De aalborgensiske metal-gutter Essence er tilbage efter cirka 2 ½ års album pause, hvoraf en stor del er blevet brugt i studiet sammen med producer Rune Rask, der ellers er mest kendt for sine skarpe hiphop-produktioner. Det signalerer selvsagt et stilskifte for bandet, de er nu ikke blevet hiphoppere, men der er skruet en del ned for thrashen og op for alle mulige andre referencer.
Prime og de 10 numre der udgør albummet er lige så meget et sammensurium af 30-35 års rock/metal historie, som det er et regulært thrash album – thrashen der ellers hidtil har været den dominerende faktor på bandets udgivelser.
Det siger næsten sig selv, at det giver et lidt broget lydbillede, og sikkert et der vil kunne afskrække en del ældre fans. Om den nye stil vinder lige så mange nye fans til må tiden så vise. Faktisk er jeg næsten sikker på, at autencitetspolitiet står klar ved grænsebommen ind til metal-land, hvor en ophidset masse i lynch-stemning er klar med spidse stave, fakler og brædder med søm i. KÆTTERE, DRÆB DEM!
Eller også synes du bare det er noget skrammel – det er også fair nok.
Jeg indrømmer også gerne, at jeg var endog meget skeptisk overfor denne udvikling, da jeg lagde ører til de første par numre fra albummet, som bandet smed på nettet inden udgivelsen. Tanken at bandet muligvis havde tabt småkagerne, var gået fra snøvsen eller havde drukket af badevandet (eller hvad de unge nu siger nu til dags?) strejfede mig da også!
Disse forbehold måtte jeg så stille og roligt sluge efter Prime fik lov til at folde sig ud.
Okay, hvis man forventer en direkte opfølger til den ambitiøse, episk anlagte og fremragende forgænger, Last Night Of Solace, som jeg muligvis overratede lidt i et anfald af kådhed, så bliver man nok skuffet, eller overrasket over Prime. Det her er en langt mere umiddelbar, lettilgængelig og sjov størrelse (?) Ja, sjov. Det lyder simpelthen som om Essence både har haft det sjovt med at lave det og fået en plade ud af det, som er sjov at lytte til.
Ind i mellem bliver det måske lige legesygt og “tongue in cheek” nok for alles smag, som på “No Sleep Till Def”, der ræser derudaf i hektisk semi-thrashpunket tempo, med masser af små temposkift og referencer til højre og venstre – det er lige ved at kamme over. Modsat giver det unægteligt nummeret en rastløs og lømmel-energisk følelse, der er ganske medrivende. Andre numre, som åbneren “Refuse To Exist” kommer tempofyldt fra land med et godt drive, men ender med at miste pusten lidt halvvejs og stå lidt i stampe, mens et nummer som den behjertede “Heart Of Gold”, der lyder som en god gammel kærlighedssang, pakket ind i pågående pop-rock (i hvert fald i omkvædet), bare ikke lige gør det store for mig.
Men så overlever den netop på den pågående attitude og energi, der på smittende vis gennemstrømmer det meste af Prime, eksempelvis den catchy “Thunder Prayer”. Her hugger Essence fremad på insisterende vis, leverer et fængende omkvæd og får leget lidt med en velfungerende effekt, hvor det er som om det meste af lyden bliver “suget ud” af nummeret i kortere passager, for så at eksplodere for fuld styrke kort efter.
Et af de mere “kontroversielle” indfald for Essence puritanere vil nok være “Watch It Burn”, albummets næstsidste nummer. Her får guitaren så markant en plads at jeg på en måde tænker “Muse?”, ikke som sådan i stilen, men måden den skærer igennem lydbilledet på, mens nummeret drives frem af en “omp omp” lignende dansemusik rytme. Det hele kulminerer da forsanger Lasse Skov kaster sig ud i noget der lyder som rap i nummerets anden halvdel, hvilket nok skal få nogle til at løbe væk i panik. Det lyder lidt…. fjollet? Men jeg hader det alligevel ikke?!
Skov’s vokal vil måske i det hele taget være lidt et kardinalpunkt for mange Essence fans, som har været med fra starten, og er vant til den rå, flossede halv-råbe/bjæffende thrash-stil. Den er der stadig i kortere glimt, men på store dele af pladen eksperimenteres der med en mere “rocket” klang, spædet op med diverse effekter, snakke-sang, noget mere melodisk og en del andre småskæve udflugter. Hvis du syntes hans stil blev lidt for monoton på tidligere udgivelser, så kan du i hvert fald ikke brokke dig over det på Prime.
2 numre som fint eksemplificerer modpolerne på Prime, er “Untouchable” og titelnummeret “Prime”. Førstnævnte stejlede jeg fuldstændig over da jeg hørte den første gang, men nu synes jeg egentlig den opsummerer alt det jeg er endt med at synes rigtig godt om på Prime. Den skider fuldstændig på thrashen og metallens nogle gange stramme ramme, og føles som et nummer der med struttende selvtillid siger “se hvad vi gør, bæh bæh bæh bæh bæh”. Rytmisk “swagger”, fræk som en slagterhund og noget der lyder en sammenstød mellem Metallica i deres mest melodiske hjørne og 90’er fortyndet punk a la The Offspring?!?
Titelnummeret “Prime” lægger ud med en 1 ½ minut lang instrumental intro, der i stil peger tilbage til de mere storladne og episk anlagte numre på Last Night Of Solace, inden den slår over i ret indebrændt thrash. Vi skal 2 minutter og 20 sekunder ind i nummeret inden omkvædet rammer, hvor melodien driver mere i en gyngende melodisk retning og vokalen hakker på udtalen af nogle ord. Det er en mindre detalje, men illustrerer pointen om, at Essence ikke er bange for at lege med ens forventninger og deres eget udtryk.
Prime er på mange måder en ujævn plade, hvor numrene ikke virker helt så komplette som man måske er vant til fra bandet. Måske har de selv følt det hele var ved at blive lidt fortænkt og følte at metalmusikkens lænker hæmmede dem? I så fald er Prime et vellykket forsøg på at forkaste disse lænker, og det man troede Essence var.
Hvad albummet ind i mellem mangler af overordnet fokus og sammenhæng, men det kompenseres der for i stor stil med følelsen af eventyrlyst og idérigdom. For hvert nummer man ikke er helt solgt på, er der 2 der gør op for det, eller nogle musikalske udflugter der bare får en til at trække på smilebåndet – på den helt rigtige måde.
Er Essence, samlet set, modige, dumdristige, irriterende, frække og drillesyge på Prime? Vandene kommer nok til at være delte, dog hælder jeg mod det sidste, selvom jeg startede i den første lejr.
Vi ender på 4 spradebasse stjerner og en undren over i hvilken retning Essence mon skal nu?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Essence på Facebook
