Melodisk metal/metal core fra Aalborg, er det E’nemia disker op med på EP’en Pride Comes Before A Fall, der viser et teknisk velfunderet band med et godt greb om genrens virkemidler, men som lige mangler det allersidste i sangene, så de løfter sig fra “gode” til “fremragende”.
E’nemia skriver i pressematerialet, at de er klar til at overtage verden, og det er skam ikke fordi man tvivler på det statement når man lytter EP’en igennem – energi og vilje er der nok af. Bandet lægger heller ikke skjul på, at de går efter både at appellerer til folk med hang til hårde toner og et bredere mainstream publikum – intet forkert i det!
“Problemet” er nok, og bandet skriver det næsten selv når de udtaler, at selv “ikke metal fans” kan være med. Der mister de nok lige den hårdeste kerne af metal puritanere, men jeg synes nu det er ganske klædeligt, at man sådan bekender kulør og er ærlige omkring hvad man er.
Så der er bestemt ingen grund til, som udgangspunkt, at rynke på næsen af E’nemia’s ambitioner og deres ganske effektive blanding af aggressive passager med skrige-vokal, der momentvis slår over i mere catchy stykker, hvor vokalen bliver mere “ren” og imødekommende -det er ligesom genrens vilkår. Og er du til metalcore, så er E’nemia bestemt ikke et uinteressant bekendtskab. Musikalsk er det bundsolidt eksekveret, men jeg mangler lige den sidste forfinelse af sangskrivningen til, at jeg bider helt på krogen.
Ep’en åbner med en kort intrumental intro, “Interlude”, som går over i første rigtige nummer, “Reckoning”. Straks dumper vi ned lige midt i core-land, med pulserende trommer, hakkende tempo/temposkift og en vokal der veksler mellem skrig, halv-skrig og regulær sang. “Time will heal wounds, but it won’t make you less of a bastard” lyder det (tror jeg) halv-bidsk, i mens musikken tromler fremad med midttempo kværner rytme. Bandet har godt styr på det melodiske/atmosfæriske element, der svæver rundt et halvt skridt i baggrunden, men er med til at give en fin fornemmelse af tyngde og “dybde” i lyden. I det hele taget er produktionen af Jonas Haagensen (Aphyxion) foretaget i Hansen Studios, ret slagkraftig og samtidig nuanceret.
“Whatever May Come” følger op, her kommer vi for alvor på tur mellem yderpunkterne i E’nemia’s lyd, hvor der veksles mellem truende raseri og stykker, hvor de der “ikke metal-lyttere” får mulighed for at være med. Afstanden mellem de to punkter er måske lige ved, at blive for stor for mig her, som om E’nemia går lige til grænsen, og får strakt deres lyd lige vel meget ud. Måske vil de ganske enkelt for meget i forhold til hvad jeg synes sangen kan bære, det falder ikke helt fra hinanden, men for mig, hvis jeg placerer en fod i begge lejre, så bliver den spagat jeg tvinges ud i, lige smertefuld nok – men det er nok en smags-og spændstigheds sag.
E’nemia lukker og slukker, med det der for mig også er EP’ens bedste nummer, nemlig den vellykkede “Shadowside”. Det er her, i hvert fald i mine øre, at bandet lykkes allerbedst med at kombinerer det melodiske og mere hårdtslående, på en måde hvor de 2 elementer smelter umærkbart sammen og skaber et nummer, som fremstår som det mest formfuldendte på Pride Comes Before A Fall. Ikke at de 2 andre numre er dårlige, slet ikke, men de lyder stadig lidt som nogle numre, hvor man fornemmer bitte små gnidninger, hvor genrene/elementerne mødes. På “Shadowside” smelter det hele elegant og helt gnidningsfrit sammen, så det på en måde bare fremstår som ét sammenhængende numre og ikke noget der, på fin vis ellers, er klistret sammen af flere dele.
Kan E’nemia lykkes med, at skrive flere sange der flyder lige så ubesværet som “Shadowside”, der tilmed har et omkvæd der sætter sig fast, så har de for alvor fat i den lange ende. Helhedsindtrykket af EP’en ender på “good, not great”, men jeg synes klart at pilen peger i den rigtige retning, også selvom jeg normalt ikke er den store dyrker af “core”. Der er i hvert fald masser af potentiale, der bare venter på lidt finpudsning af udtrykket og sangskrivningen for at folde sig helt ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg E’nemia på Facebook
Foto: Julia Spicina’s Art Page
