Face Monday: Point of No Return ★★☆☆☆☆

Aarhusianske Face Monday spiller efter eget udsagn “dusty rock”, støvet og klassisk garagerock, og lyden af at suse ud i natten af en lige landevej, med solnedgangen i rykken. Desværre er landevejen måske lige en kende FOR lige, som tingene står lige nu.

Dermed ikke sagt, at det er decideret dårligt det Face Monday leverer på denne 8 numre lange debut, det er bare for ordinært og hele pakken mangler et afgørende løft. At bandet kalder stilen halv-beskidt, eller støvet, er i mine ører lidt en tilsnigelse. Så beskidt lyder det nu ikke og det måtte gerne knase en del mere.

Bandet består af 4 kolleger, som fandt sammen i et øvelokale med udgangspunkt i deres fælles kærlighed til den støvede rock. Efter at have lagt ud med covernumre kastede bandet sig hurtigt over, at skrive deres eget materiale, der efter eget udsagn kom ganske let til dem og med input fra alle medlemmer. En følelse af umiddelbarhed, er også en af bandets forcer, samt at man ikke er i tvivl om, at der er lagt masser af hjerteblod i sangene.

Det gør, desværre, bare ikke sangene og leveringen bedre end den egentlig er. Der mangler lidt af det hele her. Noget mere tyngde og røv i bukserne hvad lyden og produktionen angår, mere opfindsomhed og generelt bedre melodier og riffs og noget “fylde”. Jeg synes, at numrene fremstår lidt “tomme” som de er nu, som om der mangler et eller andet usynligt stof mellem instrumenterne og omkring de enkelte, der kunne gøre at det hele ikke lyder lidt tyndbenet. Og så mangler vokalen, der ikke er dårlig, noget skoling eller en bedre iscenesættelse.

Vi kommer energisk fra land med “Tom Cruise”, der dog kæmper lidt med, at spilletiden nærmer sig 4 ½ minut, hvilket er for lang tid til de idéer bandet bringer til bordet. Men, energien og tempoet er godt, omkvædet nogenlunde fængende og man får den der fornemmelse af, at suse ud af en øde landevej, som bandet sigter efter… i hvert fald indtil andet vers, så begynder vi at hænge lidt med bagenden og slæbe den henad asfalten, indtil næste omkvæd lige akkurat redder den.

Det bliver, ærgerligt nok, lidt symptomatisk for udgivelsen, Sangene er generelt for lange i forhold til hvad der bydes på og dermed kommer bandet også (unødigt) til, at udstille nogle af de mangler de stadig har i sangskrivningen. Et nummer som “Falling” starter noget gumpetungt ud, inden vi får lettet bagdelen og kommer op i tempo. Her får man så fornemmelsen af, at det sådan set glider ret ubesværet fremad, men at der kæmpes lidt med, at finde det næste gear, eller en retning for hvor vi helt præcist skal henad. Vi når aldrig det næste niveau og nummeret ender med, at flyde derudaf på en form for cruise control.

På den mere semi-ballade/anthem prægede King of Clowns går det direkte galt. Det nedsatte tempo klæder bestemt ikke bandet, som her for alvor lyder som om de har svært ved, at holde instrumenterne over guldhøjde, samtidig med, at rumpen slæbes henover samme underlag. Det kommer til, at lyde som en kamp for bare, at komme igennem sangene uden slidesår på ballerne, indtil det går galt lidt over halvvejs. Her dukker en underlig “blafrende” lyd op, hvor det næsten kunne lyde som om trommerne er ude for en punktering, hvis det kunne lade sig gøre?!

Den efterfølgende “Turning Point”, bliver ikke helt det nødvendige vendepunkt. Stilen er her mere post-grunget, uden “kartoffel i halsen” vokal godt nok, men ellers er det lidt derhen a Selvom nummeret er pladens korteste med sine 3 minutter og 22 sekunder, så synes jeg det virker for langt. Der mangler noget fremdrift og noget… “KAPOW”. En eller anden, smid en stank dynamit ind i skidtet, så der sker noget uforudsigeligt. Her begynder jeg virkelig at kæmpe med koncentrationen og tålmodigheden, mens det er som om Face Mondays motor er løbet tør for de sidste dampe og stille og roligt mister fart og glider ud mod vejkanten.

Har de mon en reservedunk med? Nej, hverken den træge og bumlende “Shame”, langsommelige og stive “I knew” eller afslutteren “Point of No Return” får skubbet gang i maskineriet igen. Det startede nogenlunde, men Face Monday ender, beklageligvis, med at stå og blafre i vejkanten.

Det er ikke helt håbløst det Face Monday har gang i, og heller ikke sjæle og charmeforladt, men der skal godt nok svedes, skrives og spilles igennem i øvelokalet for, at leve op til de lovende ord i pressematerialet. Måske noget hjælp og input udefra, fra en udenfor bandets lukkede kreds kunne være en idé?

Indtil da, da strander Face Monday i rabatten med en knastør benzintank i en bil, der i forvejen godt kunne trænge til lidt flere hestekræfter og pondus under motorhjelmen. Vi ender på en lille 2er for det behjertede forsøg.

Af Ken Damgaard Thomsen