Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Doublestone: Wingmakers ***** (5/6)

Doublestone: Wingmakers ***** (5/6)

2822
0

Den danske trio Doublestone er klar med deres debutalbum, som med udgangspunkt i stener-rocken tager en retro-tastisk rundtur i rockhistorien, fra sen-60’ernes tungrock op til moderne sludge/stoner-rock. Tag med på den trippede tur!

Fra tidlig Black Sabbath over de mere stenede navne fra 90’erne og op til nyere navnes moderne aftapning af klassiske genrer, Doublestone får inkorporeret lidt af det hele på debutten Wingmakers. Vel at mærke uden at det lyder som blege kopier eller bliver for usammenhængende. Faktisk lykkes bandet med at få alle smagsvarianterne til at hænge sammen til et kraftfuldt og indbydende album, hvor stener-rocken er kernen, og alle de andre genrer tilpas doseret krydderi, fordelt jævnt ud over albummet.

En af grundene er måske producer og genre-legenden Tony Reed, der har produceret for navne som Mos Generator, Heavy Pink og Saint Vitus. Lidt af et scoop for et relativt ukendt danske band, at lokke ham til at dreje på knapperne. Men effekten udebliver ikke, for hvor man på Doublestone’s tidligere EP udgivelser måske nok kunne fornemme, at de et eller andet sted havde sangene og begreb om virkemidlerne indenfor stoner-genren, så går det først for alvor op i den der højere enhed med Wingmakers. Instrumenterne ligger bedre i lydbilledet, Bo Blond’s vokal fylder tilpas, uden at stikke af, og den samlede pakke lyder bare overordnet mere sammenhængende og strømlinet. Uden at de mister noget af den rustikke og sumpe-skramlede følelse, som tidligere var en af trioens forcer. Det hele klinger bare lige lidt bedre og mere professionelt, så der ikke er noget der rusker på den forkerte måde i øregangene – men rusker gør det, på den fede måde.

Wingmakers er ikke et album, hvor de åbenlyse “hits” står i kø, det er et album, der især markerer sig via et virkelig højt bundniveau og dets homogenitet. Ingen decideret svage numre, men masser af glimrende, blandt de 10 sange fordelt på cirka 40 minutters spilletid. Og selv om der måske ikke er nogen der skriger af hitpotentiale, hvilket heller ikke synes at være hensigten, så er der dog et par stykker der basker lidt mere med vingerne for at få opmærksomhed end andre. Titelsangen “Wingmakers” er et af dem, nummeret indledes med en stor og brummende klang og svedig 70’er guitar, der langsomt finder et herligt og smittende sumpet leje. “Trapped in eternity // No sign of light”, lyder første linje fra Bo Blond over et minut inde i sangen, en omtåget tekst-brok, der fint matcher nummerets overordnede stemning. Teksterne generelt vil nok også være en smagssag, mange af dem virker som løsrevne mentale billeder, genre-typiske halv-skæve metaforer, og noget med dæmoner and shit, man. Det er som den slags skal være, og matcher den mystiske og tågede atmosfære frembragt af musikken perfekt, så lever man gerne med, at noget af det lyder som om det bare er kommet med fordi, “hårh, det lyder sgu da feee, det her mand”. “You are all alone, inside your mind”, indeed, Wingmakers (sangen OG albummet) får mig på bedste vis til at synke hen og forsvinde ind i mit eget sind, uden egentligt mål og retning, bare mentalt slappe lidt af og kokse lidt ud til musikken – ikke en dårlig kvalitet!

Der er rig mulighed for at tage et indre trip med Doublestone som soundtrack, sangene bliver aldrig påtrængende og prøver at styre dig i en bestemt retning. En af kvaliteterne er derimod, at du får lov til selv at svæve afsted, og så brummer, rusker og river bandet ellers løs som supplement eller kickstarter for turen, “Wingmakers takes us there..”. Det kunne eksempelvis være en tur ud i skoven, som på den Sabbath’sk kværnende “In The Forest”, der veksler mellem stykker med medrivende “vippe med” optempo-rock og store klassiske Iommi trampe-heavy metal opbremsninger. Doublestone får sgu filet tungrockens grundsten til, så den passer flot ind i deres egen genre-blanding.

Doublestone opnår også en stærk balance mellem begrænsningskunst og masser af variation, ofte indenfor samme skæring. Numrene bliver aldrig for langtrukne og ensformige, tværtimod er de temmelig skarpt skåret. Flotte eksempler herpå er “Fire Down Below” og “The Endless Line”, førstnævnte rummer ekkoer af Hendrix’ klang med vellykkede temposkift, og et konstant tilbagelænet groove på under 3 minutter. “It’s Burning real slow, the fire down below // If the demons had their way, we’re gonna burn, we’re gonna fry today”, lyder det ildevarslende i endnu en omgang billedeskabende lyrisk tåge og dis fra Doublestone. “The Endless Line” åbner med et fængende instrumental trip, der bevæger sig fra svampet optempo rock ned i et sejt vuggende Sabbath leje, nyskabende er det muligvis ikke, men det er eksekveret overbevisende, med masser af selvtillid og spilleglæde – lyden af et band der bare elsker den forbandede rockmusik, og skider på, om det er hørt før eller er moderne.

I det hele taget emmer Wingmakers af fascination og begejstring for både musikalske forbilleder, og selve mytologien og stemningen omkring den klassiske håndspillede rock. Det er gammeldags, men ikke på en måde der lyder bedaget eller uddateret, det lyder nærmere dybt autentisk og som om bandet er landet i 2013 med hjælp fra en tidsmaskine. De er kommet for at “Save Our Souls” og ankommer som “The Bringer Of Light”, titlerne på de to numre der åbner pladen, hvor de ubekymret og hvilende i sig selv sætter skub i det bumlende retro-triumftog som Wingmakers ender med at være. Skønt med et band, som ikke blot efterligner fortidens lyd og bedrifter, så det lyder påklistret, men rent faktisk lyder som 3 mand der lever, ånder og sveder musikken.

Wingmakers lyder som den er undfanget på samme tid som den klassiske stenede heavy rock kom til verden, så er du frisk på a blast from the past, fra et sejt rockende orkester der lyder som om de har fået masser af luft under vingerne, så er det her en uomgængelig udgivelse. Køb den nu, læn dig tilbage og tag på et medrivende tidsrejse-trip – anbefalet til alle der bare kan lide feee og tung rock.

Faktisk er Doublestone så opsatte på, at du tager med på turen, at de bliver ved med at finde måder hvorpå du kan lyttet til eller downloade musikken gratis – følg med løbende på deres Facebook. Og køb også lige LP’en, Wingmakers skriger efter at blive hørt på vinyl, naturligvis.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleWarm Champions: Tale of a Tramp (EP) *** (3/6)
Next articleRadiohead – Paranoid Android – 7/11 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.