Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Drowned Session: Home to the Wind (EP) ★★★★★☆

Drowned Session: Home to the Wind (EP) ★★★★★☆

2922
0

Først var det Conversation With Cora med to numre, så kom EP’en Horses sidste år med fem numre, og nu er Drowned Session oppe på otte sange på aktuelle Home to the Wind. De nærmer sig lige så stille album-længden, selv om vi stadig ligger i EP-formatet her. Kvaliteten er heldigvis fortsat med som fast passager i bandets dark folk rock-univers, der i denne ombæring har fået lidt mere tryk på rock-delen.

Bandet kalder selv udgivelsen en EP, men med sine 26 minutter og otte numre er det nærmest et mini-album. Man når i hvert fald at blive godt trukket med ind i Drowned Session’s mørkrandede univers, og heldigvis for det. Den dansk/færøske kvartet bevæger sig fortsat i et americana/folk-rocket udtryk, hvor Atli Brix Kamban’s vokal omgives af blandt andet banjo, mandolin, xylofon og klaver, ud over bas, guitar og trommer.

Og der er noget på hjerte. EP’ens første nummer, ‘The Death of Jim Kerr’, handler om en af Kamban’s venner, som blev tævet ihjel fordi han var homoseksuel. “I remember how Jim was taken away//He crawled away from them, dying//Swept from the lights of town”, synger Kamban undervejs, og tilsat et et både smukt og hjemsøgende “uuuh-uuuh-uuuuh-uuuh”-kor giver det en kuldegysende effekt. Samtidig er det også musikalsk stærkt skruet sammen og Niels Asger Svensson’s elektriske guitar får lov at fylde godt i lydbilledet, uden det bliver dominerende. Også på ‘Canto V’ er den tunge elektriske guitar fundet frem, og blander sig med både glimrende korstykker, og banjospil. Det kan måske lyde lidt aparte på skrift, men det virker faktisk ret godt, omend det er lige ved at den massive guitar tager lidt for meget plads i lydbilledet her i perioder.

Mellem de rockede ‘The Death of Jim Kerr’ og ‘Canto V’, putter den dæmpede ‘Everything Gets Open’ sig, med sit næsten sarte lydbillede. Det er et alsidigt udlæg, Drowned Session leverer på Home to the Wind. Den første trio af numre følges op af ‘The Winter Way’, hvor bandet igen bruger korstemmerne som stemningssætter, og her får både mandolin, guitar, og trommespil lov til at udfolde sig, så de supplerer hinanden nærmest optimalt. “The road is hard to find//Whenever you want to get away from here”, synger Kamban og man fornemmer en knugende stemning.

Den stemning fortsætter på ‘March of the Frozen Lanterns’, der netop antager karakter af en langsom march gennem mørket en kold vinternat. Drowned Session mestrer at mane stemninger frem med relativt simple virkemidler, simpelthen fordi de skriver nogle gode sange. Det er også tilfældet på den mere folkede ‘Nikolai Bukharin’, som vi har haft på som dagens track. Det er også et af de mere fortællende tracks på EP’en, hvor man samtidig selv har mulighed for at fortolke på sagerne.

Helt dæmpet bliver det atter på den korte ‘The Well’, som også har en tankevækkende tekst, som man kan fundere lidt over. Der skrues op for den elektriske guitar igen på EP-afslutteren ‘Slowly Drown’, der har en ildevarslende stemning over sig, der munder ud i den afsluttende sætning fra Kamban, som lukker albummet: “You take one step, and down you go”.

Man behøver heller ikke tage mange skridt ind i Drowned Session’s univers, før man selv glider med ned i mørket. På Home to the Wind lykkes de med at legere americana med til tider tunge elektriske guitarer, og den bredspektrede instrumentering gør at der musikalsk er mange detaljer at gå på opdagelse i. Der er også god variation at finde på EP’ens otte numre, der spænder fra det afdæmpede til det halv-kradsbørstige. Samtidig skriver Atli Brix Kamban tankevækkende og ikke-entydige tekster, som er værd at følge med i. Det virker til, at der er noget på spil i Drowned Session’s univers, og historier bag sangteksterne – det er ikke ved alle bands, man sidder med den fornemmelse.

Drowned Session fortsætter med at vokse med formatet, og er du til den mørkere ende af americana og folk, bør du hurtigst muligt tjekke bandet ud . Jeg hiver 5 stjerner frem og kaster dem op i vinden.

Du kan finde Drowned Session på facebook. Bandet har valgt at tage på en utraditionel turné i forbindelse med udgivelsen af Home to the Wind (som udkommer i dag, d.22. maj, på det færøske pladeselskab TUTL), hvor de spiller hjemme i stuerne hos en række af bandets fans.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleWhores & Thieves – Harm’s Way – 22/5 – 2015
Next articleIbrahim Electric + Addis Ababa Band, Stakladen, Aarhus, d. 21/5

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.