Københavnske Electric Hellride beviser på 10 hårdtslående metalnumre, at de er et teknisk dygtigt band med masser af energi. De overser desværre, at det er vigtigt at tilføre sangene noget musikalsk variation og mister overblikket over opbygningen af de 10 numre.
Jeg vil indledningsvis sige, at jeg på ingen måder ønsker at lægge mig ud med, eller håne, et metalband, så får man bare en fyldt colaflaske i nakken (jf. I Kina spiser de hunde) – men dette album fungerer bare ikke for mig – desværre på en del meget afgørende punkter. Det rent tekniske går jeg ikke super meget op i, bare musikken frembringer stemninger og følelser på et eller andet plan. Du behøver ikke at spille perfekt, have fantastiske tekster eller en overlegen dygtig forsanger for at gøre mig glad, jeg lytter til andre elementer, lad os kalde det “den stemningsfremkaldende helhed”.
Beklageligvis er Hate. Control. Manipulate., i lange stræk, et ret enerverende og anstrengende bekendtskab for mig.
Pressematerialet lyder ellers lovende, nogle energiske metaldrenge der har taget turen fra undergrunden, udsendt en EP (Charged, 2010) og nu har taget skridtet fuldt ud med et helt album. Den gode gammeldags vej, fra ungdomsvenner til band med pladekontrakt og en sprit ny udgivelse under armen. Desværre glemte de bare et eller andet sted på turen, at bevæbne sig med andet end energi og tempofyldte instrumentudladninger. De kalder selv stilen på H.C.M. for “sludget thrash metal”, men nævner også genrer som death, groove og traditionel metal som inspirationskilder. Det lyder jo umiddelbart glimrende og interessant, men ærgerligt nok har Electric Hellride en dårlig vane med, at proppe det hele ind i ét og samme nummer, gang på gang, i løbet af pladen. Det giver stress i lyttecentralen!
Det største problem for mig er selve opbygningen af og i numrene,eksempelvis en sang som albumåbneren “Adiabatic Wrath” buldrer ud af startblokken uden at se sig tilbage, men glemmer alt om retningen. Hensigten har muligvis været, at få det til at lyde faretruende og aggressivt, men det er for mig bare mere forvirrende end farligt – jeg finder aldrig en kerne i sangen, hvilket hurtigt gør det frustrerende at lægge ører til. I “Sulfur” lægges der ud med fem sekunders uptempo stress-trommer, inden et tungt groove-riff sætter ind. Det saver så løs et halvt minuts tid indtil et temposkift og bassen pludseligt bobler løs. Og endnu et melodiskift inden vokalen endelig slutter sig til ét minut inde i nummeret – jeg føler mig lidt fortabt. Et minuts opbygning, der ikke rigtig leverede andet end en masse larm.
Jacob Bredahl’s produktion er gennemgående ret rå og larmende, det er der jo umiddelbart ikke noget galt i, men uden en mærkbar rød tråd i sangene, skaber det en kaotisk lyd – og ikke på den gode måde. “Take Control” og “Flesh Into Ash” er to andre buldrebasser, der lider under retningsløse tonsersyndrom. Alle de rette elementer er sådan set til stede, men Electric Hellride formår desværre ikke at sætte dem sammen til noget virkelig spændende eller sammenhængende. Der mangler simpelthen noget stabil lydklister til at lime sangene ordenlig sammen, i stedet for at de flyver febrilsk ud og ind af hinanden i et fortættet rabalder univers.
Det kunne vokalen muligvis have sørget for, men forsanger Casper Villumsen’s primalbrøl bliver hurtigt en lidt for monoton omgang. Han har bestemt de rustikke piber i orden, men variation er nærmest ikke eksisterende. Han folder egentlig flot styrken ud, rent volumenmæssigt, på “Hatred Propaganda”, et nummer der har noget Sepultura’sk over sig, men inden sangen er omme savner man allerede at der sker noget andet og mere. Som på mange af de andre numre tænker man “ja, det er sørme et metalnummer og forsangeren er pissed off”…. men det fænger bare ikke rigtig. I den helt grelle ende er “Blood Rise” og “Wreckage Of A Mortal Man”, hvor både vokal og instrumenterne kommer helt galt ind i øret på mig. Der synges noget om en “fucking whore” (på Blood Rise”), det er jo ok metal, men indpakningen skærer sig beklageligvis helt ind igennem øret og ind i kraniet på mig som en varm kniv. Igen er der antydningen af nogle fede og slagkraftige musikalske elementer, men i stedet for en bygherre med overblik, får vi en dygtig, men fortravlet, håndværker der vælter det hele i cementmikseren, og sprøjter det ud over et ikke færdigt stålskelet bagefter.
