Ego & I slacker på andet album videre og har rettet det sarkastiske sigtekorn mod forstandens sløvhed. Musikalsk fungerer pladen fint, men angrebet på middelklassens højborg virker ikke altid – og til tider som et lidt ’low blow’.
Ego & I er noget så sjældent som et velfungerende dansk slacker-band og på første plade var begejstringen stor. Lighedspunkter med Car Seat Headrest var til at få øje på, men der var også noget andet, noget mere, at komme efter.
På Suburban Bourbon er vi lidt ude i den svære toer. Godt nok er Ego & I’s eneste medlem og hovedperson Emil Pedersen selv flyttet til forstanden og dette har medført inspirationen til pladens tekstmæssige vinkel. Men kritikken føjer ikke rigtigt noget nyt til en kritik, rockmusikken vel har fremført siden 1950’erne. Det er, med andre ord, ikke nødvendigvis en særlig original plade, vi sidder med i hænderne.
Der er ting, der fungerer: For at kunne spille slacker, skal der være styr på tingene. Det kan lyde lidt skørt, men for at give det løse præg, skal der være styr på rytmegruppen og Pedersen lægger på samtlige tracks usvigelige trommer og bas. Så er der masser af plads til at både vokal og guitar kan give det mere frie præg – som eksempelvis i åbneren, ‘Unknown Man-Boy-Thing’, hvor guitaren spilles så hurtigt, at det næsten løber fra Pedersen. Det er sjovt at høre på, energisk og netop dét nummer fungerer ganske fremragende.
Men så bliver der taget hul på en noget svagere trio af numre, alle med titlen ‘Suburban Man’ (I-III), men de to med en undertitel.
”Suburban man / Doing what a suburban man can / Absolutely nothing” fungerer bare ikke særlig godt i det første af de tre numre, og selv om der bliver rettet en sikkert berettiget kritik af den forbruger-mentalitet og sult efter nyt, nyt, nyt (som man som lytter ikke er i tvivl om er pseudobehov), så bliver det bare lidt… Fladt?
Andet nummer i trioen er nærmest instrumentalt og kører derudaf i et hæsblæsende tempo med næsten snublende guitarer – for så at breake ned og vende tilbage til det første vers fra første nummer i trioen. Den tredje, ‘Suburban Man 3– Forever Unemployed’, handler om arbejdsløshed i forstaden, om at stå udenfor med alle sine talenter og selv om det da er en meget reel problematik, så fungerer det bare ikke super godt, tekstmæssigt.
Senere får vi endda et nummer, der ville gøre sociologen Henrik Dahl lykkelig: ‘9:50 Please’. I højt tempo beskrives den uhellige fascination af kaffebarer og hele det småborgerlige i at have stærke holdninger til om det skal være en Café Au Lait eller Latte – igen berettiget kritik af noget, folk går meget op i. Men også et lidt sært nummer på en ikke alt for god måde.
Det fik mig til at tænke på System of A Downs album, Steal This Album, hvor de også pludselig i hæsblæsende tempo begynder at fable om ’pizza pies’ – og her taler vi som bekendt om et band, der blandt andet andensteds har kritiseret fængselssystemet i USA.
Det er lidt det samme med Ego & I: Det var blændende, da det – i øvrigt som Car Seat Headrest – var en form for nihilistisk stemme fra en presset generation.
Men med kritikken af det småborgerlige, bliver det hele lidt fladt, distanceret – og i øvrigt ikke med den samme selvdestruktive tilgang, som bar første plade igennem.
Nå. Der er 12 numre på Suburban Bourbon. Af dem er fire henholdsvis bonustracks, single- og alternative versioner, hvoraf ingen bidrager med noget nyt til resten af pladen. Så dem kan man (næsten) se bort fra.
Men Ego & I er stadig et godt projekt. Hvad der vel kan kaldes et titelnummer for bandet, ‘Ego & I’, rummer noget af det gode, og når en overblæst trompet kigger forbi i et nummer som ‘Never Meet Anyone (Except For Billy Dee)’ og en cembalo-agtig effekt bærer et nummer som balladen ‘Coffee And Hatred’ igennem, så er det ganske fremragende.
Men i den sidste ende ’rammer’ Suburban Bourbon bare ikke helt skiven. Tekstuniverset er ikke helt sjovt nok til at skabe noget klassisk – og guderne da forbyde, at det skulle være alvorligt ment!
Ego & I cementerer, at der er styr på slacker-genren, at man musikalsk underholdes af produktion og afsindigt spil af og til. Men når sigtekornet rettes mod forstadslivet, mangler der ligesom noget og skiven rammes ikke ’bullseye’.
Det er lidt ærgerligt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
