Det danske metalband End My Sorrow har brugt næsten 20 år på at få deres debutalbum på gaden, men det lyder desværre bare ikke som om, at der er blevet kælet for musikken i et tilsvarende antal år. Overhovedet.
Alright, vi plejer jo at at være nogle flinke folk, som pakker kritik så pænt og konstruktivt ind som muligt, så det her er ikke ment som en hån, eller på nogen måde personligt. Men, jeg har godt nok svært ved at fremhæve nogle positive aspekter ved End My Sorrows 11 numre og alt for lange album. Det skulle da lige være, jeg tror ikke de spiller decideret falsk, og jeg er sikker på, at de mener det og har hjertet med.
Desværre mangler der (ifølge MIN mening) helt elementære sangskriverevner, sans for opbygning, timing og begrænsningens kunst. Of Ghostly Echoes indeholder, som nævnt, 11 numre, hvoraf hovedparten varer omkring de 5 minutter og op efter. Det er de ikke i nærheden af, at kunne forvalte eller have materiale til. Der er anløb til nogle spredte passager, hvor metallen begynder at flyde nogenlunde glat, men der går sjældent mange sekunder inden det hele begynder at slingre eller ryger af sporet.
Sangskrivningen er uelegant og usammenhængende, der væltes rundt i temposkift, breaks, overgange, retningsskift eller melodier som mangler dynamik. Læg dertil en uskønt buldrende lyd og produktion, hvor trommerne ofte overdøver og mudrer det hele til, samtidig med at en spæd og vissen kvindevokal, der lyder helt forkert produceret, synger op mod en malplaceret mande growl. Bandet har et nummer, som hedder “War Of The Blind”, det her er enten soundtracket til blinde der slås, eller sat sammen af hørehæmmede.
Ja, det var måske ikke pænt sagt, men når der efter 11 numre, med rigeligt med spilletid, ikke er blevet leveret et eneste bare hæderligt nummer, så ryger ens manerer lidt. Stilen beskrives som melodisk dødsmetal, det er nok mest på grund af growlen, for jeg synes mere det “bare” lyder som en hård, melodisk metal afart, og knap så meget død – selvom trommerne prøver. De buldrende, dominerende trommer!
Åbneren “Wither Away” har sådan set fat i en fin melodi, der om ikke andet får os ud af stedet, trommerne er lige lovlig markante, men det bliver værre senere. Her er det største problem samspillet, eller mangel på samme, mellem vokalerne. Den der kvindevokal, jeg har svært ved at beskrive hvad der er galt, men den lyder kraftløs, grænsende til det skingre og som om den ikke rigtig smelter sammen med resten af lydbilledet.
Der følges op med den kiksede “Show Burning Red”, hvor bandet flagrer op og ned i tempo tilsat en orienteringssans der virker mangelfuld, og så bliver der i glimt for alvor skruet op for de der trommer. Senere på albummet dukker “Behind The Truth” op og blander sig i den interne strid om, på hvilket nummer tomme tønder kan buldre mest.
Men inden vi når dertil forsætter det så med en strøm af alt for lange, rodede og voldsomt rumlende og flimrende numre, hvor man som lytter stille og roligt bliver helt lamslået og katatonisk. Men der bliver da om ikke andet gået til stålet og smækket igennem, dog uden raffinement og nuancer, men højt det er det da. Af og til dukker der et lille lydglimt af håb op i metal menageriet, men lige så hurtigt snubles der over egne ben.
“Because Of You” skiller sig lidt ud fra mængden i harmonikasammenstødet af flere grunde. Der er akustisk guitar, den er længere og sniger sig op over 6 minutter, tempoet sættes ned og ja, det er en ballade! Her kikser kvindevokalen næsten fuldstændig, der synges ikke falsk, det lyder bare virkelig, virkelig ringe. Som om den er sunget og indspillet i en blikdåse, og som om der burde være noget rumklang/kor-effekt på, men det er der ikke rigtig, tyndt og højt på samme tid. Til gengæld kan du så nyde linjer som “In my heart the rain is falling down // Wrapped up inside is a lie”. Jeg kommer helt til at savne Within Tempatation.
Pop-metallerne fra Holland dukker også lidt op som referencepunkt i den mere tempofyldte “Broken”, albummets næstsidste nummer, hvor jeg faktisk synes melodien rykker ganske godt, men bandet evner bare ikke helt at holde den kørende et nummer igennem uden nogle udnødvendige temposkift og udflugter – måske fordi spilletiden absolut skal pustes op over 5 minutter? De topper det dog på den afsluttende “Dead End”, hvor de får presset den op over 7 minutter, uden at sangens kvalitet overhovedet berettiger til det. Passende titel.
OK, jeg ville gerne runde af med at sige noget pænt, men Of Ghostly Echoes er i mine ører en virkelig mislykket plade, fra et band der virker som om de har været fanget i deres egen boble i de 20 år det har taget at få den udsendt. Og hvorfor har det taget så lang tid? Måske gemmer der sig en mere spændende historie bag det end pladen her, men det fremgår ikke af pressematerialet. Der står blot, at den har været 20 år på vej…
Any way, hvis jeg skulle komme med lidt konstruktive forslag her på falderebet. Send sangene på en hård slankekur! Og skær materialet ned til en EP. Få fat i en bedre producer, så det hele ikke buldrer, udover kvindevokalen, som trænger til en vitaminindsprøjtning.
Men husk, det er bare én mands mening, og det skal retfærdigvis siges, at jeg har set albummet anmeldt i noget mere positive vendinger hos Devilution – så giv det et lyt og se hvad du selv synes.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på facebook
