Den københavnske kvartet Eerie Glue formår med små midler at variere deres lyd så den sender tankerne til så forskellige steder som psych, post-punk og mere ordinær støj. Over to EP’er viser bandet at variation ikke nødvendigvis betyder uigenkendelighed.
Eerie Glue spiller med en karakteristisk lyd især defineret af en toppet guitar og en ofte effekt-præget bas. Bandet spiller med en cool tilbagelænethed som næsten virker slacker-agtigt, men samtidig er der ikke tvivl om, at der er styr på sagerne.
Med få justeringer i lyd og spillestil får man associationer til så forskellige ting som psych, The Cure-agtig post-punk (her taler vi dog ikke i vokalen) over surf til noget mere støjende.
Det er umiskendeligt rock af en art hele vejen igennem og det er et interessant studie at bemærke hvordan bandet justerer forholdsvis lidt på hvert nummer – men ender med noget forskellige udtryk. Og det uden at miste sin særegenhed.
At udgive to EP’er kan måske virke lidt fjollet, men ret skal være ret og netop opdelingen gør, at man – variationen til trods – ikke bliver sovset til i toppet guitar og dermed overser de subtile ændringer.
Definerende for Eerie Glue er også forsanger og guitarist Bünyamin Eroglus vokal. Efter første gang at have tænkt tanken, kunne jeg ikke slippe den; han lyder med sin cool tilbagelænethed en hel del som en ung Sune Wagner – måske fra tidlig Psyched Up Janis? – men bare uden det samme mål af støj i musikken. Jeg er ikke per se Wagner-fan, men lad det være sagt at vokalen fungerer fint til projektet.
Fuzz EP
Der er tydeligvis tænkt over en vis pop-appeal på samtlige numre på Fuzz og til trods for den lidt distancerede vokal, leveres teksterne fint og genretypisk. Især på de to første numre, ‘Long Way Home’ og ‘Girl of My Dreams’ toner den toppede guitar på en måde, hvor man tænker at en halv-tidlig The Cure kunne have valgt samme sound.
Den drive-berigede bas trækker også i retning af noget Midlands, så udtrykket står stærkt, mens teksterne måske ikke er der, man skal finde den store åbenbaring: ”I’m in love / I’m in love / Yeah, I’m in love/ with the girl of my dreams/She’s not real / She’s in my head / oh, but I’m in love / with the girl of my dreams” vil formodentlig ikke få Nobels komité til at hidkalde bandet til Sverige, men leveret som en Wagner virker det alligevel fint.
‘There She Goes…’ har også en vis pop-appeal, men lidt kant viser sig i subtile drives på guitaren – og omkvædet bliver meget surfet i udtrykket – komplet med Wuuuh!-råb.
Sidste nummer, ‘Turn the Tide’ er det længste på Fuzz og går ren surfpunk på en vis så man tænker at det da godt kunne have været et Tremolo Beer Gut-nummer. Fra den gang hvor Sune Wagner var med – dog uden hans infantile støjsoli. Det er ganske fremragende og sejt drevent fremført.
Horror EP
Horror EP’en starter noget anderledes med ‘La La La’, der er en instrumental knytnæve i skallen. Der kommer masser af sovset drive på guitaren og spilles tungt på trommerne. Men igen kommer der en prog’et / psychet guitar med masser af rum ind over bunden og fusionen af noget tungt og noget luftigt er et underligt vellykket udtryk.
Der går også regulær støj i den under nummerets midte – er det menneskeskrig eller guitar-slides, der høres? Stemningsfuldt er det i hvert fald og en virkelig stærk åbner som dog ’ender i dur’ forstået på den måde, at temaet afsluttes uden drives og C-stykket bliver (næsten) behageligt at høre på – selv om der lurer noget foruroligende i tonaliteten.
‘Pipe Dream’ lugter igen lidt af Midlands. Det er bestemt ikke EP’ens stærkeste skæring og savner noget af den pop-appeal, vi får på Fuzz. Dog falder det under ingen omstændigheder uden for sounden og er ikke som sådan et dårligt nummer – det når bare ikke rigtigt at lette eller finde et godt hook.
‘Jodis Song’ er til gengæld et ret poppet udtryk og banale tekster som ”whyyyyyy / can’t I be with you” bliver lidt tyggegummi-agtige, men leveres tilpas lidende – men cool, mind you! – til at den købes.
Horror slutter med otte minutters-nummeret ‘Go’, der rummer et fint, lille pop-lick i guitaren, men så vidt vides handler om at gå til den anden side – ja altså at kradse af. Det bliver langt, dronisk og repetitivt selv om dynamikken går op og ned med drive eller clean sound. Der er helt klare hints af psych – men ikke noget med trolde-hår eller kosmonauter her! Det er en mere cool distanceret psych, som styrer uden om den tongue-in-cheek meget dansk psych har i dag. Ja, det er faktisk ikke givet, at Eerie Glue vil være enig i, at det er psychet.
I den sidste ende bliver nummeret nok lige det længste og selv om der kan være argumenter for at det er en del af budskabet, så kommer det til at stikke lidt ud på et par ellers fint skarptskårne EP’er.
Sammenlagt er det to gode EP’er og hvor Fuzz har en pop-appeal, udfordrer Horror lidt mere, hvilket giver en fin variation. Som nævnt indledningsvist er det især interessant at bemærke hvordan bandet formår at bruge små midler til at variere – og især dette gør at vi havner på en samlet fire-stjerners anmeldelse (hvilket nok ret beset betyder fire til hver EP).
Anmeldt af Troels-Henrik Krag
