Eerie Glue sniffer til en del musikalske dampe fra 90’erne på deres nyeste EP, Love, den tredje i rækken på kun et års tid. Støj-pop/rock, alt/indie rock og en liflig duft af noget psykedelisk er blandt ingredienserne – og det er ret vanedannende.
Dermed er der, nærmest selvsagt, ikke så meget nyt under den sol hvor Eerie Glue i et generelt ret tilbagelænet, hvis ikke dvask, tempo, folder deres fængende toner ud. Hvorvidt det er et problem, er nok op til den enkelte lytter, søger man noget nyskabende og originalt, så er det her ikke stedet.
Søger man i stedet nogle velkendte stimulanser fra 90’ernes alt-rock eller indiescene, der også trækker på elementer fra 90’er og slut-80’er støj-pop/rock, så er Eerie Glue leveringsdygtige. Og så kan de kort og godt skrive gode sange, fængende melodier og har sans for opbygning og millimeterpræcis dosering af, så blandingen får den helt rette effekt. Så læn dig tilbage, og nyd den lune, beroligende stemning og sange om den der svære kærlighed, i forskellige afskygninger.
“Sunbeams” er vitterligt lyden af lune solstråler på et gammelt trægulv, eller måske dem der lige rører tåspidserne, der stikker ud under parasollen. Stemningen er rolig, melodien både let vuggende, som små bølger og luftig. Der er noget meget 90.’er indierocket over bandets klang, behageligt og nærmest lidt underspillet. En enkelt gang peaker nummeret på fornem vis, hvor det hele lige løfter sig. Stærkt, stærkt udlæg og ikke et sekund for lang.
Den efterfølgende “Down The Drain” bevæger sig også roligt fremad, dog med en anelse mere fremdrift. Der spilles lidt “hårdere”, man fornemmer elementer fra støjrocken, men igen vælger bandet ikke bare at spille med musklerne. Der økonomiseres elegant med kræfterne og virkemidlerne, uden at det virker alt for tilbageholdende.
Eerie Glue formår også her, at levere en melodi der fænger og straks får gang i vippefoden, selv om det på ingen måde virker flashy, det de foretager sig. Det oser nærmest af coolness på den helt rette måde.
Mod slutningen kommer der mere kul på og noget af den opsparede energi sættes fri. Men kun i et glimt, inden nummeret rundes afmålt og kontrolleret af. “Mumbo Jumbo” følger op, her bliver det mere stenet og let psykedelisk. Men melodien glemmes ikke, og kigger frem i kortere passager. Faktisk er det et halv-skævt nummer med adskillige retningsskift og udflugter, der så på en måde cirkler tilbage til udgangspunktet. “Smoke what you want to”, lyder det ganske passende i løbet af sangen.
“Sometimes I sleep all Day/sometimes I wash Away” lyder det i begyndelsen af af afalutteren, “This Feeling”. Solen er gået ned, eftertænksomheden har indfundet sig, mens fortælleren ligger i sengen og har svært ved at forlade den og se verden i øjnene: “sometimes I drink to much// sometimes I smoke to much”. Det er ikke som sådan nye landvindinger indenfor ungdommelig rock der gøres på tekstsiden, men… Det føles ægte. Havde det her rent faktisk været engang i 90’erne, så var det nok gået rent ind hos undertegnede. Så der må være nogle unge mennesker derude, som det her taler direkte til.
Efter den døsige start får nummeret en energiindsprøjtning omkring 1 1/2 minut inde, hvor en lidt Arctic Monkeys- klingende, eller i hvert fald britisk-rockende, overgang leveres med knivskarp timing og levering. De har sgu styr på sagerne, Eerie Glue, og er simpelthen kompetente sangskrivere.
Jeg lytter til rigtig meget ny musik og anmelder omkring 100 udgivelser om året, give or take. Derfor har jeg også nogle gange svært ved helt at huske enkelte numre efter et stykke tid (eller kortere!), der kommer simpelthen så meget nyt ind i skallen konstant, at andet skubbes ud, inden der arkiveres ordentligt. Eerie Glue leverer her 4 numre, som jeg ikke bare syntes jeg kunne nynne lidt med på under første lytningen, men alle 4 indeholder faktiske et eller andet, en melodistump, et omkvæd, en tekstbrok eller noget, som har sat sig fast – og dukker op når jeg mindst venter det.
Det må betyde et eller andet, om ikke andet at afsender og modtager er på bølgelængde et eller andet sted. Jeg synes, at Eerie Glue har ramt et eller andet her, hvor der ikke bare er gode sange, men tegn på at der er, eller kunne komme, det der lille ekstra “noget” der gør den sidste forskel, hvis man gerne vil nå længere ud.
Med lidt held, hjælp, den rette promotion og hårdt arbejde, så burde noget radioairplay (P6?) være inde for rækkevidde, og en runde på næste års upcoming festivaler og Rising Scener en realistisk mulighed.
Kort og godt den mest overbevisende rock-EP jeg har hørt i år, så det er en sikker 5’er.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Eerie Glue på facebook
