Emma Acs er tilbage efter en længere pause, 7 numre på 23 minutter, så der er ikke meget overflødigt fedt på hendes nye EP-udgivelse.
Sidst vi (i hvert fald undertegnede) fra Emma Acs, var med albummet Give In To Whatever fra efteråret 2015. Der er altså efterhånden gået 4 ½ år siden det ret svævende, fragmenterede og ganske fascinerende album. Acs er åbenbart ikke typen der har travlt med, at udsende musik i en lind strøm. Fra debutpladen Champagne til Give In To Whatever gik der 4 år, så “pausen”, der brydes nu har ikke varet betydeligt længere.
Hun har dog ikke ligget på den lade side og har i mellemtiden blandt andet arrangeret musik til et symfoniorkester. Hvor pausen mellem de to første udgivelser skyldtes Acs’ kamp mod angst og depression, hvilket også blev reflekteret i musikken på Give In To Whatever, så er brændstoffet denne gang et knust hjerte og et forlist forhold. Det kan lyde ganske klassisk og er dog heller ikke noget sanger og sangskriveren ønsker at svælge i. Men eftersom det nævnes i presseteksten og også kigger frem i de 7 nye numre, så virker det ikke for udleverende at nævne det her.
While I Shoot From My Fortress Of Delusions lyder først og fremmest meget som de billeder og stemningen, som den rammende titel frembringer – i hvert fald hos denne lytter. Der er en ensomhed, noget isoleret og vemodigt over lydbilledet. Det er ikke et “fortress of solitude” men “delusions”, men alligevel lyder Acs noget alene og forladt, når hun traurig og lidt nedslået og uden de store vokale udsving i tone, synger sig igennem EP’en. Rent musikalsk er stemmen omgivet af en form for slæbende og langsomt udviklende elektro/synth-pop. Musik, der veksler mellem at føles som en atmosfærisk tåge og som en form for smerte og afmagt, der møver sig frem over et dunkelt underlag.
På et nummer som “Into Your Heart”, lyder det næsten som om melodien er ved at klistre fast til underlaget, eller som et par gummistøvler, der kæmper for at komme frem igennem mudder, der bliver ved med at suge og trække tilbage. Det lyder som om Acs skal lægge alle kræfter i for at komme fremad, eller bare undgå at synke i, mens den urovækkende musik danser omkring hende i skyggerne. Forvrænget og forpint rocksaxofon bidrager til fornemmelsen af noget manisk, der ligger på lur og er lige ved, at bryde igennem og få herredømmet. Måske er det lyden af Acs der forsøger at slippe fri – uden at efterlade støvlerne, så at sige… I glimt brydes stemningen af nogle næsten sødme- og håbefulde kald ud i mørket, “let me in”. Men kun kortvarigt.
Der er generelt en gennemgående følelse af noget der stritter imod til stede på EP’en, måske er det Acs selv der værger sig og forsøger at holde igen, eller tøjle følelserne, så de ikke overtager styringen fuldkommen. Det er ikke noget der hæmmer udgivelsen rent musikalsk, i stedet for synes jeg, at det er noget af det, der er med til at gøre lytteoplevelsen ganske fascinerende. Lytter man til en indre kamp, der udkæmpes på ord og musik?
Den afsluttende “Witch Hunt Waiting” er på næsten en og samme tid en virkelig smuk tangentbåret ballade og lyden af et frygtelig mareridt. Beroligende toner overdøves pludseligt af skærende strygere, melodien stiger i fart og intensitet og den maniske fornemmelse pibler frem mellem sprækkerne igen. Det er stilhed før stormen, men stormen raser jo allerede et sted og vil uundgåeligt ramme, mens Acs er “sitting in your witch hunt waiting room in my finest suit // the one you think looks cute // I never knew the strength in me, how did it get oh so violently”. Stormen er på vej. Eller enden?
Muligvis er det et tilfælde, men nok nærmere med fuldt overlæg, at EP’en begynder med noget kirkeorgel-klingende og “englekor” i “Blessed Are The Faithful”, hvor det kirkelige, som man kan se, også bringes i spil i titlen, samtidig med at faithful jo også kan betyde troskab i relation til et forhold. Det lyder nærmest som en kort, meget stemningsfuld og flot, kort indgangsbøn inden tingene begynder at falde fra hinanden og lydbilledet splintres og trækker i modstridende retninger. Allerede på den efterfølgende “Palm Trees” smider Acs et glas “and it shatters on the floor”, “I want to hurt you so badly” lyder det kort efter.
Der er stadig håb at spore på singlen “My Beloved (Lost To Begin With)”, som jeg tidligere har anmeldt i Repeat #40, men som titlen antyder, så er forsøget på, at reparere forholdet i en isoleret hytte nytteløs og en kamp der er tabt på forhånd. Musikken rummer både lys og optimisme, mørke og håbløshed. Vævet ind i hinanden, på kryds og tværs, så stemningerne og følelserne vikles uløseligt ind i hinanden. Det er grundstemningen på While I Shoot From My Fortress Of Delusions. Kontraster, fortvivlelse og en fornemmelse af, at lige meget hvad der forsøges, er slutresultatet uundgåeligt.
Emma Acs har begået en virkelig stærk EP, som fungerer som et smertefuldt og kontrastfyldt lille værk. Et værk hvor hvor Acs på fængslende vis lyder som om hun får udkæmpet en indre kamp med mange umiddelbart modstridende, men i bund og grund sammenkædede, følelser over 7 virkeligt gode, alsidige sange. Men på grund af den relativt overkommelige længde bliver det aldrig udmarvende at være i selskab med Acs, og trods de mange forskellige musikalske udtryk der mødes fremstår EPen stadig homogen og sammenhængende.
En ganske imponerende bedrift.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Johan Gellett, Emma Acs pressefoto
