Esben Kronborg viser med sit andet udspil at han er en dygtig pop-snedker, mens pladen som helhed kæmper med at stå ud fra mængden, og ender som behagelig, men lidt anonym, baggrundsmusik.
Der lægges godt ud med de to første numre, hvor åbneren ‘Nowadays’ starter roligt for at udvikle sig til en uptempo-sag med et fint you-you-you/Uh-uh-uh refræn. Og hvor ‘It breaks my heart’, som måske er pladens stærkeste nummer, viser stærke evner inden for ballade-mageri.
Det er sådan en langsom, patetisk sag, med et omkvæd der går ’And though it breaks my heart in two / one part’s fine, the other misses you’ som har tydelige pop-kvaliteter, men som også ret hurtigt kan blive lidt for meget. Hm. Jeg kan i hvert fald sagtens se lightere i vejret og par flette fingre. Men det bliver lidt for meget af det gode.
Balladerne fortsætter ganske stabilt med ‘I did it again’, som med sin seks-ottendedele vugger fint derudaf i et mondænt tempo, hvor Kronborgs stemme nok komme mere til sin ret end i den mere forcerede ‘It breaks my heart’.
Pladen skifter så igen karakter i retning af det mere energiske med ‘Hollywood’ (en pop-sag med falset-refræn), ‘Cirkeline’ og ‘Don’t sit down’, hvor sidstnævnte er en pæn rock-sag med hey-kor. Og bortset fra ‘Southern light’, som er en lille boblende pop-sang, så er de resterende numre inden for ballade-området.
Det skal ingenlunde underkendes at der både er tale om gode indspilninger og en sanger, der kan synge og fortælle. Men det til trods, så mangler pladen lidt for mange steder en vedkommenhed, som gør at det er svært at blive rigtig fanget af pladen som helhed. Det er i høj grad musik, man kunne høre på en café og vil måske af og til løfte øjenbrynet, når en frase er særlig god – men mest vil det nok være del af et pænt baggrunds-tapet.
Der er gjort meget ud af alle numre, hvor de fleste er guitardrevne med veldisponeret klaver og til tider mere folk’ede instrumenter som ukulele / mandolin og pizzicato stil.
Jeg har egentlig den største respekt for, at være ambitiøs og prøve at skrive den umulige plade; den, der handler om at være familiefar og de udfordringer, det byder (lidt som at skrive en sang om, hvor meget man elsker sit job – næppe noget, der som sådan fænger).
Men som lytter gribes man bare ikke rigtigt af stemningen og tiltag til noget poetisk eller patetisk falder desværre lidt på jorden.
Ja, der er vellyd og det hele er velspillet – fra første til sidste tone. Men der mangler altså noget. Og selv de mere energiske numre bliver aldrig i nærheden af farlige eller rigtigt vedkommende. Min forhåbning for pladen er, at den netop vil finde sin plads som baggrundsmusik til hyggelige stunder.
Men som lytte-objekt gør den sig ikke, og dermed kan jeg kun tildele tre stjerner som ud fra kvaliteten på både indspilning og for så vidt teknisk kunnen kan virke lidt fedtet – men på den anden side set har jeg bedre og mere vedkommende plader i samlingen, hvis jeg skulle være i humør til noget ballade-baseret hyggemusik.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Esben Kronborg på facebook
