Drowned Session rørte første gang på sig sidste efterår, hvor de udsendte en forførende og billedskabende 7″ med numrene “Conversations With Cora” og “The Man Who Came Back”. Nu er de klar med EP’en Horses med 5 numre, der forsætter de glimrende takter, men også afslører hvor der på længere sigt med held kunne justeres lidt.
Lad det være sagt med det samme, af en EP at være er Horses virkelig formfuldendt, veludført og føles som et lille sammenhængende værk. Det eneste sted hvor der melder sig lidt forbehold, er hvis man kigger længere fremad og begynder at tænke over om deres lavmælte, dystre og støvede americana i sin nuværende form kunne blæses op i fuld albumlængde. På en EP sætter ensformigheden endnu ikke ind, men på længere sigt, hvis bandet vil prøve kræfter med et album, skal der nok tænkes lidt over at variere stemninger og tempo en anelse. Men det er fremtiden, og har ikke noget med bedømmelsen af Horses at gøre.
På Horses forsætter Drowned Session hvor de slap på Conversation With Cora, vi befinder os stadig på den mærke amerikanske prærie. Et sted hvor skyggerne danser i bålets knitrende skær, og dramaet udspiller sig derude i den dunkle nat mellem disse skygger og totalt kulsort mørke. Musikalsk er der ikke de store armbevægelser, sagte americana med lidt diskret country feeling, hvor det instrument, der gør mest væsen af sig i det afdæmpede lydbillede er banjoen. Sjældent har jeg hørt det ellers varme og hyggelig instrument blive brugt til at skabe en ildevarslende atmosfære, som her. Der er helt generelt noget dirrende, faretruende og sært dragende over Drowned Sessions lyd, og i det vellykkede univers er banjoen et af de mest markante værktøjer til at sætte stemningen. Meget af tiden på Horses’ numre er der tilsyneladende stille og ingen fare på overfladen, men der ulmer noget uhygge og farefuldt lige under overfladen, som af og til stikker hovedet frem. Et eller andet er ikke helt som det skal være.
De 5 numre ligger i naturlig forlængelse af hinanden, i det de møjsommeligt og tålmodigt bygger op fra sang til sang. Det føles simpelthen som om, at der går den der famøse røde tråd igennem samtlige sange, både hvad angår den overordnede klang på EP’en, men også i kraft af at stemningen bliver mere og mere fortættet fra den sagte indledning, “Everything Slowly Disappears”, til den forløsende “The Godess” lukker og slukker. “Everything Slowly Disappears” er to minutters nedbarberet og “nøgent” mørke, hvor lidt klaver og bas lægger den minimalistiske musikalske bund og forsanger Atli Brix Kamban’s dybe croon er helt inde i øret på dig. Det lyder vitterligt som om han sidder helt alene i den mørke nat og brummer for stjernerne.
Førstesinglen “Stalingrad” følger efter, tempoet stiger en anelse, der kommer en mere rastløs og foruroligende stemning ind i musikken. “Gunblasts and cannonshots race across the sky” synger Kamban med autoritet, overbevisning og et fedt lille “swing” i stemmen. At han så lyder som Mark Lanegan’s semi-tørlagte og knap så rustne lillebror, er både en fordel og en lille ulempe. Kamban har en vildt fed vokal, ingen tvivl om det, men har man som undertegnede hørt Lanegan, så er der også korte øjeblikke hvor han kommer distraherende tæt på at lyde som gravkammerrøsten Lanegan selv. Men det er et “problem” der hører til i småtingsafdelingen, for Kamban lyder bestemt ikke forceret eller påtaget når han crooner sig igennem materialet. Det er nu åbenbart bare sådan, at naturen har udstyret ham med en vokal, der ligger tæt op af en der er velkendt for mig. “Stalingrad”, med sin vuggende og skurrende stemning, er et af de her numre, der langsomt kryber ind under huden på dig, der er ikke deciderede hooks eller et egentlig omkvæd til at fange dig ind, bare én lang sitrende strøm som hiver dig med ud i den mørke nat.
På “Horses, Despair”, opfordrer Kamban som en anden dark Elton til at “follow the yellow brick road, a mile further down..”. “Another day dying // another fire lit”, da der også dukker “a pile of dead horses” op, så er man for alvor klar over, at man hverken befinder sig i Elton John land eller Kansas. Det, Drowned Session er utroligt dygtige til, er at skabe store billeder og stemninger med meget små virkemidler. “Horses, Despair” varer kun 3 minutter og gør musikalsk umiddelbart ikke det store væsen af sig, men den ildevarslende og trykkende stemning i den simple instrumentering og tilbageholdende melodi, er ekstremt effektiv og nærværende – du bliver simpelthen holdt i et fast og hårdt greb, og bliver trukket ind i det fortættede mørke.
Det hele kulminerer i de to sidste numre på Horses, “Evening Waltz” og “The Godess”. “The spring in your walk is in bloom // as the summer is fading away” lyder det i den lettere efterårs-melankolske indledning på “Evening Waltz”. Lidt velplaceret mandolin føjes til det velkendte lydbillede, i et fremragende nummer der emmer af følelsen af tab og længsel. Slutteligt slår musikken mere gnister og bliver næsten intenst boblende inden roen igen sænker sig over Drowned Session. Kun for at uroen kan bryde ud i lys lue på Horses’ sidste nummer, “The Godess”, der efter en formørket og atmosfærisk start med spredte lyde og klangflader lader dramaet indtage scenen fuldt ud. Den truende banjo slår tonen an, resten af den sparsomme instrumentering lyder mere sammenbidt og udtrykket hårdere end tidligere, inden Kamban falder i med Horses’ stærkeste vokalpræstation. Det lyder både lettere desperat og målrettet når “the vengeful god” (The Godess) og hendes magt over naturen, besynges. Der er noget apokalyptisk over den voldsomme stemning i nummeret, når skibe knuses mod sten og folk generelt må lade livet for hendes hånd. Man kunne næsten kalde det Nick Cave testamentligt.
Horses slutter stemningsmæsigt så man er helt udtømt bagefter, hvilket er ret godt klaret når man kun har 5 numre til at udføre kunsten på. Det er her de indledningsvis nævnte “begrænsninger” kommer ind, for hvis Drowned Session på et tidspunkt vil kaste sig ud i et helt album, så skal der nok tænkes lidt over doseringen af virkemidler og variation af udtrykket. Men som EP og fortættet lytteoplevelse da er bandet og denne udgivelse blændende. Drowned Session’s musik skaber små film, selvom teksterne tit er temmelig konkrete i de episoder og følelser de beskriver, så efterlader de masser af rum til at man selv kan digte med og videre.
Det er musikalsk ikke banebrydende, det der leveres på Horses, og for fans af nævnte Mark Lanegan og Nick Cave (man kunne sikkert nævne andre), så er hele atmosfæren omkring Drowned Session sikkert velkendt. Men det ændrer ikke på at det her er en 5-stjernet oplevelse, en gribende og gennemført udgivelse fra start til slut, af et band som bare har det der “noget”, som gør at summen af det, de gør, er større end enkeltdelene. Et lille og afgrænset univers, der på samme tid føles kæmpe stort og værd at forsvinde ind i.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Drowned Session på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
