Københavnske Everything Is Terrible leverer kompetent og velspillet prog/djent-metal på deres debutplade, hvor det kun halter en smule med originaliteten. Og måske måtte det hele gerne være lidt vildere?
Og det kommer fra en anmelder (og et webmagasin), der ellers lider lidt af djent og progmetallisk forskrækkelse, i hvert fald hvis det bliver for stressende. Men det er netop den helt store force, i hvert fald for folk med sarte nerver som os, at Everything Is Terrible, selv over 11 numre, faktisk ikke bliver en stressende oplevelse der fucker med mit blodtryk.
Men nu hvor jeg undgår usund hjertebanken og en hjerne der er på randen af et nedbrud, så er der mere overskud til rent faktisk at lytte til de dynamiske numre. Det er, naturligvis, rart ikke at være tæt på et panikanfald, på den anden side så kommer jeg måske i sidste ende til netop at savne et fuldstændigt mentalt kollaps på Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse. Det bliver næsten for tøjlet og indrammet i det lange løb, selvom jeg ikke kan love, at jeg ville kunne holde til, at de slap tøjlerne. Pros and cons.
Nuvel, udover at arbejde med de velkendte dynamikker som masser af temposkift, så arbejder Everything Is Terrible en del med atmosfære og stemningsfulde passager. Det giver en god bund, eller en fornemmelse af noget stoflighed og “indpakning” af de ellers hårdtslående og tungt huggende toner. Og så er det et album der med 11 numre fordelt på 43 minutter flyder virkelig godt, jeg når ikke at køre træt, selvom jeg er på udebane, hvilket nok også er medvirkende til, at holde stressniveauet nede.
Dermed ikke sagt, at bandet ikke giver den godt med gas. Efter den relativt korte atmosfæriske og opbyggende instrumentale åbner “Nervewracker” (der ikke går mig på nerverne!) kastes man ud i det prog-djentende stormvejr på “Anodynic State”, der hakker, sprutter og spytter løs, med polyrytmik, hardcore vokal og alt der hører til Og her melder et af de “svage” punkter sig også allerede, har man lagt ører til et par albums af denne slags, og det har vi over årene, trods vores forbehold og uvidenhed overfor genren, så lyder det hele ret velkendt. Både i lyd og fremgangsmåde – i hvert fald for mine lidt utrænede ører, andre fanger måske nogle andre nuancer.
Det gør det ikke dårligt, men jeg kommer nok lidt til at savne nogle egentlig overraskelser, som pladen skrider frem. Heldigvis holder Everything Is Terrible så et ret så solidt sangskrivningsniveau hele vejen igennem Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse. Så selvom genkendeligheden holder den samlede oplevelse lidt nede, så reddes den hjem på godt, velspillet håndværk.
Generelt fungerer albummet allerbedst for mig, når bandet tager et længere tilløb til opbygningen, så gryderne får lov til at simre inden de bringes tættere på kogepunktet. Der er særligt to steder, hvor det bliver rigtig fedt med et kortere nummer der virker som en slags forlænget intro, inden der gives los i det efterfølgende nummer.
Den kun 1 ½ minut lange “Decline” bygger svævende og luftigt op til singlen “Into Discomposure”, hvor klavertemaet fra nummeret forinden svagt anes i indledningen, inden vokalen skærer igennem og musikken begynder at spille med musklerne. Højdepunktet, for mig, er nok en lignende dynamik mellem den lidt over 2 ½ minut lange instrumentale opbygger “Atemporal”, der leder over i det mægtige og over 6 minutter lange titelnummer “Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse”. Her lever musikken for alvor op til titlen, og hvad man forventer sig af den.
Her får den alt hvad den kan trække, vokalen lyder ekstra bister og arrig, musikken fremstår sammenbidt, mere knugende, som om den nærmer sig et kogepunkt, point of no return, hvor låget ryger og det hele bare fosser ud. Der er indlagte, mere stemningsfulde og atmosfæriske “pauser”, men trykket letter aldrig helt. Men vi når, i mine ører, heller ikke det absolutte kogepunkt, selvom det i nummerets anden halvdel er ret tæt på.
Men titlen taget i betragtning, så er det måske heller ikke meningen, at vi skal helt derud hvor vi ikke kan bunde, hvor sammenbruddet indtræffer og alt kollapser. På den måde er Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse, selvfølgelig, vellykket og bandet lever op til deres egen præmis, respekt for det! Men det gør altså, at jeg måske lige savner den sidste forløsning og længes efter den totale nedsmeltning. Hvilket egentlig også er noget underligt noget at hige efter?
Everything Is Terrible ender med et levere en 4-stjernet debut, der bestemt smager af mere, hvilket kommer fra en, der normalt beder den her slags bands om at holde lidt igen. Langt ude! Og Everything Is Terrible må gerne køre den længere ud næste gang for min skyld, ikke stilistisk, men gerne kreativt.
Af Ken Damgaard Thomsen
