Det svenske band EF leverer på pragtfulde Ceremonies et genre-overskridende værk, hvor mange tråde væves sammen til et varmt og omhyllende post-rock tæppe, der rummer utallige spændende konturer – et album du ikke bliver færdig med lige med det samme, men som samtidig ikke er utilnærmeligt og svært tilgængeligt.
Selv om navnet EF måske ikke vækker den store genklang herhjemme, så har det 5 mand store Gøteborg orkester faktisk eksisteret i 10 år, og er nu klar med deres fjerde album, Ceremonies. At dette band aldrig er nået over Øresund, er en forbandet skam, for Ceremonies viser et kvalitetsbevidst band, der har fuldstændig styr på deres klang og virkemidler, og som samtidig har formået at skrue et album sammen der lyder gennemtænkt og gennemarbejdet fra ende til anden.
Vi befinder os i et til tider storladent post-rock univers, hvor kernen er den atmosfæriske post-rock med lange og mediterende klangflader, men rundt om svæver der alle mulige inspirationskilder, som gnidningsfrit flyder sammen og skaber en helt speciel stemning og tone på Ceremonies. Pladen er af den slags, der langsomt åbner sig og åbenbarer sine mange lag. Tålmodighed er påkrævet, men ikke på en måde, hvor man skal kæmpe for at få lov til at være med. Man føler sig faktisk fanget i bandets musikalske mikro-kosmos fra start, men det kræver lige lidt tid inden man helt har orienteret sig og kan tage alle de mange indtryk ind.
Det skyldes ikke mindst, at EF selv er et band der tager sig god tid og lader sangene udvikle sig i det tempo, som de finder nødvendigt. Intet virker forceret eller forhastet. Hvis man fanger en stemning eller en tone, så er man ikke bleg for at cirkle omkring den, eller lade den cirkle, i flere minutter, imens instrumenter og band føler sig frem og finder ud af hvor det skal bære nummeret hen. Det gør, at mange af pladens 7 numre runder de 8 minutter, og et enkelt nærmer sig de 12, men imponerende nok uden at nogle af numrene føles overlæssede eller langtrukne. Det skyldes ikke mindst, at der er en genkendelig rød tråd i lyden på hele turen igennem Ceremonies. Ligegyldigt hvor afvekslende sangene er enkeltvis, og i løbet af sangen, så bindes de sammen af en gennemgående tone/følelse, der får Ceremonies til at fremstå som et komplet værk.
Ceremonies åbner med morgensangen “Bells Bleed & Bloom”, der giver en følelsen af solens første stråler der kigger frem over horisonten, imens musikken stille og roligt vokser. Den lyse vokal erstattes af lidt smagfuldt doseret blæser, trommerne holder en simpel og repeterende “militant” rytme og der læsses med sikker hånd mere og mere på sangen. Stilhed. Den drømmende vokal vender tilbage, bakket op af noget kor længere tilbage i mikset, og skaber sammen med den tilbageholdne musik en skandinavisk stemning, ikke helt ulig den man finder hos for eksempel Sigur Ros. Det er dog ikke et køligt skandinavisk klima vi bevæger os igennem denne morgenstund, tværtimod virker EF’s klang meget lun og behagelig, Ceremonies er mere sen-sommer eller forår, end efterår og vinter.
Sådan er det med alle sangene på albummet, de skaber deres egne små universer, men føles alle som en del af en større helhed på grund af den smukt sammenhængende lyd. “Bells Bleed & Bloom” gav for mig billederne og fornemmelsen af en drømmende morgenstund, for andre er det sikkert andre stemninger og billeder der opstår i løbet af Ceremonies.
Derfor ville det også være for omsiggribende og “synd”, at dykke ned i hvert enkelt nummer i detaljer. Ceremonies er en plade som man selv skal have lov til at dykke ned i, og lade skabe éns egne personlige serie af billeder og stemninger. Det er et album, der svært lader sig beskrive med ord, i hvert fald nogen der er helt dækkende, så vi nøjes lige med et par enkelte nedslag som eksempler på hvad EF har begået.
