Electric Guitars er på mange måder et charmerende foretagende, 2 guitarekvilibrister/nørder, som laver sange om hvor meget de elsker deres instrument og vrider det ene lirede riff efter det andet af. Mika Vandborg og Søren Andersen har strengefeber og duoen får på behørig vis afreageret på deres andet album, desværre er det ikke en feber som smitter nok.
Lad det være sagt med det samme, de 2 herrer (og deres 2 ekstra bandmedlemmer i studiet) kan i dén grad deres kram og holder sig på ingen måde tilbage med overlegent guitar-blær på String Fever. Desværre er de ikke de store sangskrivere, i hvert fald ikke som Electric Guitars, og selv om de betjener de 6-strengede med usvigelig sikker hånd og stor teknisk formåen, så bliver det ganske enkelt en lidt udmattende affære over 11 sange – især fordi for få af dem, er decideret gode numre. Isolerede højdepunkter, fede detaljer og luftguitar-øjeblikke finder man stort set i samtlige numre, det der mangler er numre som holder fra ende til anden og fremstår som helstøbte numre, og ikke bare en god undskyldning for at fræse op og ned af strengene igen, og igen og igen.
Der lægges fra land med det, der samtidig også er albummets mest vellykkede sang, nemlig titelnummeret “String Fever”. Nummeret er en næsten 6 ½ minut lang hyldest til Fender Stratocaster. Og det er så egentlig det teksten handler om. Til gengæld er melodien fængende og groover medrivende derudaf, så man ikke kan andet end rocke med, med et ordentligt smil på læben, i mens de 2 guitar liderbasser kæler for og laver sweet sweet love med deres el-spader. Fedt nummer!
Sådan forsætter det så egentlig i de resterende 10 skæringer, hvor så det nærmer sig en form for overgreb med guitar. Jeg elsker fed guitar, det er ikke det, men det her bliver næsten for meget af det gode. Man mærker helt klart at hjertet hos Vandborg og Andersen er på rette sted, og bløder for guitar-rocken, men uden flere numre at “String Fever’s” kvaliteter, så sniger der sig en følelse af tomgang tilsat lir med lir på ind – ovenpå en bund af liret guitar-lir.
Nu kan det virke lidt omsonst, at kritiserer dem for dette, da det egentlig heller ikke har virket som hensigten, at kreerer andet. Men for at jeg synes jeg kan tildele flere stjerner String Fever som samlet album , så skal barren altså sættes lidt højere. Det kan vel godt lyde liret uden at substansen og sangskrivningen behøver lide under det?
Vi kommer omkring en del af de klassiske rock-temaer, som “tiden løber ud, grib chancen” på den tempofyldte og brummende “Running Out Of Time”, “følg dit hjerte” i den mere bølgende og luftige “Follow Your Heart” og kvinder, i den lidt ligegyldige blues-hakkende “White Flag” og den flade 90’er radiorock-klingende “Girlfriend” (“everybody wants to be my girlfriend”. “Everybody wants to be more than good friends”.). Alle fermt udført på guitarfronten og med en masse fine spredte detaljer, men som hele numre bliver det lidt…. “meh”.
I den næsten 6 minutter lange “Day Off”, der indledes i tilbagelænet små-dovent tempo, rammer Electric Guitars et velfungerende storladent og drømmende omkvæd. Dog er spilletiden med til at tynge nummeret en smule, lige som teksten om “a second chance” heller ikke lige får mig op af stolen, men opbygning og omkvæd fungerer.
“Wanna Boogie and get some woogie” lyder det opfindsomt på “Let It Rock”, der lader til at handle om at rocke ud… Igen, det lyder superfedt når guitaren slippes løs, her med et stort vuggende beton-riff, men jeg savner simpelthen flere mættende kulhydrater i blandingen. Jeg anerkender og kan nyde det prangende guitarspil, men mister alt for hurtigt interessen – der er ganske enkelt ikke nok på og i spil i sangene, til at jeg bliver hængende. Og så begynder tankerne at vandre, og musikken bliver et soundtrack et sted i baggrunden.
“Crazy woman, maneater, fameseeker” lyder det blandt andet på næstsidste nummer, “The Thinner The Eyebrow The Crazier The Woman”, hvor jeg faktisk synes Electric Guitars rammer noget, der fungerer som helhed. Teksten om kvindetypen der måske ikke er helt værd at samle på (WARNING), er hvad den er, men ret underholdende – ligesom titlen fik løsnet det stivnede smilebånd lidt op. Musikalsk befinder vi os i et sted mellem en let Josh Homme rytme, med lidt mindre ørkenstøv og et fornuftigt 90’er rocket omkvæd. Let fordøjeligt og fornøjeligt.
Hvad albummets mest aparte nummer, “She Wants My Guitar”, er, kommer nok an på ens humør og sindsstemning. Enten er det et af String Fevers højdepunkter, eller det absolutte lavpunkt. Where to start?
Titlen (og lyrikken), du behøver nok ikke være ret gammel for at regne ud hvad guitaren i dette tilfælde symboliserer. Det er Carl Mar musklen, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg veksler mellem, at synes at det er plat, kikset, dumt eller tøhø-morsomt. Det samme kan siges om vokalen, som får en tur igennem en talkbox med bedaget forvrænger-effekt tilfølge. Det hele toppes af gæste-“sangerinde” Ida Corr, som stønner, ægger, vrider, ånder og dirty talker sig igennem dele af sangen med “sexet” stemme. Hun er klar til noget guitar! Det her er næsten så kitch og dumt, at det ender med at at blive helt fantastisk – næsten. Jeg er ikke helt sikker. Men var jeg stripper, så smed jeg helt klart klunset til den her, når jeg smyger mig om stangen.
Alright, String Fever er helt klart ikke tænkt som stor “kunst” eller noget dybt album på indholdsfronten. Det er lavet, med kærlighed, af 2 guitar-fanatikere, til folk af samme støbning. I presseteksten gør Søren Andersen endda opmærksom på, at de har taget “klager” over gruppens første album (anmeldt af Jonas HER) til efterretning – fans savnede simpelthen MERE guitar. Det får de her. Så elskede du Electric Guitars første skive med højtbelagt guitar, så sluger du med garanti også denne efterfølger, hvor der lige klaskes ekstra pålæg ovenpå.
Personligt kan jeg klare det i små spredte bidder, ligesom jeg sagtens kunne forestille mig at have albummet kørende i baggrunden til en fest. En mandefest. Det er der intet galt i, men der er i mine ører bare heller ikke så meget mere at komme efter, så vi ender på en middel karakter for den samlede oplevelse.
Men for helvede hvor kan de spille elektrisk guitar! Guitar er Gud!!
Af Ken Damgaard Thomsen
String Fever udkommer mandag d. 2/2 via Target Group, besøg Electric Guitars på Facebook.
