Voxhall bød ind til metal-fest på en noget aparte aften, hvor niveauet de 4 bands i mellem skulle vise sig at være noget svingende.
Kl 18.30 gik første band på scenen på Voxhall. Det tidlige tidspunkt var uomtvisteligt betinget af det faktum at man på denne tirsdag (!) aften havde lagt i ovnen til fire bands inden for den noget overordnede genre ’metal’ – og man så måtte i gang tidligt for ikke at slutte for sent.
Der var dog formildende omstændigheder; så som at der – generelt – var tale om gode bands. Og at man kunne høre alle og være hjemme inden midnat, hvis man kom fra Århus og omegn. Men stadigvæk: Er det en god idé at sætte fire bands på på en tirsdag?
Morbid Evils
Uanset hvad en frivillig anmelder som ellers indgår i arbejdskorpset måtte mene, så blev der leveret varieret på Voxhall.
Indrømmet; jeg ankom lidt inde i Morbid Evils’ sæt, men kunne dog konkludere, at de med deres to guitarer (ingen bas!) og trommesæt leverede et imponerende lydbillede inden for doom-genren. Med solid growl-vokal og gennemtænkt lyd var det ikke en dårlig support – om end man må undres over, at der skulle support til overhovedet, når der var tre acts på plakaten.
Jeg vil blot erkende, at Morbid Evils var en fin, om end ikke sprudlende, act som jeg bestemt gerne vil høre igen.
Lord Dying
Lord Dying viste sig at blive et højdepunkt på aftenen. Med deres noget korpulente frontmand, Erik Olson på leadguitar og vokal, viste de stor bredde i genre og udtryk.
For Olson mestrer både en stærk growl-vokal og scream. Og disse to variationer, i samspil med et velspillende band, giver en fin oplevelse med Lord Dying. Det er et band, der ikke er blegt for at bruge lange, groovede instrumental-passager, men som også kan ’komme hjem’ og levere en melodi eller et omkvæds-groove.
De er ikke helt skarpe nok til at kunne fungere som hardcore, men på den anden side ganske stærke når de finder ’hjem’ i thrash, som de leverer fint potent – om end med en for genren lidt usædvanlig growl-vokal. ‘Wound outside of time’ trækker på den måde i en ret slow-core retning, mens ‘What is not…is’ er et lidt mere lettilgængelig thrash-nummer.
Soloer bliver aldrig Lord Dyings force og kun et par gange får vi hørt dem lukke op for dén pose. Men i deres variation mellem forskellige -cores og thrash ligger der en god live-performance som nok kunne lokke mig af sted igen, skulle de stille op.
Voivod
Fra Canada mødte Voivod op til et indslag, der nok var publikumsfavorit – men virkelig savnede dedikation og nerve fra scenen.
Voivod var tydeligvis ventet af en fanbase, der allerede under lydprøven (gemt bag Voxhalls gardiner) stod helt fremme ved scene-hegnet. Og for første gang på denne aften får vi også dobbelte stortrommer og et Motörhead-agtigt første-nummer, hvor opsætningen består af en bas, en guitar et trommesæt (for øvrigt mesterligt styret) og en sanger.
Det største problem for Voivod er dog sidstnævnte. Hele bandet er tydeligvis erfarent (det er en pæn måde, at sige lidt små-gamle på) men det bliver mere og mere tydeligt, som sættet skrider frem, at forsangeren har set bedre dage.
I sin lædervest karder han rundt og er mildest talt lidt rusten i vokalen og virker langt fra fokuseret og ’på’. Tænk Ozzy i MTVs serie, og træk så (dog) 10% fra. Men der var ikke de energi-udladninger fra frontmanden, som bandet ellers lagde op til (de var generelt super velspillende!).
‘Inner combustion’ bliver dermed leveret lidt svagt, mens ‘The Prowl’ bliver til ordinær boogie-rock uden kant eller nerve. Indrømmet: boogie kan være underholdende nok, men Voivod virker ærlig talt som et band, der på en tirsdag lidt har taget en dag på kontoret…
Forsangeren, som tydeligvis har en central rolle, virker til tider mere interesseret i at danse numse-dans med guitaristerne, end at komme ud over scenekanten. Det er faktisk til tider lidt pinligt at være vidne til. Og dog er det et professionelt band, der nok leverer energi og fed lyd – men altså trækkes ned af front-udtrykket. ‘Post Society’ bliver Voivods højdepunkt med sin punkede energi og man kunne sagtens have ønsket sig, at flere numre var blevet leveret med denne energi!
Entombed A.D.
Entombed A.D. får med deres headliner-værdighed lov at slutte aftenen af. Det virker umiddelbart til, at en del af The Århus Finest har valgt at forlade Voxhall, inden Entombed A.D. stiller op, hvilket lidt er en skam, da der leveres ganske fint fra scenen…
Der er tale om skarpt skåret metal, hvor der også leveres gode nik, headbanging og anerkendelse fra publikum. Og festen udebliver bestemt ikke – især er den båret af forsanger Lars-Göran Petrov, som fungerer fint som indpisker og growler i projektet. Hvor Voivod virkede som nogle gamle, let bedagede nisser, virker Entombed A D til at være i samme alder – men med noget på hjerte.
Entombed A.D. spiller smadder af den gamle skole og varierer smukt mellem grooves, barrages og firkantede riffs. Det er i bund og grund ret godt skåret. Der er ikke tale om noget ret så nyt eller revolutionerende. Men til gengæld er der tale om nogle talentfulde, halvgamle tosser fra Sverige. What’s not to like?
Det er ikke blot lange numre, der får lov at tale, men også den ca to-tre minutter lange ‘Wolverine Blues’, som leveres skarpt og præcist.
Efter en lille time får vi en længere række af ekstra-numre, som viser at Entombed A.D. både kan levere bajer-rock-inspireret metal og mere sejt groovende numre. Alt i alt en fin performance fra svenskerne (som hele aftenen var i tvivl om svensk eller engelsk var sproget at kommunikere på).
Konklusionen må være, at det var metal, der fungerede bedst for drengene…
Som nævnt var det en sær oplevelse at gå til metal-koncert med fire navne på en tirsdag. Men Århus’ Finest var mødt op i pæne tal og der var god handel i baren, så hvem kan i virkeligheden brokke sig over Voxhall for at lave sådan et arrangement?
Og på den positive side skal der også tilføjes, at det er fedt at se bands på Voxhall, når Atlas gang på gang skuffer lydmæssigt.
Nuvel. Det var en fin tirsdag aften på Voxhall – håber, at de næste gang vil finde spilletid til metalnavne på dage, hvor publikum (med al deres dedikation) ikke må holde igen fordi en ny dag truer i morgen…
Af Troels-Henrik Balslev Krag
