Egonaut er et svensk hardrock-band, som har eksisteret i ti år og er med albummet Deluminati oppe på tre udgivelser. Stilen på albummets 9 numre, er i følge dem selv en blanding 70’er rock, hardrock, metal og doom – som desværre ikke rigtig hæver sig over det middelmådige.
Stilen må, overordnet, beskrives som en form for hardrock og med forsanger/guitarist Fredrik Jordanius’ ret markante vokal, er det svært ikke at sammenligne det med Ozzy Osbourne’s solomateriale (altså IKKE Black Sabbath), når man hører Egonaut.
Der er dog ikke helt det samme tekniske niveau på hverken spillet eller indspilningen, men fans af Ozzy vil nok godt kunne glæde sig over albummet som en slags ‘Ozzy light’. Egonaut forsøger virkelig på, at stå ud fra metal/hardrock-genrene, hvor der er rigtig mange om buddet. De har blandt andet forsøgt sig med Moogs og lidt elektroniske islæt, og referer selv til musikken, som tidligere nævnt, som en blanding af 70’er-rock, hardrock, metal og doom.
Problemet er – for mig at se – at det ikke rigtigt fungerer. De lyder i høj grad som så meget andet, bortset fra altså forsangerens Ozzy-lighed. Albummet lider lidt under hvad man kunne kalde post-metal-træthed: Lyden er pæn og kompakt – men aldrig farlig eller brutal. Selv de obligatoriske guitarsoloer bliver aldrig rigtigt farlige, og når bandet forsøger sig med lidt mere langsom doom-inspiration, går det hele næsten i stå. Det er simpelt hen for pænt et langt stykke hen ad vejen – og i flere gennemlytninger sad jeg og tænkte: ”Kommer der ikke snart en dissonant eller vild guitarsolo” – hvilket jeg så må konstatere, at der ikke gør.
Når det fungerer godt, så er det enten i numre som ‘The Beholder’, hvor der går lidt motorcykel-/bajer-rock i den (det er altid festligt, om end ikke altid lige spændende), og afslutningsnummeret, ‘Waypoints’, som ligger uden for genren og har en mere skandinavisk feel end resten af albummet.
Deluminati er derfor en plade, der lægger sig plask midt i suppen af hardrock-bands, der gerne vil være anderledes – og dermed ironisk nok kommer til at lyde ret ens; pæne, polerede, ufarlige og egentlig ret u-rockede. Men faktisk tror jeg, at bandet med den rette producer ville kunne noget: Stemme-materialet er der i den grad hos forsangeren og der spilles som sådan også OK. En producer, der gjorde guitaristen olm inden soloerne skulle spilles – og lidt mere kant på lyden (og, OK, nok også lidt mere teknisk dygtighed og legelyst) ville kunne gøre Egonaut til et ganske hæderligt rockband.
Eller også skulle de holde mere fast i den forholdsvis pæne lyd med lidt synth her og der. Det kan faktisk være ganske underholdende (måske også lidt ufrivilligt morsomt) at høre legen med arpeggio-lignende lyde i den mere rockede lyd. I så fald vil mit råd være at arbejde mere med den gode melodi og fokusere teksterne på en vis del humor (som Osbourne). For lige nu virker det som et band, der er havnet lidt mellem to stole – og i deres forsøg på at stikke ud, er havnet i den mudderpøl, alt for mange bands havner i.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
