(Over)produktion i metal kan hurtigt blive for meget og fjerne nerve, brutalitet og stå i vejen for udtrykket. Ever The Ghost holder dog på Mortify master class i hvordan man undgår det og balancerer metallens dyder med opdateret lyd. Eneste anke er, at numrene og EPen bliver for kort.
Tilbagevendende læsere vil vide, at jeg ikke er stor fan af alt for megen opdatering på metallens dyder: Det må gerne være råt, upoleret og smadret – så er jeg glad.
Og så hører jeg Ever The Ghost. Det er forbandet potent, smadret og føles ægte. OG opdateret med kompakt lyd, elektroniske gains og noget af det, jeg er allermest kritisk overfor: Islæt af noget syntetisk. Men hold nu kæft, de har fat i den lange ende!
Det er…smagfuldt?
Det er måske at tage munden for fuld, men det giver et futuristisk udtryk, der på én gang minder om at rummet er der ingen, der kan høre dig skrige – men skreget bliver der alligevel! Ind i lytterens sjæl.
I min omgangskreds har det været lidt en joke, at der er så mange vikinge-, dværg / sværd-og-trolddom og pirat-inspirerede metalbands. Men hvor var rum-metalbandet?
Jeg er ikke sikker på, Ever The Ghost er bandet, men på fjerde skæring, Uncomfortable, hører jeg i outroen en guitar, der laver en dissonant figur, jeg er næsten sikker på at have hørt i et Quake-mod over Alien-filmene (ja, det var sq nok ikke en pop-kulturreference, du ventede, læser?).
Og hvor de ovenstående ofte virker lidt bøvede, så er Ever The Ghost her meget nærværende, fyldt med nerve og virker…ægte?
Rent teknisk blandet bandet scream og growl og lydbilledet er ret bas-tungt: der er god gang i rytmeguitaren (baryton eller bare mange strenge?) og bassen er ikke over-sovset i effekter.
Der er lidt synths her og der, som på afslutteren, men igen; med smag og sans for stemning snarere end påklistret.
Til trods for den bastunge lyd, bliver det aldrig mudret eller for tungt; trommerne har en virkelig lækker, luftig lyd – tænk Sal fra Life of Agony – som bløder bassen op og skaber luft.
Men samtid er den megen bund nok til at blæse din hjerne HELT ud, når du lytter med in-ears.
Helt usædvanligt for mine anmeldelser finder jeg numrene for korte, og den gode bund og variationen mellem scream og growl kunne sagtens have inviteret til en fræsersolo her og der. Men det er egentlig ikke rigtigt nødvendigt.
Titelnummeret har synth-breakdown, efterfølgende eksplosion og slutter med at fade (!) med en egal vokal med masser af intonator (tror jeg på). Det BURDE være for meget, men de her gutter (?) har altså styr på deres produktion og selv om – eller måske netop fordi – det overrasker med et metalnummer, der fader, så fungerer det.
Og så når vi frem til et lille mysterium: Hvem er Ever The Ghost?
Umiddelbart er det et énmandsprojekt? Eller en promotor?
På grund af vores nye måde at modtage materiale på via webformen, er det ikke altid lige let at finde ud af, hvem der står bag. I dette tilfælde blot et Soundcloud-link og en mailadresse.
Mailadressen og navnet fører så til en Facebookside, hvor der ligger musik, der er ret langt fra Mortify.
Men den skulle være god nok. Og ’desværre’ viser det sig at være en gut, Aiden Barca, fra New Jersey – og ikke et håbefuldt dansk band.
Egentlig vil vi jo helst anmelde dansk, men her er faktisk noget at lytte på.
Så kan du finde Ever The Ghosts Mortify ét eller andet sted – så giv det et lyt!
Det er altså ret godt lavet…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
p.S: If you’re reading, Aidan, good luck with Google Translate.
