Med The Benefits of Being Mad har Eerie Glue begået et legende album, som ikke efterlader tvivl om evnerne. Det kommer dog ind i mellem til at virke som en stiløvelse.
Bünyamin Eroglu hedder den produktive frontmand i Eerie Glue, som ikke alene er ude med dette nye album under Eerie Glue-navnet i denne måned, men for kort tid siden også udgav et soloalbum under andet navn. The Benefits of Being Mad er også, ud fra pressematerialet, i høj grad Eroglu’s plade, da bandet skiftede en del ud under indspilningerne og sangene er skrevet af og i høj grad også indspillet af Eroglu selv.
Eerie Glue har vi i et par omgange haft til anmeldelse tidligere, faktisk har vi haft de 4 EP’er de udgav indenfor et års tid til anmeldelse – alle med positive anmeldelser til følge fra Troels-Henrik og Ken. Nu er det altså blevet tid til et livtag med albumformatet på The Benefits of Being Mad, der indeholder 12 numre.
Det første af dem, ‘The Bluebirds Are Singing’, skubber pladen i gang på relativt tilbagelænet manér, med noget, der vel næsten er en form for feel good-rock. Det bliver også næsten meditativt med sine repetitioner om bluebirds og butterflies og fireflies, som allesammen er “pretty”, og selv om det er ganske afvekslende musikalsk, kunne nummeret nok godt skæres en smule til. Men det fungerer, blandt andet fordi det er melodisk velskåret.
Det fortsætter indledningsvist relativt tilbagelænet på ‘Time is Creative’, som dog skifter stemning fra det distancerede til det følelsesfulde (“life is painful/so very painful/So very pretty/I think I’m crying”) i omkvædet. Hele tiden er der fine guitar-variationer undervejs i sangene, og sammen med Eroglu’s gode greb om melodier, er det med til at holde interessen fanget – der er en legesyge i udtrykket, og et overskud, som gør at der sker noget, også i de sange, der måske virker lidt skitseagtige, for eksempel ‘Madness’ og ‘Endorphins’.
Titelnummeret ‘The Benefits of Being Mad’ leger også med udtrykket og Eroglu’s vokal, mens ‘Obsessed’ er en fængende lille perle om uønsket kærlighed i overskud. Ellers tager lyrikken og galskabs-temaet op, men det glider som regel ret hurtigt ind og ud af mine ører igen, selv om det er alvorlige temaer, der jongleres med. Men jeg føler mig altså sjældent ramt følelsesmæssigt af vokal og lyrik, og det er altså en skam, når der antageligvis er meget på hjerte.
“I don’t sleep, but I pretend to” indleder Eroglu på ‘Sense of Wonder’, der bestemt sine fængende passager, men måske også bærer præg af lidt for mange gentagelser. Og det er måske netop albummets akilleshæl, men samtidig også en styrke, at Eerie Glue hellere tager en omgang eller to ekstra for at give plads til en ny variation over et tema, end at skære sangene til.
Men det betyder altså også at albummet løber op i en spilletid tæt på en time, og så sidder jeg i hvert fald og tænker at der godt kunne have været skåret et par numre, uden jeg ville have en dårligere oplevelse af albummet. På plussiden er det svært at sætte fingeren præcist på hvilke numre, man så skulle skære væk. Det kunne være den lidt parentetiske ‘Spacious’, men på den anden side er den egentlig også fængende. Men den kører også i ring på sine godt 3 minutters spilletid.
Et andet bud kunne være ‘Alphabetical Disorder’, som virker som om den er skrevet ud fra en idé om at lege med alfabetet og album-temaet om galskab. Men igen, så er ideen jo sådan set interessant nok, og udfoldes også relativt medrivende.
Den boblende ‘Soft Porn’ hugger også igennem ind i mellem, og slipper endelig lidt galskab løs i et brøl, som dog hurtigt drukner i en ny guitaropvisning, og som sådan så er det som om galskaben mest tager form som en legesyge i tilgangen.
Det er altså ikke fordi Eerie Glue ikke kan skrive sange eller spille, men jeg ender alligevel med at sidde lidt med en fornemmelse af, at jeg ikke helt ved hvad albummet vil mig. Altså ud over at vise at Eerie Glue kan en hel masse.
Det ændrer ‘The Midnight Special’ og ‘The Mount Lonely Expedition’ ikke rigtig på, igen desuagtet de to numres kvaliteter. Sidstnævnte bruger ellers en cello (tror jeg) til at skabe en atmosfære, der rører en smule mere ved i hvert fald denne lytters følelser end de tidligere sange, og det smager lidt af et møde mellem Beatles og Nirvana, og giver dermed noget af det, jeg ellers savner på resten af albummet, som virker mere distanceret. Som mere stiløvelse end nødvendighed – eller mere kompulsiv musikalsk leg end følelsesmæssig nødvendighed.
Så ja, hmm, den er svær. 3 stjerner virker på en måde ret fedtet, for Eerie Glue kan ubetvivleligt meget – men jeg bliver simpelthen ikke fanget af The Benefits of Being Mad – andre vil måske have en anden oplevelse, så giv albummet et skud hvis du er til opfindsom guitarbåret indie-rock.
Du kan finde Eerie Glue på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
