Empire of Doom… smag på det. Det ligger godt på tungen, ikke? Heldigvis er der lige så mange mættende kalorier i selve fynboernes musik, som der er krummer i navnet. På bandets anden EP får de endnu engamg Odense til at ryste i sin grundvold.
Der er nemlig smæk på hos kvartetten, der på Left Foot In Space brummer, rumler, rusker, brøler og tromler sig igennem 6 potente stoner-rock/core/doom-rock numre. Bandet kalder selv deres stil for et møde mellem Black Flag og Black Sabbath, og det er sgu’ ikke helt på afveje. Smider du High On Fire ind i mikset, som jeg insisterede på, i min anmeldelse af deres første EP, så er pejlingen måske endnu mere nøjagtig.
Det er altså både hårdt, tungt, energisk og rummer en ordentlig portion udfarende og bister vildskab. Tonen slås an på overbevisende maner allerede fra første nummer, den muskuløst huggende, gyngende og fremfarende “Tongue of Pigion”. Sådan en tunge er åbenbart en ru lille satan, for det kradser sgu’ som sandpapir, der hvor Empire of Doom slikker en i øregangene!
Vokalen er i den flossede og arrige råbe-ende af spektret, af den slags der skærer i nævnte øregange på den helt rette måde. Melodisk og klangmæssigt er det måske ikke vanvittig sofistikeret, det gruppen disker op med, men de primitive rytmer knaldes af sted, og lige i solar plexus på en, så man føler sig presset bagud og skal kæmpe for at holde vejrtrækningen på et normalt niveau. Der er på en måde noget nærmest dyrisk over gruppens lyd, levering og frembrusen. Et behåret et af slagsen.
I mindre glimt kigger også en mere regulær rock ‘n roll influeret klang frem i det olmt ulmende lydbillede, især fremtrædende i den ret præcist betitlede “Adrenaline Gasoline”. En knap 3 minutter lang, lille, beskidt rock-ræser, der egentlig er et fint nummer, men et jeg sagtens kunne have undværet som EP-lukker. Jeg mener nemlig, at Empire of Doom’s mest åbenlyse kvaliteter skal findes, når de skruer ned for rock og rul og helt op for den animalske og rovdyrslignende adfærd.
Det er heldigvis også disse tendenser og lyster, der dominerer de resterende 4 numre på Left Foot In Space. Den titel signalerer jo egentlig noget lidt spacey-stenet eller små-psykedelisk, og den slags tilbøjeligheder får Empire of Doom søreme også afløb for hist og her på EP’en. Det bliver nok mest udpræget stoner-psykedelisk, på den tunge, “brun røg i luften” klingende måde, på “Selfish”, midt på EP’en. Det er udgivelsens længste nummer med sine 4 ½ minut, så det er ikke fordi bandet trækker løjerne unødigt i langdrag. Tempoet falder en anelse, men det bliver aldrig sumpet-doom’et og stillestående som bandnavnet måske ellers kunne antyde. Det her er bare en kraftfuld, kværnende, brunt brummende sejtrækker, der er svær ikke at vippe med til.
“Bowling Party” lyder som et sludgy hardcore-inspireret slagsmål i en bowling hal. Store, tunge kugler slynges rundt i et for vægten imponerende tempo, de slår huller i gulvbrædderne, det flyver rundt med kiksede sko og grimme bowling-trøjer, øl-sjatter på gulvet og samtlige kegler ryger med ned under optøjerne. “Silver Death” er mere melodisk og knap så aggressivt fremfarende, men det gør den bestemt ikke mindre effektiv og medrivende. Her kunne Empire of Doom godt lyde lidt henad noget Helhorse, der er i hvert fald et vist slægtskab både hvad angår klangen, men også virkemidlerne, hvor aggressivitet og frådende vrede blandes med mere melodiske råbe-brøle-synge passager.
Bundniveauet er virkelig højt hos Empire of Doom, hvilket gør det vanskeligt for mig at vælge et regulært favoritnummer på Left Foot In Space. Men, skulle jeg pege på hvad der måske er EP’ens stærkeste nummer, og et der måske kunne være det der har størst chance for at fange folks opmærksomhed, så er det også det nummer bandet, klogeligt, har valgt som single. “Like A Queen” har et eller andet voldsomt insisterende og uimodståeligt over sig, der gør at den VIL høres og trænge igennem, lige meget om man prøver at vende det døve øre til, eller barrikaderer sig bag en tyk metaldør. Det er måske ikke min favorit, men det drive og tyngden den lægger for dagen gør den alligevel til et nummer der stikker ud på EP’en.
Sidst gav jeg Empire of Doom 5, det får de igen, men det er en endnu større 5’er, hvis man kan sige det sådan. Jeg synes de er vokset yderligere som sangskrivere, og har nu en lyd der hænger virkeligt godt sammen (hvis man lige skærer det mest rock ‘n roll’ede væk) – og som har en ordentlig portion gennemslagskraft.
Helt elementært, så lyder det bare pissefedt og røvsejt det her – ikke så meget bullshit. Rovdyret fra Odense er løs, og som de selv formulerer det på deres bandcamp, så er det med et stort “FUCK YOU”.
Tak for det!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Empire of Doom på facebook
