Boston’s stolte sønner er klar med deres 8. (!) studiealbum siden debuten i 1998, og med den produktivitet vil der naturligt opstå lidt bekymring for om de nu ikke er ved at være lidt trætte? Ingen grund til den slags tanker – Dropkick Murphys er i ganske forrygende, om end velkendt, form på Signed And Sealed In Blood.
De er heller ikke lang tid om, at byde sig selv velkommen tilbage. De åbner pladen med “The Boys Are Back”, der er en fartglad festlig mission statement, med deres velkendte celtic-punk sound. “The boys are back / And they are looking for trouble / And they are coming for you”, meget mere tekst behøver de 6-7 (eller hvor mange de nu er for tiden) gæve Bostonians ikke for at blæse til angreb og skabe en skøn fællesskabsfølelse. Nu skal vi sgu ud og slås.. .eller bare drikke og danse.
De forsætter den keltisk-gøglede punkparty stemning i “Prisoner’s Song”, der faktisk sagtens kunne være soundtracket til et rask lille fængselsslagsmål i en eller anden lavbudgets actionfilm – måske med Liam Neeson som den uretfærdigt fængslede badass, der sammen med de hårdkogte, men ærefulde, medfanger gør oprør mod det onde og korrupte “system”. Det var et sidespor… Nuvel, Dropkick Murphys er i bund og grund “bare” lyden af et bodega slagsmål eller en løssluppen aften på den lokale irske pub. Det har ikke ændret sig meget siden debutten Do or Die fra 1998, selvom klientellet ved det Murphy’ske stambord har været igennem nogle udskiftninger, siden bandet blev dannet i 1996.
Ken Casey (bas) er eneste oprindelige medlem, der har været med fra start til nu, men Matt Kelly (trommer), James Lynch (guitar) og Al Barr (vokal) har alle været med siden før årtusindeskiftet. De resterende medlemmer, er kommet til op igennem 00’erne. Så trods svingdør i punk-pubben, så er det en relativt sammentømret kerne, der udgør bandet her i 2013.
Det, der har virket så glimrende for gruppen, er deres evne til både at skrive de regulære bodega-basker sange som de to første, og så nogle mere afdæmpede, med et langt mere klassisk folkemusik-agtigt præg. Ofte kombineret med et fint øre for en “poppet” melodi, som førstesinglen “Rose Tattoo”, der giver én lyst til at gribe sidemanden ved armen og gynge løs, imens man lytter til sangens fortælling om tatoveringens betydning.
This ones for the mighty sea
Mischief, gold and piracy
This ones for the man that raised me
Taught me sacrifice and bravery
This one’s for our favorite game
Black and gold, we wave the flag
This one’s for my family name
With pride I wear it to the grave
“Burn” er en sprængfarlig lille punk-perle, med godt med banjo og råbekor, den slags sange kan bandet med sikkerhed lire ud af ærmet, selvom de sidder døddrukne med hovedet klasket ned på en fugtig bardisk. Men selvom det er genkendelige og gamle tricks, så virker det stadig energisk og bliver leveret så man skulle tro det handlede om liv og død. Casey har udtalt, at forskellen på dette og deres forrige album, er: “just us having fun and making the most catchy, singalong kind of songs we can. It’s not that the last album wasn’t fun. It was. ‘Going Out in Style’ is one of the records I’m most proud of, of anything we’ve done. But it gave me a couple migraines along the way, getting through that because everything was so connected. This time we cut loose”.
Den løse form gør, at vi får en tilsyneladende ikke-forbundet række af sange, som bare svinger skide godt, men måske ikke er forbundet af andet end bandets sjæl og tydelige kærlighed til deres musik. Det giver herlige sing-a-long øjeblikke som “Jimmy Collins Wake”, der er som skabt til at udbringe skummende skål og tømme glasset. Det samme kan siges om “The Season’s Upon Us”, der lyder som en forsinket alkoholiseret julesang om en fucked up familie, der er lige til at blive glad i låget over.
