Erik Slim har over 30 års erfaring med at lave musik, men nu står han får første gang på egen ben med sine egne sange på debutpladen No Heart Control. Det er desværre ikke det eneste Slim ikke har helt styr på, på et album der kun består af el-guitar, overdrive og vokal.
Og overdrive fremmer ikke forståelsen fristes man til at sige i denne sammenhæng, mæhæ, men det ville jo være lidt dåsk. Nej, det helt store problem med No Heart Control er, at det over 10 numre og 50 minutter er gudsjammerligt monotont og enslydende, så det føles som mindst dobbelt så lang tid at lytte sig igennem.
Erik Slim kan sagtens betjene sin guitar, den til tider desperate og lettere hysteriske stemme er en smagssag, men fungerer i lo-fi universet, men fremgangsmåden, sangskrivningen og hele rammen er simpelhen for spartansk og begrænsende. Især når man ikke har et helt arsenal af fremragende numre, at hænge det magre lydbillede, der lyder som om det kunne være indspillet hjemme i kælderen, op på. En kunstner som Jacob Faurholt har tidligere bevist, at man sagtens kan skabe et rigt lydbillede og nogle fængende numre med meget begrænsede midler og tilgang. Men Slim mangler både sangene og melodierne for at komme bare halvvejs i land her.
På en kort EP ville resultatet måske have været hæderligt, og til at holde ud at komme igennem, men jeg skal godt nok ikke særligt langt ind i det overstyrede univers før jeg enten begynder at kede mig bravt, eller bliver direkte frustreret. Jeg sad forgæves og ventede på, at paletten blev udvidet en lille smule og jeg måske kunne finde en vej ind i Slim’s lidelser og hjertekvaler- og kvababelser.
Det er, måske ikke overraskende, de første par numre jeg synes fungerer bedst, inden jeg går helt kold i lyden. Åbneren “I’m Not Coming Home” kradser godt og Slim’s flossede og punkede vokal har også et eller andet over sig her. Men hurtigt går det op for en, at der ikke kommer til at ske mere i sangen end det her. Det er sangen ikke stærk nok i sig selv til, at kunne bære og det kommer til at lyde som indledningen på et nummer, der aldrig manifesterer sig og dermed virker ufærdigt – fremfor et afrundet lo-fi nummer. Den efterfølgende “Hiding In Myself” er, som titlen måske antyder, mørkere i sin tone og også mere introvert i sin klang. Det er fint de første 30 sekunder… og så varer den 2 ½ minut mere.
På de næste par numre sniger spilletiden sig over 4 minutter stykket inden vi rammer albummets midterakse, bestående af “Bittersweet” og “In The Water”, der varer henholdsvis 8 minutter og 21 sekunder og 7 minutter og 18… Her gav jeg kort og godt op under første gennemlytning. Det er grotesk langt i forhold til det numrene hver især har at byde på, og det er ikke et tilfælde hvor jeg som lytter bliver suget ind i et univers og længden kommer til at virke meditativ og til sangenes fordel. På nogen måde.
Efter flere tilløb, er jeg dog kommet igennem albummet et par gange, blandt andet fordi jeg satte det på mens jeg cyklede på arbejde – det passede sgu lige med spilletiden! Men medførte blandt andet, at jeg til omgivelsernes undren på et tidspunkt kom til at udbryde “FOR FANDEN, SÅ STOP DOG” i et lyskryds på Østerbro. Jeg mente pladen, ikke dem.
Måske er det her bare ikke for mig, eller det er det jo tydeligvis ikke, men jeg har alligevel svært ved at forestille mig, hvem der ville få en direkte nydelse ud af at lytte sig igennem samfulde 50 minutter i overdrive-land? Det virker meget som et projekt for Erik Slim selv, titlen indikerer jo ligesom også, at der er noget på hjerte her. Sådan lyder det da også, men måske har Slim lyttet lidt for meget til hjertet her og glemt selvkontrollen?
Jeg vil bestemt ikke udelukke, at det her kunne fungerer væsentligt bedre i meget mindre portioner. Men over en så lang plade, da bliver det alt, alt for enslydende og lydbilledet og sangene lammende simple. Et tilfælde hvor less bestemt ikke blev til more, desværre.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Erik Slim på Facebook
