Eksperimenterende metal med saxofoner? Javel, ja. Aarhus-bandet ERUM EP-debuterede tilbage i november med Zhu, der både groover og udfordrer.
Det med saxofoner i metal er ikke et helt ukendt fænomen. Narcosatanicos, som vi i flere omgange har skrevet om, har netop også brugt saxofon i deres mareridtsklingende musik. Og det er såmænd Zeki Jindyl, som også spiller i Narcosatanicos, der svinger den ene saxofon i ERUM.
Men ud over at musikken er tung og der er saxofon, er der i øvrigt ikke så mange overlap i lyden med Narcosatanicos. Her er nemlig mere noget der lyder af mere regulært jazzede grooves, kombineret med tung metallisk instrumentering – og metalliske grooves med jazzet instrumentering. Og så er der ingen vokal, hvilket faktisk fungerer fint – blandt andet fordi der er nok at forholde sig til i lydbilledet i forvejen.
Med denne type musik står og falder meget med musikernes evner på instrumenterne – og dem er der ikke noget i vejen med – og kvaliteten af kompositionerne, som Niels Bach Storgaard, der også betjener guitaren, har stået for. Åbneren og titelnummeret ‘Zhu’ indledes med dirrende saxofoner, der hurtigt suppleres af et tungt metalgroove, og så flukturerer nummeret ellers fint i mellem højintense grooves og mere dæmpede stykker med plads til improvisationer fra de forskellige instrumenter.
Det med improvisationerne tager sjældent overhånd – og der vendes som regel tilbage til et rytmisk drive (som der også ofte improviseres henover), der sikrer at man føler numrene altid er på vej et eller andet sted hen. Alle seks kompositioner holder sig under 5 minutters spilletid, med lukkeren ‘Sorte Hunde’ som den korteste med knap 4 minutter.
Generelt udfordres traditionelle metalstrukturer, men det er ERUM heldigvis ikke det eneste band der har gjort – metalscenen er jo efterhånden et temmelig mangfoldigt sted. Det er dog relativt sjældent jazzen, der bliver hevet ind til at skubbe metalmusikken i nye retninger, og her er ERUM i mindre befolket territorium.
Ind i mellem ‘Zhu’ og ‘Sorte Hunde’ ligger fire andre numre, ‘Bone’, ‘The Kingdom’, ‘Wolphin’. og ‘Vinter’, der efter endt lytning er svære at skelne fra hinanden i hukommelsen. Ikke at de er ens, men de flyder også lidt sammen som en samlet komposition.
Det mest catchy groove er måske det, der åbner ‘The Kingdom’, hvor saxofonerne i øvrigt også leverer nogle fængende stykker undervejs, men også ‘Wolphin’ sætter gang i bentøjet og swinger ganske enkelt.
Det er altså kort og godt værd at gå på opdagelse på Zhu, omend der også er et forbedringspotentiale i forhold til at gøre de enkelte kompositioner endnu skarpere – eller bygge en mere episk helhed med længere opbygninger? Som et første skridt fra ERUM er det her i hvert fald en spændende udgivelse, der høster 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
