Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Emil Lundbak: Relentless (EP) ★★★★☆☆

Emil Lundbak: Relentless (EP) ★★★★☆☆

1984
0

Emil Lundbak rammer på sin debut-EP en spændende sammensmeltning af blues, rock og gospel og EP’en formår at skabe sit eget, opslugende univers. 

Der er sgu noget overskud ved at have et nummer som ‘ Breathing in a Fish Tank’ med på en debut-EP, som Emil Lundbak har på Relentless. Fordi nummeret er så tilbagelænet fyldt med overskud og små, fine detaljer. Og det virker, for på sin helt egen måde fanger det lytteren i et jerngreb. Emil Lundbaks vokal kommer en smule i problemer et par steder, men ellers emmer det af musikalsk og kompositorisk overskud, som det slentrer afsted, fint båret af en dygtig rytmesektion og det diskrete, blåtonede guitarspil.

I det hele taget har Emil Lundbak og hans musikalske venner fat i noget rigtig spændende EP’en igennem, hvor blues, rock, gospel og noget, der næsten bliver blåt jazzet mødes i en spændende kombination, der både lyder klassisk og ny. Det er også tydeligt at udtrykket ikke er helt færdigudviklet, men den gode Emil Lundbak er rigtig godt på vej.

Dog virker ’Expiration Day’ en lille smule identitetsforvirret, og rammer ikke helt samme høje niveau som de øvrige tre sange, trods fine detaljer. Den er også mere statisk og stillestående. Men til gengæld er ‘Made of Clay’ meget flot udfoldet med blandt andet storslået kvindekor – men længe også bare med en fin tiltro til, den stærke grundstamme i nummeret, Emil Lundbaks vokal og en på en gang melankolsk og svingende rytme båret af det vibrerende trommespil, som i øvrigt hele vejen igennem er en væsentlig byggesten i lydbilledet. Den nedtonede del af nummeret står måske endda stærkest, da afslutningen virker en lille smule overlæsset, men det kan også bare være mig, der er lidt fintfølende.

På ‘Made of Porcelain’ får følelserne afløb i Lundbaks vokal, som spiller op mod det stoiske kvindekor. Det er ikke nyskabende, men det er faktisk relativt sjældent at høre denne type musik fra et dansk band, og især når det gøres med den kvalitet, som Emil Lundbak lykkes med her, fortjener det applaus. Relentless føles længere end de knap 18 minutter den varer, og det er i dette tilfælde en kompliment – man føler sig faktisk suget ind i et univers i løbet af EP’ens relativt korte spilletid. Kompositionerne opbygger dygtigt stemninger, og selv om der er steder, hvor det kunne afstemmes endnu bedre, så er Relentless en både forfriskende og opslugende lytteoplevelse.

Godt gået af Lundbak, og det skal blive rigtig interessant at høre, hvad næste skridt bliver. Der er en single i støbeskeen til foråret og en live session med 40 korsangerinder til efteråret, så ambitioner skorter det ikke på. Vi hiver fire store stjerner frem til Relentless og ser frem til næste udspil fra Lundbaks hånd.

Relentless udkom allerede i efteråret – du kan finde Emil Lundbak på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

Previous articleGhost Iris: Blind World ★★★☆☆☆
Next articlePremiere: Ny single fra Reliks

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.