FUCK MARRY KILL FUCK MARRY KILL FUCK MARRY KILL, nu skal der vælges, sammen med støj-rock trioen F.M.K., der er aktuelle med en glimrende lille EP, hvor der er plads til både larm og melodier.
Som navnet FUCK MARRY KILL, eller F.M.K., måske antyder så er tonen i bandets univers både lige på og hård, råt for usødet og lidt legesyg. Efter at have lyttet EP’en seks numre igennem, er jeg dog i tvivl om, hvad der ville gøre mindst ondt at blive udsat for af de 3 kvinder bag navnet…
FUCK MARRY KILL er kort fortalt en hyggelig gammel selskabsleg, hvor man blandt tre valgmuligheder skal vælge hvem man vil kneppe, gifte sig med eller slå ihjel. Ofte er det kendisnavne der er involveret. Prøv den med Folketingsmedlemmer, eller hvis du ved et udheld zapper forbi morgen tv – good times.
Nå, musikken! Her kører det sgu ret godt og gnidningsfrit for F.M.K., selvom der er masser af friktion i gruppens til tider ret pågående lyd. Lidt firkantet ridset op, så er det en kompetent blanding af 90’er støj-rock, kras indie og riot grrrl, krydret med en 60’er poppet sensibilitet hist og her. Det er et univers hvor Kim Deal (Pixies, The Breeders) er the deal, i nummeret “Kim Deal” eller hvor man med flabet attitude bliver spurgte “you wanna fuck me?” og inden man får formuleret et lidt undvigende svar, fordi man er lidt bange, bliver det fulgt op med et lidt nedladende “but I don’t wanna”. Nå, ok så, nej nej, jeg var jo heller ikke interesseret.
Lige en kort bemærkning i disse Baby In Vain/Velvet Volume tider, det rager mig en dyt om du er mand eller kvinde når du spiller rock, bare du har noget at byde på og prikker til et eller andet i mig. Det gør F.M.K., ikke på grunds af nogen kønsdiskurs eller andet, men fordi attituderne sidder hvor de skal, og matches af musikken, der i samspil skaber det her lidt rå og konfronterende univers. Et nummer som netop “You Wanna” er både in your face og vrider sig, sprutter lidt og er samtidig tilpas iørefaldende på den der 60’er poppede måde til at man sidder og rocker med, med det samme.
“No Fun” smager af lige dele Iggy Pop, Pixies-støj og tyggegummi-pop, hvor melodien står for sidstnævnte og selve klangen og stilen for de to første. Det giver et sjovt lille nummer, som ligger og vipper frem og tilbage, matchet af vokalernes “samtale” frem og tilbage de knap 2 ½ minutter nummeret varer. Det er både stramt eksekveret og føles samtidig som om der er elastik nok i sagerne til at den lille støj-rocker holder sig spændstig. På “Dronefare” lugter det meget hen ad The Raveonettes, eller rettere sagt, det er samme tricks og fremgangsmåde der benyttes, hvor 90’ernes alternative rock møder de poppede garage-surf 60’ere og laver sweet, sweet lovin’ in a trashcan. Det lugter næsten af Gutter Island Garage Rock Festival. Det gør “Erasure” egentlig også, men det er den mere snurrende del af garage-rocken, med noget 90’er guitar til at skabe lidt nervøs fremdrift. Selvom nummeret skrider upåklageligt fremad, så er det dog stadig, i min optik, det mest anonyme nummer på EP’en og kommer til at fremstå som lidt fyld blandt de andre.
Det gør nu ikke så meget, når udgivelsen også rummer højdepunkter som førnævnte “Kim Deal” og den selvbetitlede “Fuck Marry Kill”. Førstnævnte er nok “hittet” blandt de 6 numre, det vil sige du får både en catchy melodi, som også går lidt i kødet på dig, cool atmosfære og noget til både pop-hjertet og rock-nakken. Det nummer kan Kim Deal kun være tilfreds med! Men hun ville nok også synge med på og rocke ud til “Fuck Marry Kill”, der tramper ind i ørerne på dig efter en lidt æggende 60’er rock åbning, uden at tage de slidte converse af og hugger det simple “fuck marry kill” “omkvæd ind i skallen på en.
Der er sgu rigtig meget der fungerer for F.M.K. på denne EP, ja, faktisk er der ikke rigtig noget der som sådan IKKE fungerer. Det der mangler er måske noget der reelt er nyt, et eller andet hvor man tænker, at her byder F.M.K. ind med noget der ikke er hørt før – eller twister noget gammelt på deres helt egen måde. Det er skidegodt og lyder sejt det meste af vejen, men reelle overraskelser er der få af – men nogle gange er en god melodi, de rette attituder, udstråling og personlighed også nok.
Her er det nok til 4 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg F.M.K. på facebook
