Shamrock or lucky charm
(Whoa, yeah)
Tap-dancing all alone
(It’s ok)
Dip into the sugar bowl
Lyder det indledningsvis på “Sunny Side Up”. Det er fjollet, smådumt og et meget typisk eksempel på den barokke humor, eller strøm af nonsens og tossestreger som er et lyrisk varemærke for bandet – hvilket leder over i nogle helt generelle spørgsmål om deres virke. Hvad betyder det hele? Er det for sjov? Èn lang intern joke? Udelukkende for deres egen fornøjelses skyld? En leg med branchen for at se hvad man kan slippe afsted med? En kryptisk kommentar til verdenssituationen? Ingenting? Man ved det ikke, og Sol Invictus efterlader, heldigvis, ikke noget svar. Jeg aner stadigvæk ikke hvad FNM egentlig er ude på, men det er fandeme stadig sjovt at være med på og en del af legen – eller offer for deres musikalske drillerier.
Andensinglen “Superhero”, det absolutte højdepunkt på første halvdel af pladen, er en født Faith No More-klassiker, der også nok skal komme til at gøre en god figur live. Den får fuld tryk med drama, episke klangflader, godt med tempo og storladne og bombastiske skift, samt det der ukendte “mørkt stof”, som binder Faith No More universet sammen. Du kan ikke se det, ingen ved overhovedet om det findes, men det MÅ det gøre – hvordan undgår hele baduljen ellers at falde fra hinanden?
Første halvdel af pladen er nok til 4 stjerner, til gengæld løfter anden halvdel sig op på 5 – her falder højdepunkterne næsten som perler på en snor. Indledt med “Cone Of Shame” midt på pladen, en herligt perverteret, flertydig, flosset og foruroligende omgang årgangs-Faith:
I’d like to peel your skin off
So I can see what you really think
Or if there is anything
Under that cone of shame
Den, og næstsidste nummer “Matador”, er nok mine personlige favoritter, men efterhånden som jeg har hørt albummet flere gange, er køen med favoritnumre også stille og roligt vokset, så den kø bliver nok ikke låst fast foreløbig. “Matador” er med over 6 minutters spilletid også pladens længste nummer, men hvilket et! Et tålmodigt opbyggende opus, hvor bandet heldigvis evner at leverer både på opbygnings- og -peakfronten, så det er hele den dirrende og ulmende tur mod de spredte udbrud værd.
Du kan også små-steppe lidt til den danse-drilske “Rise Of The Fall”, hvor man mellem små punkrock-bidske udbrud har lyst til at råbe “chachacha OLÉ” i versene. “Black Friday” gennemstrømmes af en pulserende akustisk guitar, en insisterende rytme der giver nummeret et skær af noget rastløst og jagende, tilsat korte eksplosioner der fungerer som en form for omkvæd, i et nummer der ellers mest føles som én lang strøm, fremfor at følge en egentlig sangstruktur. “It’s a riot at the salad bar”! Sure thing, Mike!
Homecoming parade
Welcome home my friend…
…Back from the dead
I can see the end.
Lyder det i den højstemte afslutningshymne “From The Dead”. Faith No More virker ikke kun tilbage fra de døde med Sol Invictus, de virker faktisk som om de aldrig har været væk – og mere spændstige i leddene og friske i skallen end sidste gang de stak snotten frem, da de med ironisk 90’er distance påstod de havde lavet Album Of The Year. Sol Invictus har sgu’ en god chance for, at ende med at ligge nær toppen over listen for internationale udgivelser 2015, når jeg engang skal gøre status. Det er også en af grundene til, at jeg ender med at vippe karakteren op på 5. Albummet er blevet ved med at vokse hver gang jeg har hørt det, det stopper naturligvis på et tidspunkt – men enden er ikke i sigte.
Tilsyneladende heller ikke for Faith No More, der forsætter hvor de slap, mere end det faktisk, og forsætter med at gøre det de er bedst til, på egen uregerlige, trodsige, legesyge, nysgerrige, egenrådige og uimodståelige facon – at være Faith No More.
Af Ken Damgaard Thomsen
