Dune Messiah leger med både neo-folk, new romanticism og post-punk i lyden på The Iron Oak, og slipper overvejende rigtig godt fra det på et velfungerende debutalbum.
Dune Messiah er guitarist og sanger Magnus Westergaards projekt. Westergaard var guitarist i The Woken Trees, og selv om der er stemninger og formentlig inspirationskilder til fælles for Dune Messiah og The Woken Trees, er der også store forskelle på udtrykket. Den til tider hektiske post-punk, er erstattet af et udtryk hvor akustiske guitarer har god plads i udtrykket, og hvor elementer af neo-folk blandes med inspiration fra Nick Cave, som han lød omkring 1990 og den engelske post-punk og new romanticism fra 80’erne.
The Iron Oak åbner med den akustiske guitar i førersædet og med et stampende beat på ’Alive’, mens en dynamisk bas og jagende elektriske guitarer supplerer Westergaards vokal på glimrende vis. Fint udlæg, og den følges op af singleforløberen ’What You’ve Become’, som har noget næsten The Smith’sk over sig med den følelsesladede vokal og den dyster-romantiske tekst. Der er en stærk melodisk fremdrift, som er svær at modstå her.
I det hele taget vil Dune Messiah være svære at holde sig fra, for især lyttere med smag for sortrandet engelsk 80’er pop/rock og mørk neo-folk. Efter det mere end efne udlæg, følger bandet nemlig op med fint udfoldede ’This Far’, og der er næppe et sløjt øjeblik at finde på albummet. Der sniger sig en mere country-folket stemning ind på ’In My Arms’, som dog heller ikke slipper det højstemt romantiske. Men selv om det kan blive en tand meget med dét, så tilgiver man, fordi der kommer sådanne forbandet veludførte passager, som det bas- og synthtunge stykke, der ganske forfriskende indfinder sig et stykke inde i ’In My Arms’.
Fuglelyde indleder ’Featherless Creatures’, hvor den akustiske guitar igen sætter tempo, inden bassen lister med, før trommerne banker ind og nummeret eksploderer kortvarigt, mens ’Our Little Game’ er noget af det mest radiovenlige på albummet, med sin klap-med venlige rytme og relativt muntre synths, uden det bliver all-out pop.
Der går mørktonet croon i den på ’We Vanish’ (man kan fornemme patosen i titlerne), men det bakkes heldigvis dygtigt op musikalsk, så man ikke kløjes helt i dysterheden. Der er altid fine nuancer at finde i instrumenteringen, og fine kompositoriske touches i form af tempo og intensitetsskift. På ’At the Borders of Malice’ er vi instrumentalt nærmest i ren country, som man kunne finde den hos Cash, men med Westergaards britisk inspirerede diktion giver det alligevel et nogenlunde interessant resultat, selv om den lidt forcerede afslutning med elektrisk guitar og knækkende vokal næsten er for forudsigelig.
Niveauet får et løft på den ulmende ’Buried in the Sand’, som bryder ud i lys lue med dundrende trommer og andenstemme, inden tempoet igen trækkes ned til sidst og ilden langsomt dør ud. Og niveauet holdes på ‘The Fall’, hvor tangenter understøtter de patosfyldte udladninger fra Westergaard indledningsvis, hvorefter en rungende bas og march-trommende whiskers sætter ind på noget, der næsten lyder som en sørgemarch.
Albummet lukkes dog i en mere optimistisk tone, allerede signaleret i titlen, ‘The Joys of Spring’, hvor Westergaard, til lyden af fuglekvidder og akustisk guitar, beretter om at foråret føles langt væk – i kontrast til fuglekvidderen i baggrunden, og det lille fløjtestykke vi får som udgangsreplik. I det mindste signalerer de lys og håb forude.
Man skal måske have en relativt høj tolerancetærskel for højstemt romanticisme for at blive helt blæst væk af Dune Messiah. Min tærskel er høj nok til, at Iron Oak står som et stærkt album, hvor Westergaard viser at han er en ganske dygtig sangskriver, som også er i stand til at lege med genre-inspirationerne. Men omvendt sætter den weltschmerz-klingende romanticisme også nogle begrænsninger for udtrykket. Det kan der arbejdes med, for Dune Messiah virker ambitiøse og på spring til at udvikle sig yderligere. Vi lander på 4 pæne stjerner i denne ombæring.
Du kan finde Dune Messiah på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
