Bag navnet Electric Scar gemmer sig duoen Leonard Davies og Jonathan Højgaard, der er ude på skæve løjer. Stilistisk stritter det i flere retninger her, hvilket forstyrrer det samlede billede, men der gemmer sig mange fine ideer i bunken.
Derfor er det, måske også lidt misvisende med de 3 stjerner, der indikerer middel. Det skal mere tolkes som den samlede album oplevelse, for der er gode momenter blandt de 9 numre der er til mere.
Nogle ret afpillede, rå og simple skramle-el guitar rock numre, der lyder som noget der kunne være skrabet op fra The Stooges øvelokalegul i 70’erne, indleder pladen. Så følger nogle numre der er mere ovre i noget Talking Heads/David Byrne klingende, ikke mindst på grund af vokalen. Det er knap så “gakket” og out there som Talking Heads, men der fornemmes noget af samme vibe. Herefter forsøges det at smelte de to forskellige udtryk sammen, med blandet held, mens der også dukker nogle numre op der var virker en smule uden for nummer.
Albummet starter ud med to numre der hører til i skåret ind til benet, rock-kategorien. “Come Back Down From the Dead Like Jesus” lyder rytmisk hen ad noget country-blues men en snert af noget gospel, hvor et kor giver en hjælpende stemme. Så overordnet gennemstrømmes den af sydstatsvarme og sumpe-tempo. “Serious Pain” er mere brummende og lige på i sit udtryk, klangmæssigt kunne den godt minde lidt om noget Power Solo, men med en smule af den sumpede stemning fra åbneren bibeholdt.
Fælles for de to numre er, at de skam er fine, men også føles lidt små og ikke har så meget kød på kroppen, at man får lyst til at gnaske dem i sig specielt mange gange.
Så skiftes der stil og Byrne junior gør sit indtog med “Nice on my Own”, hvor teksterne pludselig også bliver så aparte, at man begynder at spidse ører. “He got married to a girl that looked just like a bible // She’s got flowers in her har and she rode a motorcycle”. Og han har forresten “a messed up face and looked like a psycho”. OK, tell me more!
Der følges op med “She’s Sick”, hvor tempoet flader og en jazzet tone sniger sig ind i nummeret. Mens vores fortæller ikke rigtig kan finde ud af, hvor “hun” stammer fra: “She might be German, she might be Dutch, I thing she’s English, she’s way to much // She could be Danish, she could be French, she might be a quaker, or Judi Dench?
Spørg mig ikke hvorfor jeg synes det fungerer, men det gør det bare på sådan en lidt delirisk måde. “She’s sick, but I think I want her!”. Den, og næstsidste nummer, “Shallow People”, der stemningsmæssig er lidt beslægtet, er nok mine to favoritter på Girl In The Garden. Og også de to numre med de tekster jeg synes bedst om.
På “Rubber Boy” er det så som om de to ender endelig mødes med den Byrne’ske vokalstil og en brummende, guitarrock med lidt “uh uh” kor. Det er bare som om, at sammensmeltningen ikke resulterer i et specielt spændende nummer. Sammensmeltningen lykkes lidt bedre senere på pladen, på “I Belong In The Gutter”, der har en ret fræk, lille swag rytme kørende for sig. Det er dog som om, at det bare ikke letter helt.
Mellem de to numre finder vi titelnummeret, der med 5 1/2 minut også er albummets længste. De første to minutter virker som en stenet intro, hvor vokalen i baggrunden bare gentager ordene “don’t tell her…”. Pludselig bremser nummeret op, og sætter i igen med en mere små-psykedelisk brumme-blues klang. Igen kniber det dog med, at få mig helt revet med, og nummeret ender med at blive en halv-lang omvej, der ikke helt fører nogen vegne.
Det samme kunne konkluderes om afslutteren “Black Emotion”, der fungerer som en art afdæmpet godnatsang, men ikke uden lidt særheder, ikke mindst på vokalen. Som sangen skrider frem veksler den en periode mellem halv-mørk aftencroon og noget der nærmer sig ophidset råben, hvor det lyder som om han trækker hovedet væk fra mikrofonen samtidig med. Det er sådan set en fin lille afslutter, men… igen… jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om den.
Og det er så egentlig også den samlede konklusion for Girl In The Garden. Hvad går det her egentlig lige præcis ud på? Det er sådan set ikke et problem, at jeg ikke helt fatter hvad der foregår og hvad Electric Scar egentlig er ude på rent musikalsk. Problemet er, at jeg måske ikke har voldsom stor lyst til at lytte til de 9 numre så mange gange at 10 øren falder?
På den anden side, så keder jeg mig ikke så længe musikken spiller, og uinteressante er de skæve indfald og blandingen heller ikke, selvom ikke alt lige rammer mig. Så vi ender lidt mellem to stole og på en middel karakter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Electric Scar på facebook
