Electric Hellride er pokkers dygtige til at thrashe effektivt derudaf, men der mangler afveksling og flere gode melodier på Praedam, som ellers besidder intensitet i metermål.
Electric Hellride er tilbage med endnu et veleksekveret thrash-ridt (med lidt død og hardcore-elementer) over 8 numre – og en kort indledning, som har den ildevarslende titel, ‘Homicidium’. Den når heller ikke meget mere end at bygge lidt ildevarslende op til første egentlig nummer, ‘Netherworld’, som også giver sig tid til at buldre ominøst inden der hamres ud over stepperne i fuld fart. Det giver Electric Hellride ikke sig selv alt for meget plads til ellers undervejs.
Electric Hellride’s version af thrash er tempofyldt, men giver også ind i mellem plads til mere stemningsfulde passager og solistykker, der trækker mere på klassisk heavy metal, især på albummet første numre. Vokalen ligger et sted mellem råb og brøl, og i kombination med de musikalske bredsider er det gennemgående en ret effektiv cocktail, på ‘Netherworld’ som på resten af skiven.
På ‘Access Manifesto’ leges der lidt med en hakkende intro, som bevæger sig over i et stærkt og hakkende groove, mens der for alvor er dømt musikalsk stormvejr øjeblikke efter, hvor guitarerne hviner om ørerne på én som maskingeværsalver. Pressematerialet oplyser da også om at Praedam betyder “bytte” på latin, og handler om at være jaget vildt eller selv være den jagende. Begge fornemmelser kan man sagtens finde på albummet – især førstnævnte.
Små detaljer, som når der leges lidt med lyden i indledningen, hvilket også er tilfældet på ‘By the Roots’, eller når bassen får lov at stikke lidt ud senere i nummeret, giver lidt ånderum på et album, som ellers er ganske intenst i sine riffkaskader, mens trommerne flæsker løs og lægger en effektiv bund under det hele. Således er man lidt mere end halvvejs forpustet inden man når halvvejs gennem albummet.
Man får dog ikke meget ro på ‘The Ghost Army’, som efter en dunkelt sejtrækkende intro, tamper afsted uden tanke for lytterens ve og vel. Jeg havde gerne hørt det mere dunkle, langsommere stykke udfoldet mere, men det er ikke sådan Electric Hellride ruller på forhåndenværende skive, selv om der et stykke med mere atmosfærisk tons mod slutningen af den over 6 minutter lange sag.
‘Death Zone’ og ‘Bite the Prey’ og ‘The Referral Mindset’ tildeler flere slagserier, hvilket sådan set er ganske effektivt, men der mangler det der helt tunge slag, trukket hele vejen fra mellemgulvet, der knockouter lytteren. Det er i hvert fald den fornemmelse jeg ender med efter flere gennemlytninger, hvor man godt nok nikker og vipper med med foden, men ikke for alvor bliver grebet, så man kan huske numrene fra hinanden.
Alle tre numre er som sådan effektive og veludførte, og på ‘The Referral Mindset’ krydrer lidt råbekor oplevelsen, men omvendt, ja, så kan jeg ikke skelne dem synderligt fra hinanden når afspilningen hopper videre til albumlukkeren, den over 8 minutter lange ‘King of Suffering’. Her udforsker Electric Hellride ind i mellem de soniske stormvejr mere atmosfæriske stykker, men igen er intensiteten ret konstant, i hvert fald indtil de sidste halvandet minut, hvor trommer, vokal og bas forsvinder, og guitarer får lov at runde albummet af på en dæmpet note.
Electric Hellride er en velsmurt thrash-maskine, som på Praedam leverer en opvisning i effektive riffs og dynamisk trommespil, med en vokal, der ikke vinder nogen skønhedspriser, men som passer godt ind i musikken. Svagheden er i mine ører den manglende afveksling i sangskrivningen, hvor den ene bredside afløser den anden, og hvor den melodiøsitet, som for eksempel Entombed, Machine Head og Mastodon, der smides som referencer i pressematerialet, besidder, er lidt for fraværende på Praedam.
Det gør albummet til en større oplevelse ved de første par gennemlytninger, hvor det er svært ikke at lade sig rive med af de intense energiudladninger, men det gør også at albummet taber lidt luft ved flere lyt. Kan man lide sin thrash uforsonlig og tempofyldt (det kan de fleste) vil man finde mange gode stunder på Praedam, men vi ender alligevel på en middelkarakter, for der er mange andre albums i genren jeg langt hellere ville vende tilbage til.
Du kan finde Electric Hellride på Facebook. Der er release fredag d.15/9 på Beta.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
