Odense bider fra sig med en medrivende omgang stonercore fra Empire Of Doom, der gør deres bedste for, at leve op til bandnavnet. Det gør de ved at knurre og rumle sig igennem 4 herligt beskidte numre, som de selv kalder et bastardbarn af Black Sabbath og Black Flag.
Betegnelsen er ikke helt skæv, bandets ulmende og svært behårede riffs og melodier er Sabbath op af dage, i mens vokalens rå og kraftfulde skrig og brøl har mere tilfælles med hardcoren. Det hele leveret, som var det rullet og trukket igennem en mudret vandkant i Ådalen i Odense. Kort sagt er det en dejlig beskidt og grumset omgang Empire Of Doom disker op med.
En af bandets store forcer er, at de forstår at skære det hele godt ind til benet, få hamret deres pointe igennem og ikke blive hængende så længe, at virkningen forstager sig, eller de løber tør for effektive idéer. 4 numre med en samlet spilletid på lige under et kvarter gør, at EP’en rammer med fuldt styrke og trykbølgen når ikke at miste sin pondus inden bandet er væk igen.
Tilmed går der en tydelig rød tråd og følelse af sammenhæng igennem de 4 numre, hvor bandet får deres stenede metal/hardcore/heavy til, at spille fornemt sammen. Empire Of Doom har simpelthen styr på deres udtryk og stil, og ovenikøbet personlighed og fornemmelse for sangskrivning – så de ikke bare bliver endnu en i rækken af “helt okay” stener-bands.
Første nummer, den selvbetitlede “Empire Of Doom” lyder som et voldsomt sammenstød mellem de nævnte bands og yderligere implicerede, som High On Fire, QOTSA og måske endda Mastodon. Bandet har mange ting kørende for sig, blandt andet en evne til, at ride fremad på nogle bølgende og groovy melodier, som gør deres for at sætte sig i nakken på mig fra start. Indledningen, inden vokalen får tilført noget vrede og desperation til lydbilledet, lyder det nærmest i retning af noget tungt, stenet grunge. Nummeret får på effektiv manér introduceret bandets vekslen mellem knusende tunge passager og stykker, hvor et mere tempofyldt, men stadig tungt kværnende, punket udtryk kigger frem. Så er vi ligesom i gang!
“Hold da kæft hvor er det fedt!”, tog jeg mig selv i, at råbe højt (for mig selv) under andet nummer, “Golden Trail” – noget jeg ellers ikke ynder at gøre… altså råbe for og til mig selv. Et fjernt ulvehyl spreder lidt hyggestemning helt i nummerets begyndelse, og så åbnes portene ellers til dommedags-imperiet, med et ordentligt rungende riff fra guitaren, inden de odenseanske krigsherrer blæser til angreb og tromler fremad med overrumplende styrke. Carlos Ulman i front spytter bistre kommandoer ud i en messende rytme, i mens bandet presser på i vuggende takt – det er sgu med at flytte sig. Bassen får lov til at buldre lidt for sig selv kortvarigt midt i nummeret, inden næste bølge, hvor et råbekor får forstærket trykket yderligere.
Det er ikke udelukkende tungt og massivt, men formår samtidig at være melodisk fængende, så man bare sidder og headbanger langsomt og lader sig rive med. Med over i den mindst lige så potente og uimodståelige “Man Made Law”, der lige skruer lidt op for tempo og passioneret, indestængt vrede. Det her lyder som noget, der bare SKAL ud, inden Empire Of Doom krakelerer. Bandet bremser lidt op igen, inden hestekræfterne får frit spil det sidste minuts tid, af det kun 3 minutter lange nummer, hvor jeg bare må overgive mig til det medrivende pres og endnu engang råbe noget med “fuck yeah” og lade hovedet dirre om kap med musikken.
Empire Of Doom afslutter deres korte destruktive angreb med “Big Bang”, der igen gør alt for at leve op til titlen. Her kigger Mastodon måske tydeligst frem, med sit snurrende bersærkertempo, som på en måde minder mig om mastodonternes “Blood and Thunder”. Ikke identisk, men med nogle af de samme kvaliteter og gennemstrømmet af en følelse af, at man nok bare skal flytte sig fra skudlinjen og lade dem rase af – we break for no one.
Bandet lader det syde, summe og boble midlertidigt, inden nummeret og EP’en bruger det sidste krudt i et 40 sekunders stormløb, der ender hårdt, brutalt og ret brat. Så brat, at jeg tog mig selv i at tænke, “hey, øv, var der ikke mere?”. Jeg vil have mere!
Bestemt ikke en dum ting, at efterlade undertegnede sulten efter mere. Ikke, at det, der er på EP’en ikke er godt, nærende og mættende i sig selv, det er bare så indbydende, at man bliver lidt grådig og kunne få tendens til at overspise. Empire Of Doom får demonstreret dejlig stor selvkontrol ved netop ikke at blive grådige og overmodige, på deres egen bekostning. Veldoserede mængder er én ting, men når det, der serveres så samtidig er virkelig appetitligt, ja, så har man sgu’ fat i et eller andet, der virkelig rykker.
Empire Of Doom får 5 beskidte og grumsede upcoming stjerner – det her kunne være værd at holde øje med, for folk med hang til at rulle sig mudder og få øregangene pløjet op.
Af Ken Damgaard Thomsen
Lyt til og køb musikken(for en flad 20er) HER
