Som et love child mellem Damon Albarn og Peter Broderick rammer Eucrid Elms’ Maundereena lytteren – især med pauserne? Det er en stille plade, der vil gøre sig godt på en regnvejrsdag og bygger meget stille og roligt stemninger på forbilledlig vis.
Der er ifølge pressematerialet høje ambitioner på Maundereena af Eucrid Elms: At beskrive fantasi-verdener inspireret af Ursula K. Le Guin – heraf pladetitlen. Lave dystopiske stemninger. Være fremmed og nær. Levere kærlighedssange og skabe intens uhygge.
For den ikke-indviede lytter oversættes dette til… Kollager. Og det er faktisk rigtig fint.
Der bruges løbende igennem pladen samples fra amerikanske baptistiske kirker, uden at det i øvrigt udfoldes hvorfor. Lidt som Bright Eyes på The People’s Key. Og ja, der er da også tale om en form for singer/songwriter her.
Men slægtskabet er nok snarere med så forskellige folk som Peter Broderick og Damon Albarn. I hvert fald er der elementer af akustisk-elektroniske soundscapes á la Broderick – og stemmeføring og fraseringer á la Albarn. Og det gøres godt! Man skal dog være klar over, at det går laaangsomt på Maundereena. Stemningerne får tid at forplante sig og den luftige saxofon, der til tider kigger forbi, har al den plads (og en hel del rumklang), den kan ønske sig.
Stærkest står andenskæringen, ‘We Are Here Now’, som også har flere musikere end den centrale, Esben Hansen. Ja, ekstra stærkt står det da også, da der i nummeret kommer strukket kvindekor på – ind over en vokaleffekt.
Som Broderick spilles der i den grad på pauserne og rummet og sjældent slås ret meget mere end et par toner an – mens der under disse akustiske islæt dukker nedtonet elektronisk støj op. Timingen for udgivelsen er helt rigtig, da denne musik bare passer perfekt til efteråret, hvor alle alligevel sætter tempoet ned og der pludselig bliver tid til at kigge på regnen løbende ned af ruden på en regn-søndag. Dét vil Maundereena være et godt soundtrack til!
Selv når saxofonen slippes lidt løs med flutter og distortion i ‘Fat Cat Fire’, foregår det på en for ørerne meget venlig måde. Men som lytter keder man sig ikke: Noget i stemningerne får én til at lytte. måske endda sætte sig ud på kanten af stolen? Men fordi der er så megen ro musikken, synes den varme vokal at understrege at alt altså er OK.
Det er lidt Non Sequitur med pressematerialet og musikken. Jeg har eksempelvis svært ved at se det dystopiske, og at spejle vor klodes voldsomme udvikling som tema i dét, der kommer ud af højttalerne. Ja, selv samples’ene hænger og blafrer lidt i vinden.
Men det gør bare ikke pladen til et dårligt lyt. Snarere pirrer det nysgerrigheden yderligere og den største skuffelse er nok, at pladen nok i den sidste ende ikke rigtigt vil én noget. Eller tage én andre end et meget behageligt sted hen. Men behageligt er det!
At der er et vignet-nummer som ‘You Could Be In Big Trouble’ på et minut, hvor en sample bare loopes over nogle syth-flader er nærmest ikonisk: Hvad er meningen? Måske spørgsmålet er meningen. Og sådan kan man så hoppe ned i dét kaninhul.
Var Maundereena et billede, ville jeg med glæde hænge det op på væggen – og kiggede gæster nysgerrigt på det, ville jeg med glæde fortælle om, hvordan kunstneren tilsyneladende har tænkt nogle ret out-there tanker om værket. Tanker, der ikke rigtigt synes repræsenteret. Men et fint billede – og en god historie!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