My sisters are wackjobs, I wish I had none
Their husbands are losers and so are their sons
My nephew’s a horrible wise little twit
He once gave me a nice gift wrapped box full of shit
FANTASTISK!
Udover den åbenlyse kærlighed til deres musikalske arv og byen Boston, så betyder arbejderklassen og “manden på gulvet” også meget for Dropkick Murphys. De har tidligere brugt, eller tilladt brugen af, deres musik i politisk øjemed – og er alle erklærede tilhængere af det Demokratiske parti. Hvor meget blue collar der lige er over det parti, er ikke lige en diskussion vi skal tage her, men med numre som den bidsk klingende og højlydt råbende “The Battle Rages On”, så demonstrerer Boston-banden at de stadig ser sig som et band af folket. Blue Collar tendenserne skinner også igennem på “Don’t Tear Us Apart”, der næsten kunne være et covernummer af et af Mr. Blue Collar himself, Bruce Springsteen’s, sangkatalog. Brølende klaver og følelsen af den støvede landevej under hjulene – et nummer der fungerer fint som afveksling fra Dropkick Murphys formelen. Den efterfølgende “My Hero”, er det eneste tidspunkt på Signed And Sealed In Blood hvor jeg virkelig føler, at den gamle larmende bandbus kører lidt i tomgang. Der er et godt drive i sangen, energien er egentlig til stede, men det er som om at den bare drøner lidt ligegyldigt derudaf.
Arven efter Bossen, og vel egentlig hans rødder ligeså, viser igen deres glade ansigt på den lystige rock ‘n roller “Out On The Town”, der indleder en stærk trio af sange, som afslutter albummet. Endnu en rigtig vellykket udlugt væk fra de kendte musikalske veje, Dropkick Murphys ellers elsker at køre tynde. Der er masser af gode kilometer tilbage i det her orkester. Også når de drejer tilbage på den vante rute, finder en gennemtrampet slagsmark og lader endnu en kampsang som “Out Of Our Head” gjalde opstemt ud over den. “THE ROOF IS ON FIRE, AND IT’S READY TO BLOW”, Så skal der fandeme råbes, danses og tivoli-bokses igen!
Signed And Sealed In Blood rundes af i et lidt blidere tempo og toneleje, i form af afslutningsballaden “End Of The Night”, “but we ain’t going home” som mandekoret brøler i hjertelig fællesskab. En perfekt finale/baren er lukket sang, igen et nummer de sikkert kunne flække sammen på stedet under “sidste omgang”, men det ændrer ikke på at det er forbandet veludført og bare virker.
Generelt er Signed And Sealed In Blood en yderst fornøjelig blanding af gammelkendt og klassisk Dropkick Murphys, genkendelsesglæden vinder heldigvis over forudsigelighed og slidtage. Det er pladen du kan sætte på til festen, i din pub, på festival anlægget eller bare lytte til en fredag eftermiddag på vej hjem fra arbejde. Sangene virker bekendte allerede ved første lyt, men selvom du synes at du har hørt dem før, så fremstår de hverken kedelige eller fortærskede – lidt af en bedrift at Dropkick Murphys stort set kun har 3 forskellige slags sange, som de så indspiller igen og igen, men stadig formår at få til at lyde friske.
Det her er ikke et album der kommer til at ændre musikhistorien, eller bliver udråbt til et mesterværk, men det er en medrivende og smittende affære, som man kan lyttet til igen og igen. Bundniveauet er virkelig solidt, men man mangler måske lige en enkelt sang eller to, der der hæver barren – så forvent ikke en ny “Shipping Up To Boston”. Og nu vil jeg ud og have tatoveret mig en rose på dunken, så jeg kan være med til festen, når de forhåbentlig rammer Roskilde til sommer!
Anmeldt af Kodi
Dropkick Murphys spiller i Store Vega mandag d. 21. januar
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
