Danske Eigengrau er et 5 mand stort instrumentalt post-rock/metal band, der har begået værket Intrinsic, der består af ét over 19 minutter langt nummer. Et nummer, og en tilhørende rejse, der langsomt folder sig ud for lytteren og ender med at være en ganske betagende oplevelse.
First things frist, rendyrket instrumentalmusik er normalt ikke noget jeg beskæftiger mig meget med. Spredte instrumentalnumre som del af et album, eller længere instrumentalpassager i numre, jovist, da er jeg helt med. Men da føler jeg mig også som en del af en rejse med et mål – vi skal hen til det næste vokalstykke.
Når det bliver ren instrumentalmusik, så føler jeg lidt for tit, at jeg ender med at drive lidt ud og ind af musikken, ofte uden et mål eller en retning. Derfor var udsigten til en tur med Eigengrau også umiddelbart lidt af en udfordring for undertegnede, og så endda en udgivelse der kun består af et enkelt, meget langt, nummer.
Heldigvis viste det sig at de små 20 minutter på udflugt med Intrinsic er en ret varieret oplevelse, som tilmed hverken virker langstrakt eller retningsløst. Nummeret kunne kort, og lidt firkantet, sagt ses som en række kortere instrumentalflader der flyder sammen til ét langt. Der er nogle tydelige overgange og retnings- og stemningsskift, men uden at det virker forceret eller som om det netop er flere små sange der er klistret sammen. Nummeret, og rejsen, har sit eget naturlige flow og en næsten organisk udvikling – hvilket i sidste ende nok er det der gør at den relativt store mundfuld glider overraskende ubesværet ned. Uden at fremstå kalorielet.
Når jeg endelig falder for instrumentalmusik, eller mere alternative udgivelser der kunne lyde som lydcollager eller regulær lydkunst, så er det ofte fordi at musikken får skabt og sat gang i en mental film, en serie af billeder eller på anden måde pirret hjernen og stemningsapparatet. Intrinsic skiller sig ud på den led, i det at jeg ikke rigtig får nogle konkrete eller tydeligt definerbare billeder ud af musikken. Jeg kan ikke engang rigtig sætte præcise ord på de følelser og stemninger den velspillede post-rock/metal sætter i gang. Men NOGET sker der altså. Noget med en storm af en art.
Nummeret er virkelig velkomponeret og de tålmodigt doserede og opbyggede klangflader virkningsfuldt eksekveret, så samtlige passager, elementer og valg fremstår gennemtænkte og veltimede – uden at musikken mister sit liv eller spændstigheden.
Eigengrau lægger ud i klassisk post-rocket territorium, hvor der holdes lidt igen, musikken får lov til at svæve og kredse rundt i det åbne lydlandskab. Efter 1 minuts tid stiger intensiteten let, lyden bliver mere fyldig og drømme støj-poppet/post-rocket, men stadig med masser af luft omkring kernen. Det er næsten helt sommerligt og optimistisk i sin overordnede tone.
Efter små 3 minutter trækker der langsomt lidt skyer op, blæsten tager til, intensiteten stiger i musikken, det bliver koldere og man begynder så småt at ane en storm. Men den er ikke nært forestående, det var blot et forvarsel, inden musikken igen falder til ro og summer og cirkler lidt uden de store krusninger på overfladen. Men hvad sker der nedenunder?
Guitarene begynder at fylde mere (der er 3 styks i alt), det er som om strukturerne og linjerne i melodien bliver mere markante, og det generelle lydbillede mere fyldigt. Et sted mellem 7. og 8. minut sniger metallen sig mere og mere ind, for at få nummeret til at hakke og sprutte tungt og råt efterfølgende. Nu begynder der for alvor at være tryk på og et lavtryk i nærområdet. Formørket, ja, nærmest dunkelt og faretruende brummer Eigengrau videre mens metalstormen får lov til at suse og ruske løs frem mod det 13. minut, hvor trykket begynder at lette.
Omkring et kvarter inden i nummeret bevæger vi os stille og roligt tilbage mod udgangspunktet, himlen lysner igen, stemningen letter og mørket trækker ud mod horisonten. Tilsyneladende. For lidt efterladte mørke skyer vil ikke helt slippe og kaster skygger og en sidste ildevarslende stemningen ind i nummeret helt mod slut.
Skulle jeg sætte en finger på noget, så ville det være at rejsen næsten ender med at virke lidt for kort? Ja, det kan lyde lidt paradoksalt med en spilletid på over 19 minutter, men jeg kunne næsten have ønsket mig, at bandet var vendt tilbage til det intenst rumlende og buldrende midterstykke i sangen, havde skruet yderligere op for dampen og havde lukket sangen med et brag. Men så havde det naturligvis været en lidt anden rejse. Og sikkert ikke den bandet har til hensigt at tage en med på, men afspejler mere mine personlige ønsker og præferencer.
Som det står er det anbefalelsesværdigt, at pakke den mentale kuffert og hoppe om bord på Eingengrau, og se hvor Intrinsic tager netop dig hen. Det er et sammenhængende, naturligt udviklende og flot udført “lille” værk.
Af Ken Damgaard Thomsen
Lyt og download HER
Superlækker musik!
Tak for den spændende lydrejse.
Selv tak Jon!