Randers rockerne Embryo kaster sig ud i stenerrocken på EPen Europa, der viser et råt spillende band, der måske også stadig er lidt rough around the edges.
Embryo betyder jo noget i retning af foster, eller en organisme på et tidligt udviklingstadie, det ville jeg måske ikke helt kalde det her bands formåen og bud på stenerrock anno 2018. Men vi taler heller ikke om et band, der er musikalsk fuldvoksent endnu. Der mangler noget modning i sangskrivningen, der virker ambitiøs nok, men mangler noget hvad spænding angår.
Embryo leverer helt kort sagt solidt håndværk på denne 4 numre lange EP, men man savner noget mere i løbet af de knap 20 minutter den varer. Mere spænding, nogle vildere udflugter, noget der skubber ved nogle grænser. På den anden side, er det jo fornuftigt nok, ikke at oversatse og sætte alt over styr.
Coveret viser ellers et band der sigter mod stjernerne, eller i hvert fald dele af vores solsystem, da det prydes af Jupiters måne Europa. Et himmellegeme, som der igennem nogle år har været forhåbninger til kunne rumme flydende vand, måske endda en form for liv, dybt under den frosne overflade. Men det er vist en anden snak! Eller er det? På afslutnings- og titelnummeret lyder det eksempelvis:
In lonely orbit, roaming space
Penumbral globe, lights disgrace
How might wondrous life occur
And live in an icy world interred?
Er der lidt Rumrejsen år 2001 over det? Her er det netop Europa, der er målet for rumrejsen, der ender med at komme til, at handle om livets opståen og på hvilken vis det udvikler sig, og muligvis noget med, at trippe på LSD. Det behøver man ikke (nødvendigvis, tror jeg) for, at få noget ud af nummeret her.
Det er i min optik klart EP’ens stærkeste og mest interessante nummer. Spilletiden sniger sig op i nærheden af de 7 minutter, men Embryo formår heldigvis, via nogle afstikkere og proggede udflugter, at gøre det spændende og alsidigt nok til, at nummeret kan bære det. Der er godt med smæk på instrumenterne, især guitaren får lov til at skære godt igennem i det upolerede lydbillede.
Bandet har selv stået for det meste ved indspilningen, det kan måske godt høres, men i dette tilfælde synes jeg ikke det bliver en negativ ting. Det er rustikt og lidt “primitivt”, jovist, men det passer godt til den lyd bandet lader til, at sigte efter. Lyden af en svunden tid, hvor man pluggede stikkene i og spillede RAWK, live og ind til benet, uden alle mulige digitale krumspring. Den del af rejsen må bandet gerne holde fast i.
Men vi skal have nogle flere sange i “Europa”-klassen, hvor det lyder stort og mægtigt, også gerne på tekstfronten. Eksempelvis er jeg ikke videre imponeret over åbningsnummeret “A Drink From Your Soul”, der tager en mere “brølende” retning ud af stenerrockvejen. Det bliver en kende tungt bagi til min smag, vokalen ligger her længere fremme i mikset, og kommer til at lyde en smule presset i spotlyset, eller bare ikke helt godt nok produceret. En skam, for den er ikke dårlig, men lyrikken hjælper heller ikke på det:
Working nine to five
It’s not in my stars
I couldn’t live your life
There’s no future in cars
Ehhh, det gør sgu ikke rigtig noget for mig, må jeg sige. Så hellere kigge mod rummet og fundere over om der er liv derude!
På de restererende to numre er der lidt “hverken fugl eller fisk” over det, de er ikke ringe, men heller ikke sådan rigtig gode. “That Awful Sound” er, heldigvis, bedre end titlen måske kunne antyde, men den sejler lidt og ender med, at være lidt over det hele, uden at ramme noget lige i røven. Blandt det positive er en ret fedt klingende guitarbredside i nummerets anden halvdel, men det virker som en sang, hvor bandet næsten vil lidt for meget. Eller, ikke helt kan få det de har til, at hænge helt så godt sammen som tanken nok var.
“Isolation” kommer godt fra land, både vokalen og instrumenterne rammer en klang der får det til at vibrerer på den rigtige måde i mine øregange.Vi er ovre i noget mere traditionelt 70’er rockende med en lille blues-bismag her, det klæder bandet. Når bandet kortvarigt tager tempoet ud af sangene og letter på trykket, så er det dog som om det ikke har den tiltænkte effekt, i hvert fald for mig, hvor det så skal give næste passage et ekstra skub, når den sættes igang. Her virker det mere som en opbremsning. En skam, for der er godt med tryk på, når Embryo bare hugger igennem.
Det er måske lidt Embryo i en nøddeskal, det er småting og justeringer hist og her, en opstrammer her og findpudsning der og så spiller hele skidtet måske allerede meget bedre? Råmaterialet har de sådan set, det kræver måske bare nogle flere hænder udefra, at få et formet helt færdig?
Vi lander på en middelkarakter for det samlede, ujævne, indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