Det bringer et andet problem på banen, teksterne. Normalt ikke noget jeg går vildt op i, slet ikke i metalmusik, bare det lyder fedt, så fuck det. Her bliver de dog, som H.C.M. skrider frem, den redningskrans man forsøger at klamre sig til, når alt andet ikke er til at få ordenligt fat i, i Electric Hellride’s kaotiske og oprørte musikalske vande. Der er bare heller ikke særligt meget her, der kan holde en korpulent metalgut flydende. Metalmusikkens ABC klichéer er til tider lige ved at falde over hinanden i sangene, og bevares, det behøver sgu ikke være specielt literært, kompliceret eller poetisk for min skyld, men når når der næsten ikke er andet tilbage, som kunne være en krykke i numrene, så mister jeg igen balancen. Et nummer som “The Needle Craves”, som er et prisværdigt forsøg på at skrive en sang om en narkomans undergang, så vidt jeg kan høre, drukner ærgerligt nok i slidte vendinger om hans umulige kamp mod stofferne. “Is there A way out of here”, “feels like there’s nothing inside”, “he’s dead no matter what”…. pakket ind i et febrilsk flakkende lydbillede, der naturligvis kunne symbolisere hans smadrede sind, men her blot bliver til en alt for krævende lytteøvelse, fordi man savner den forbistrede gode opbygning.
“Exhaling Chaos” er et nummer, hvor tingene i det store hele går op i den højere enhed, jeg savner. Det er stadig larmende, på den brølende måde, men indledningen indeholder en fornuftig struktur, der får bygget fint op til en habil omgang tonser-tramp. Her fungerer musikken og vokalens samspil også for mig, endelig lyder det som om samtlige bandmedlemmer befinder sig på samme side i den store metal-bog og ved hvor de vil hen ad. Der er kort og godt en rød tråd og naturlig progression i sangen, og det klæder Electric Hellride med et homogent udtryk. På samme måde er afslutningsnummeret “Reload To Shoot Again” ganske vellykket, selv om der er tendenser hist og her til at det er ved at løbe af med dem, men det lykkes at tæmme kræfterne og lysterne nok, til at sangen er en effektiv sidste kraftudladning fra et muskuløst band, der kunne have godt af at træne noget selvkontrol.
Intentionerne er sikkert de bedste; at vise hvor meget man virkelig kan, men Electric Hellride brækker nakken på at forsøge at vise det hele på næsten samme tid. Det efterlader lytteren med en alt for fragmenteret og rodet oplevelse, hvor alt for mange idéer og detaljer presses ind i lyttekanalen på én, så hele øregangen blokeres af et inferno af metallisk larm. Det lyder måske meget tiltalende for nogen, og som om jeg er en værre tøsedreng der ikke kan klare mosten, men det må man jo lade komme an på en prøve ved selv at give det et lyt.
Electric Hellride er ikke i nærheden af at være talentløse, sjuskede eller dovne, de har bare alt for mange indfald, intet filter og er muligvis overambitiøse. Sådan fremstår det i hvert fald på et helt album. I mindre format eller bidder, ville det sikkert være nemmere at sluge, hvis ikke evnerne til at begrænse sig dukker op. “Reload to shoot again”, det vil jeg bestemt anbefale Electric Hellride at gøre – bare de husker at fokusere og sigte på et klart og tydeligt mål i stedet for at skyde vildt omkring sig.
Anmeldt af Kodi
Albummet udkom den 26/11 på Mighty Music
Besøg Electric Hellride på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