Min personlige favorit er nok “Yield, Heart Yield!”, et monumentalt nummer, der strækker sig over næsten 12 minutter, og som viser EF fra deres mest tunge side. Det tangerer næsten Tool’ske dimensioner, når først musikken virkelig får fat. Bandet har dog altid én fod på bremsen og selvbeherskelsen i førersædet. Det bliver aldrig FOR kontrolleret, men samtidig sidder man med følelsen af, at hvis de ville, så havde de faktisk et gear mere og kunne slippe noget sønderlemmende tung vildskab løs, men de vælger i stedet antydningens kunst og lader det totale udbrud stå som en truende mulighed. Der veksles sangene igennem mellem de tunge og mere afdæmpede passager, hele tiden perfekt doseret så musikken ikke føles låst i den ene eller den anden grøft. Vokalen glider nærmest helt ud af lydbilledet, og dukker faktisk først rigtig op igen mange minutter senere, efter instrumentalnummeret “Lake Vaettern”, der er endnu en betagende smagsprøve på EF’s musikalske kunnen. Endnu engang udviser svenskerne mådehold, og formår med en blanding af stille og nedtonede passager, og mere dystre og tungt rockende, at demonstrere stor sans for opbygning – og igen, at antyde at der ulmer en endnu større voldsomhed i musikken lige under overfladen.
Ceremonies holder niveauet og kadencen fra start til slut, hvor “Where G. Mallory Sleeps” og “Thee Barren Soil Of Messaure” imponerer. “Where G. Mallory Sleeps” driver tilbagelænet af sted, med en maskinel trommepuls imens de andre instrumenter tilsat blæs danser sagte, på samme tid lidt vemodigt og tillokkende sensuelt – en sær blanding af film noir, vindblæst prærie og tilrøget saloon stemning. Nummeret ændrer karakter cirka halvvejs igennem de over 9 minutter det varer, hvor vokalen sætter ind og den musikalske bund bliver tungere, mere knugende og bas-brummende – det begynder at slå gnister i EF’s univers.
“Thee Barren Soil Of Messaure” skiller sig ud, og bygger ovenpå EF’s i forvejen rige musikalske fundament, ved at bruge et åndedræt som en del af musikken. Indledningsvis tror man, at der er en svensk stønner på linjen, med tungt og lettere febrilsk åndedræt, men den pustende stemme smelter mere og mere sammen med resten af instrumenternes klang inden den flyder helt ud i en periode. Den vender tilbage som bærende element i melodien midt i nummeret, en spøjs og vellykket idé, der blot er endnu et eksempel på at EF ikke er bange for at udforske sære indfald og eksperimenterer.
I mindre kompetente hænder kunne det hurtigt være blevet en halvprætentiøs og navlebeskuende oplevelse, men EF fremstår hverken utilnærmelige eller overkomplicerede. Men det er en udgivelse der kræver tid og tålmodighed, for musikken er ikke umiddelbart catchy, men alligevel sært dragende og uimodståelig. Et album hvor man langsomt suges ind i bandets fascinerende univers, og først for sent opdager at man er blevet fanget og at der ikke er nogen vej væk igen. Det er en udgivelse som jeg endnu ikke føler at jeg er helt færdig med, nye små detaljer præsenterer sig for hver gennemlytning, og man imponeres over hvor gennemarbejdet Ceremonies fremstår. Og ikke mindre imponerende er det, at det ikke kommer til at virke fortænkt og introvert. Jeg balancerede i lang tid mellem 5 og 6 stjerner, men ender på 5 kæmpestore, hvor personlige genrepræferencer spiller ind og savnet af, at de bare en enkelt gang på Ceremonies ville give helt slip og slippe et tungt helvede løs. EF har dog valgt kun at antyde det sidste store musikalske vulkanudbrud, og det er måske i virkeligheden mere respektindgydende og svært, end hvis de bare havde sluppet tøjlerne helt.
EF giver deres eneste koncert i Danmark i år på KB18 d. 4 oktober, sammen med danske The Shaking Sensations
Anmeldt af Kodi
Ceremonies udkommer d. 6. september på And The Sound Records.
Besøg EF på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
