Post-rockerne/metallerne i Eigengrau rammer med debutalbumet Radiant muligvis nye målgrupper ved at have poleret lyden. Resultatet bliver en fin plade, som dog netop på den lidt pæne lyd ikke står så stærkt i kontrasterne, som anmelderen kunne ønske.
Når jeg har set Eigengrau live, har det ofte slået mig hvordan publikum til deres for øvrigt fremragende koncerter synes at være kommet for de tekniske aspekter af Eigengraus post-rock: Det er publikum, der også kunne være til stede til math-core koncerter og synes at have en forkærlighed for skæve taktarter.
Og det er egentlig lidt synd. Ikke for dét publikum, men mere fordi Eigengraus sfæriske musik også sagtens kunne være interessant for andre målgrupper. Med sin sfæriske passager kunne ambient-fans også sagtens få store oplevelser.
Og denne refleksion bliver relevant i forhold til Eigengraus første fuldlængdealbum, Radiant: For med deres melodiske, sfæriske musik kunne de såmænd godt indgå i soundtracket til en meditativ yogatime. Og var jeg producer for den slags, ville jeg uden at blinke bruge i hvert fald dele af Radiant til en computeranimeret dokumentar om planeterne i solsystemet. Eller fjernere planeter.
Og heri ligger også en toleddet kritik; for personligt mangler jeg simpelt hen et gear mere, når bandet tager ved i de mere voldsomme passager. Men netop fordi de ikke benytter dette gear, kan de måske nå bredere ud og pladen kan anvendes flere steder. Men nu foregriber jeg vist sagernes gang.
Jeg har allerede brugt ordet ’sfærisk’ og i beskrivelsen af Eigengrau bliver der brug for mange post-rock-klichéer. Beklager – men så er I advaret!
Ordet episk (jeg SKREV jo, at jeg beklager!) bruges ofte alt for meget på dansk i dag – men skal det komme til sin ret, må det være beskrivelsen på den 11 minutter og 47 sekunder lange åbner ‘Once I Was‘. Og som så ofte i post-rocken, så vil det give mening at anskue de længere numre som en form for ’satser’ – altså til en vis grad i termer fra klassisk musik.
Første sats bliver på den måde en klassisk stille start, som siden udvikler sig over en metal-inspireret passage, inden vi bryder ned igen. Der etableres nærmest en vers-omkvædsstruktur over to gentagelser, inden vi efter otte minutter går ind i anden ’sats’ som bliver en noget langsommere musikalsk kommentar på det første tema. Det er dygtigt spillet, sfærisk og først og fremmest behageligt at lytte til.
Andet nummer, ‘Nuuretarik‘, bliver på den måde en stor kontrast i sin rag’ede feeling og mere knytnæve-i-ansigtet-agtige tilgang. Det er det tætteste vi kommer på at tænderne rasler lidt løs, når man hører musikken i hovedtelefoner – men stadig ikke nogen ‘Batcat‘ (Mogwai-nummer, red). Med sine beskedne 5:35 bliver ‘Nuuretarik‘ også noget kortere, men vi når dog både igennem det rag’ede stykke, et mere roligt, sfærisk stykke for at finde en mellemvej i et tredje stykke.
‘Nuuretarik‘ er i min bog et virkelig fint billede på hvad Eigengrau kan; svingende mellem det smadrede, det sfæriske, det smukke – og en legende lethed over det komplicerede. Alt sammen pakket ind i stærkt komprimerede lydbilleder. Der lettes lidt på låget, men det blæser dog ikke helt af.
‘Plains’ bliver oven på dette nummer lidt – ja, undskyld – plain. Det er en firsatset sag, med masser af luft og hvor tredjesatsen byder på vaskeægte helteguitar som tangerer til at blive for meget. Det er dog en kort sats og den ryger dermed i bogen som en variation. Og da fjerdesatsen, der fungerer som en form for outtro samler op og ’vender hjem’ til et tidligere tema, er indtrykket overvejende positivt.
‘Arouk’ forsøger sig så med kontraster og byder på et mellemstykke, hvor der ’hugges firkanter’ og endda spilles tapping-tema ind over. Men igen må jeg sige den meget pæne, kompakte lyd står lidt i vejen for at kontrasterne står helt skarp – til trods for at der sættes ret pludseligt ind. Temaet for ‘Arouk’ synes at være tapping/arpeggio, som så gentages i outtroen / sidste sats.
‘Omieddaram‘ giver med sine godt otte minutter for første gang på pladen lidt et indtryk at at det er lidt for langt. Der er egentlig variationer nok, to variationer på de første to minutter et længere, langsomt opbyggende stykke på næsten tre minutter, sluttende med kor (tror jeg?) og et omkvæds-agtigt konkluderende stykke. Det bliver dog aldrig helt suspense-release og da der i det stykke, der typisk ville have været release kort skiftes toneart, falder det lidt ved siden af.
Vi får to variationer mere, inden nummeret slutter – igen med optræk til helteguitar – men den megen variation til trods, så virker det mest rodet og er det nummer på Radiant, der hænger mindst sammen. Ikke dårligt, men heller ikke Eigengrau når de er bedst.
De sidste små fire minutter bruges med den sfæriske, næsten orgel-agtige ‘Moving Clouds’, som viser at post-rocken kan noget med at røre sit publikum. Det er patetisk, roligt og giver bare helt enkelt en fantastisk fornemmelse i kroppen oven på en overordnet set ret vellykket og til tider udfordrende plade.
Så. Jeg er stor fan af post-rock generelt og det ærgrer mig, at der ikke er flere stjerner på den danske post-rock-scene (et hurtigt Wikipedia-check viser, at det ikke lige er der, Danmark har sin force). Mit håb er derfor, at Radiant bliver anslaget til, at flere vil tage tråden op, lade sig inspirere og ikke mindst lege med genren. For det har pladen kvaliteten til!
Eigengrau har i forvejen fat i dem, der kan lidt at tælle skæve takter, men netop ved at have så overordnet pænt et lydbillede – selv når der tages fat som i ‘Nuuretarik’ – har de mulighed for at nå lidt længere ud.
Personligt savner jeg noget mere kant, beskidthed og en voldsomhed, som denne, pæne lyd ikke tillader. Men jeg forstår disponeringen og vil med glæde vende tilbage til Radiant – både som lytter og med musikken i baggrunden.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
