Vanløse bandet Embracing Sickness har puttet tung metalcore madding på krogen, men man har lidt svært ved helt at bide på, trods en ihærdig indsats fra bandets side.
Først og fremmest: jeg har det, indrømmet, efterhånden lidt svært med metalcore og “-core” genrerne generelt. I mindre portioner kan det være okay, men det er efterhånden nogle år siden, at genren direkte interesserede mig, så der skal nok en del til for at blæse mig bagover.
Rent objektivt kan vi kigge på hvordan bandet præsenterer sig selv og deres musik, og hvordan det harmonerer med det man kan høre på denne 3 numre lange EP. I pressemeddelelsen står der, at EP’en er en DIY-udgivelse, indspillet, produceret og udgivet af bandet selv. “Dette har medført en lang proces med tid til fordybelse og til at grave endnu længere ned i udtrykket. Heraf kommer en EP, der viser bandets fulde potentiale og vigtigst – visionen om at være med til at give genren et frisk pust”.
Her løber vi ind i det største problem, som er to-foldigt. Først og fremmest er jeg ikke sikker på, at DYI produktionen viser bandets fulde potentiale, den bliver tværtimod lidt en hæmsko, især på sang nummer to på EP’en, titelnummeret “Smile”. Her lyder især trommerne underligt hule, næsten som om der spilles på elektriske trommer, hvilket frarøver et ellers udemærket nummer en masse tyngde og dynamik. Faktisk i en sådan grad, at det bliver direkte ødelæggende for min lytteoplevelse. Og når man kun har 3 numre som madding, så forringer det naturligvis chancerne for at lande mig som fangst betydeligt, at det ene nummer ikke virker tillokkende.
Om vi sangskrivningsmæssigt oplever Embracing Sickness’ fulde potentiale på EP’en, er jo ikke helt til at bedømme. Bundniveauet er fornuftigt og solidt, der er styr på genrens ABC og core-fundamentet er sådan set på plads – men man savner nok lige den sidste ingrediens og detaljer i sangene, til at de sætter sig ordentlig fast i hovedet. Her kommer vi så til anden del af “problemet”, nemlig det med at give genren et frisk pust. I mine ører, er der ikke noget nyt under metalcore solen på denne udgivelse. Det er solidt udført og der er styr på virkemidlerne, men det synes hørt mange gange før. Jeg har fuld forståelse for, at man ønsker at skrive noget positivt og lige give den lidt gas i en pressetekst for at sælge varen, men jeg forbeholder mig også retten til at brokke mig lidt, hvis varen så ikke leverer på de forventninger pressemeddelelsen har givet. Selvom jeg altid tager den slags udmeldinger med et gran salt.
Der er efter min mening intet galt i at bekende kulør og melde rent flag, hvis man er et band der spiller med en old school klassisk tilgang, så bare sig det – det gør ikke noget, tværtimod! Medmindre man altså selv tror på, at man vitterlig ER et frisk pust, selvfølgelig.
Embracing Sickness virker dog som om, at de forsøger at imødegå kritikpunktet lidt på Smile’s sidste nummer “Speechless”, hvor de synger om dét ikke at have noget nyt at sige, at det hele er hørt før: “How can I express myself // When all has been said before?”. Svaret er, at det er nødvendigt at “det” bliver sagt igen, og at det derfor er ok at gentage noget der er sagt før… det kunne der måske være noget om. Nummeret i sig selv er udstyrsstykket på Smile, og med en spilletid på over 6 minutter får bandet demonstreret deres progressive side, og at de sådan set har masser af muskler at spille med, og strenge at spille på. Hvad det mangler af nyskabende elementer kompenseres der for ved, at der bare er godt gammeldags smæk på, og får vist at der i hvert fald på dette punkt er noget potentiale og krummer i bandet. Og der gives plus point for at indlede sangen med et lydklip fra filmen Anchorman, hvor Brick Tamland råber “I don’t know what we are yelling about”!
Og generelt er der skam smæk på hos Embracing Sickness hele vejen igennem EP’en, der mangler bare nogle mere mindeværdige numre at kanalisere energien og attituden ud i. Åbningsnummeret “Since Then” går egentlig fint efter struben på én, men selvom overfaldet lyder voldsomt, så føler man sig aldrig rigtig i fare – man kender ligesom angrebstaktikken, og har lidt svært ved at blive revet med. Der er simpelthen nok bare løbet for meget metalcore igennem de farvande, hvor Embracing Sickness fisker, til at man bider på, i bandets nuværende form.
Vi lander på en middel karakter til Embracing Sickness, der trods et behjertet forsøg, ikke tilføjer en lidt slidt genre noget væsentlig nyt. Der er masser af saft og kraft i bandet, som en bedre produktion og lidt finpudsning af sangskrivningen måske kunne få mere tydeligt frem – så er der nok chance for bid i core-dammen!
Anmeldt af Kodi
Foto: M. Johnson
Lyt til eller køb EP’en til den pris du ønsker på bandcamp
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
