Electric Guitars er navnet på de to guitarister, Mika Vandborg og Søren Andersen’s, fælles projekt. De to rutinerede guitarister med et væld af musikalske samarbejder under bæltet, er gået sammen om at fyre den af på guitar over et helt album med egne numre. Med blandet held.
Mika Vandborg har siden 2009 været guitarist i Love Shop, og har også spillet med blandt andre Gnags, Dicte/Hempler og Kasper Winding. Søren Andersen har turneret med Glenn Hughes (tidligere Deep Purple) og har også spillet med Anne Linnet og Mike Tramp. At det er to rutinerede og kompetente guitarister vi har med at gøre, er der ingen tvivl om og der er blevet fyret mere op for rockspaden end de to herrer formentlig ellers sædvanligvis får lov til. Med sig på albummet har de Peter Kjøbsted på bas og Morten Hellborn på trommer og numrene er så vidt muligt indspillet live i studiet, mens vokalsporene fra Vandborg og Andersen selv er lagt på efterfølgende. Det giver gennemgående en varm og fyldig lyd på albummet, som er gennemført velspillet.
Pæn produktion og velspillende, dygtige musikere. Hvad mere kan man ønske sig? Umiddelbart nogle mere spændende sange. Bevares, de fleste numre vil falde fint ind i en radioflade, du vil vippe med foden når du hører dem, og måske nynne lidt med. De vil givetvis også gøre sig fint når de leveres med lidt ekstra lir fra en scene. Men desværre er flere af numrene temmelig anonyme og hurtigt glemt igen når de er klinget ud.
‘Four Leaf Clover’ lyder eksempelvis som Tim Christensen metervare, uden Tim, og den radiolunkne ‘Spotlight’ er heller ikke videre ophidsende eller interessant, ligesom også ‘You’re On Fire’, en amerikansk lydende middle-of-the-road rocker, er i den forglemmelige ende. Og jeg står desværre helt af på den klæge ‘Never Mind The Dog’, som har en lettere ubehjælpsom tekst – “My mother said: Be good to all the people/My daddy taught me how to stand my ground/My sister told me she only wished me well/And I believed her/And now I’m grown/And it made who I am/A simple fact I want to give back/So now I tell you I only wish you well/Do you believe me” lyder de første linier, ligesom vi senere får serveret guldkorn som “treat people the way you wanna be treated” og “mean what you say and say what you mean”. Jeg står også af på den poprockede ‘Ronnie’, som lider under nogle af de samme problemer. Begge er egentlig numre med melodier, der nok skal appellere til et mainstream rockpublikum omend de er i den polerede og kedelige ende, men jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra teksterne, der lyder som noget, der er der, fordi man skulle have vokal på, og ikke lige vidste hvad man ellers skulle synge.
Lidt bedre virker det for mig på numre som ‘Break It Up’ der bæres af et stærkt riff, inden der går lidt vel meget fadølsrock i omkvædet, og ‘So Far Away’, der begaves af en solid solo, ud over det bastante riff, sangen er bygget op fra, samt på den tunge ‘Horsefly’, der ruller afsted med nedstemte guitarer som et godstog ned ad bakke, og giver lidt nye nuancer til den musikalske palet.
Bedst er Electric Guitars, når de spiller helt klassisk blueset rock. Det gør de godt på ‘Elevator Blues’ og især på ‘Baby I Love You’, der selv om de ikke tilføjer nyt til det musikalske landskab, er velfungerende og solide sange med et godt groove. Sidstnævnte giver en opvisning i kompetent bluesrock guitarspil. Endelig overrasker ‘Easy Way Out’ også med sit energiske riff, og sit nærmest afrobeatede vers. Hér bliver der gået nye veje, og den legesyge, der kendetegner nummeret, gør godt på et album, hvor det ellers er de sikre stier, de to guitaristers musikalske støvler tramper tynde.
Afslutteren ‘Hero Of Mine’ er albummets store glansnummer. Her har Vandborg og Andersen fået hele 10 af Danmarks mest prominente guitarister med på vognen – Tim Christensen, Mikkel Nordsø, Jacob Binzer, Per Møller, Poul Halberg, Uffe Steen, Billy Cross, Jens Runge, Aske Jacoby og selveste Franz Beckerlee, som ellers ikke har optrådt på en studieindspilning siden 1991. For de guitarinteresserede er det en fuldfed guldgrube af et nummer, hvor man kan bruge mange gennemlytninger på at lytte til d’herrers soli, der kommer i en lind strøm efter hinanden. For folk som ikke er specielt guitarinteresserede, kan nummeret dog til gengæld nok godt forekomme lidt kedeligt i længden.
Er man, som en bestemt anmelder fra BT, til god gammeldaws guitarrock uden de store overraskelser, så vil man formentlig føle sig i godt selskab med Electric Guitars. Det virker dog mere som en hyggeplade, der skal bruges som en undskyldning for at turnere, end et album, der er drevet af kunstnerisk nødvendighed. Det har selvfølgelig også sin berettigelse bare at ville spille noget fed spade, men her er flere af numrene simpelthen alt for hurtigt glemt igen, til at de når at gøre noget større indtryk. Det er ærgerligt, for instrumentalt kan de deres kram, og især på anden halvdel af albummet viser Vandborg og Andersen at de godt kan skrive solide rocknumre. Det er bare ikke nok til at gøre det til en særlig interessant udgivelse samlet set, ud over det kuriosum at man har samlet de 1o førnævnte guitarister på ét nummer. Store sangere eller sangskrivere er Vandborg og Andersen dog ikke, men er man bare guitaraficionado så vil man nok alligevel være glad og tilfreds. Undertegnede er mere mellemfornøjet, og det resulterer kun i 3 stjerner til guitarsvingerne.
Du kan se Electric Guitars’ tourplan HER og tjekke deres hjemmeside ud HER.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal og the what have you – hver dag!
