Elevatorførers nyeste album har et voldsomt stærkt udlæg, og selv om resten af numrene ikke når helt samme højder, er Jeg er kommet for at slå tiden ihjel stadig en rigtig god plade.
Det 8 mand store kollektiv Elevatorfører har over efterhånden en håndfuld albums holdt den danske syrerock-tradition i hævd. I år kan de fejre 10 års jubilæum, og det gør de med albummet Jeg er kommet for at slå tiden ihjel. Det er også et album, der rykker en smule på bandets lyd – tangenter og blæsere fylder godt i lyden på flere numre, og der er en næsten hymnisk kvalitet over nogle af sangene. Ikke at der ikke var stærke stunder på tidligere udgivelser, men her lyder det til, i et par tilfælde, at bandet har taget et skridt op.
Det gælder især på numre som ‘Dødedans’ og ‘Anemone’, som var de første jeg blev opslugt af på albummet. Men det gælder sådan set allerede, og måske endda især, på åbneren, titelnummeret, ‘Jeg er kommet for at slå tiden ihjel’. Her er det tydeligt at Elevatorfører har skruet op for ambitionerne. Hvor det på de tidligere albums tydeligvis har været 60’ernes og 70’ernes dansksprogede syrerock, der var hovedstolen, så vækker åbneren associationer til et navn som Swans hos mig – men i og for sig også til Skousen & Ingemann.
Det over 12 minutter lange nummer bygger langsomt op i intensitet, og når undervejs, ved hjælp af blandt andet drejelire og blæsere, til en form for crescendo, da korstemmer supplerer lead vokalen og synger titlen – det er ret så veludført, og selv om det er en åbner der krævede to lyt før jeg blev ramt, så er det ret så glimrende. Imponerende åbning.
Glimrende er andet nummer, ‘Dødedans’, også. Som titlerne antyder, er Elevatorfører blevet mere dystre – her lyder omkvædet: “I de øjne der ser/Er der ingen fremtid mere”. Her pakket ind i blæsere, der giver den langsomt svingende rytme stærkt mod- og medspil, og viser et Elevatorfører, der tør lege med deres udtryk, og gør det med stor effekt.
Korteste nummer på albummet er den mere upbeat (og beat-agtige) ‘Endeløse dage’, hvor et svirrende orgel, og en lige så svirrende guitar, nok giver lidt modspil til den ret enkle rytme, og et ganske melodisk stærkt omkvæd også rykker. Men alligevel hører sangen også til blandt de mindst spændende på albummet, uden det på nogen måde er et svagt eller uinteressant nummer. Det er bare som om, det ikke helt har samme tyngde, som en del af de øvrige numre.Men ovenpå den tungsindige åbning gør det ikke så meget, at der lige bliver løsnet lidt op.
‘Himmelskibet’, det midterste af albummets syv numre, har en mere luftigt svævende karakter, men også et godt svingende groove, mens den efterfølgende ‘Illusion’ syrer en smule mere ud, og her kommer blæserne saliggørende ind igen mod slutningen.
Det svinger for alvor igen på ‘Anemone’ (i øvrigt et dansksproget cover af Brian Jonestown Massacre’s nummer af samme navn), som er umulig ikke at vippe med på, mens guitar og orgel legesygt snurrer rundt om rytmen, inden ‘Edderkoppehus’ afslutter albummet. Her emmer det en smule af Spids Nøgenhat (og de fælles inspirationskilder for de to bands), selv om Elevatorfører også har deres helt egen lyd.
“Som en drøm, der næsten drømmer om sig selv/Stirrer du dig blind på ingenting”, lyder det blandt andet her fra forsanger og guitarist Frederik Langkjær, og igen demonstrerer Elevatorfører at de også har godt tag på melodierne med et stærkt omkvæd, mens vi også får endnu en smagsprøve på, at der er minimum en glimrende guitarist i ensemblet med en lang solo mod slutningen.
I sdste ende virker det som om, albummet falder en smule i niveau efter de to første numre. De er til gengæld også virkelig høj klasse, og føjer nye facetter til Elevatorførers lyd. De sidste fem numre på albummet er i og for sig som minimum solide og i flere tilfælde også ret stærke (‘Anemone’ og ‘Edderkoppehus’ især), hvilket også betyder at Jeg er kommet for at slå tiden ihjel står som et samlet set stærkt album. Havde resten af albummet holdt samme kvalitet som de to åbningsnumre, så havde der været fuld plade, men Elevatorfører må “nøjes” med 5 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
